Nyhed

Blaue Blume varsler debutalbum med ny single – og turné venter

Thinking Of Roxy har en hjerteskærende historie, som kan opleves live til efteråret

Blaue Blume er blevet rost til skyerne efter gennembruddet med singler som "Lost Boys Of Sons" og "In Disco Lights". Nu er de klar med singlen "Thinking Of Roxy", der varsler debutalbummet, som forventes at udkomme i sensommeren. Til singlen knytter sig en særlig hjerteskærende historie, der beskriver, hvordan forsanger, Jonas Smith i et anfald af rasende jalousi smadrede et glas med sin hånd, hvilket ledte til en tur på skadestuen: "Da jeg ligger på skadestuen og hun sidder ved siden af mig, mens jeg bliver syet i hånden, føler jeg mig, hvor absurd det end måtte lyde, lykkelig. Vi går gennem gaderne tidligt om morgenen, hjem til band-lejligheden på Gråbrødretorv, og ligger os ned i en seng i det bagerste rum. Det sidste jeg tænker, inden jeg falder i søvn med hendes åndedrag i mit, er, at jeg bare vil leve et godt og simpelt liv. Ingen drøm syntes større end den om hende," forklarer han i en pressemeddelelse. GAFFA har fanget forsangeren i anlendning af den nye single med den skæbnesvangre historie.

Hvad kan man forvente sig af debutalbummet?

- Jeg føler, at vi i kraft af det seneste halvandet år, hvor vi har kørt med ep'en, spillet koncerter og skrevet numre, med de numre i rygsækken er blevet langt bedre og har fundet mere ind til, hvem vi er og hvordan vi skal lyde. Vi har i lang tid været meget bevidst om, hvordan den her plade skulle eksekveres, modsat ep'en, hvor vi ikke så mange penge at gøre godt med, har vi denne gang haft et lidt større budget, så det har selvfølgelig også gjort tingene lidt lettere. Jeg tror generelt, at man kommer til at opleve at den er mere live, hvilket vi gik efter. Den er meget spillet. Vi har indspillet den i samme rum og går efter et live-take med så meget energi og autenticitet som overhovedet muligt. Jeg har gjort rigtig meget ud af, at der er en enorm intertekstualitet i alle numrene. Jeg vil ikke sige, at det er et konceptalbum, men på mange måder er det alligevel. Forstået på den måde, at temaet har været en dedikation til forelskelse.

Hvordan vil du beskrive "Thinking Of Roxy"?

- Nummeret er på mange måder en opsummering af pladen, da alle sætninger i den tekst bliver på den ene eller anden måde præsenteret i de andre sange. Alle de andre sanges historier og temaer er blevet udvundet af dén historie, som er skrevet i "Thinking Of Roxy", så overordnet er det et titelnummer. Det er ikke nødvendigvis det største hit, men lyrisk er det dén sang, der binder alle sangene sammen. Jeg hopper og danser rundt vokalgymnastisk på alle mulige måder hele albummet igennem, men lige netop på dette nummer var det sikkert, at teksten var hørbar. Det er lidt mit dilemma, at folk kommer hen og siger "Hold kæft, det lyder fedt, men hvad fanden synger du om? Vi kan ikke høre, hvad du synger," og det ville jeg ikke have skulle være tilfældet med den her sang. Det står ikke nødvendigvis krystalklart, hvad der bliver sunget, men hvis man lytter indgående til det, så tror jeg, man kan udrede mere historie end man vil kunne ved de andre sange. Det var vigtigt i lys af, at nummeret præsenterer pladen eller dén episode, som hele pladen er udsprunget af. Den er skrevet på meget kort tid, hvilket sjældent sker i Blaue Blume-regi, og det synes jeg, man kan høre. Vi ynder at bruge meget tekstur og kompleksitet i vores musik, hvor den her sang er det helt modsatte. Den er meget impulsiv og umiddelbart eksekveret og arrangeret. Det har for mit vedkommende været en åbenbaring, da vi har forstået at vi også kan skrive numre på den måde, der kan blive skrevet så hurtigt. Det er meget vigtig sang på pladen, synes jeg.

Hvordan har I udviklet jer siden ep'en?

- Vi har indfriet vores egne forventninger på den her plade, og vi er langt bedre end, hvad ep'en præsenterer på den her plade. Der ikke noget, jeg ville lave om på den og det kan jeg sige med hånden på hjertet. Vi har konkretiseret vores lyd langt mere, og der er vi ikke nødvendigvis gået i "In Disco Lights"-retningen - overhovedet faktisk. Det er en lidt anden stil, som "Lemon Tree", "Birthday" og "Lost Sons Of Boys", der sætter dagsordenen. Det er der, vi har følt os mest tilpas. På ep'en havde vi nogle steder, hvor vi syntes, der manglede noget. Vi var rigtig glade for den, men den var ligeså meget en demonstration af, hvor vi var, hvad vi kunne og hvor vi var på vej hen.

Debutalbummet kan opleves live, når Blaue Blume drager til vinter på en omfattende Danmarksturné:
Den 13. november: Gimle, Roskilde
Den 14. november: Kulturmaskinen, Odense
Den 19. november: Pitstop, Kolding
Den 20. november: Studenterhuset, Aalborg
Den 21. november: Voxhall, Aarhus
Den 26. november: Store Vega, København

Lyt til singlen her:

ANNONCE