Nyhed

Bliv en bedre sangskriver på Music Maker

Bandakademiet står bag fire intense dage, der giver dig mulighed for at finpudse din sangskrivning i samarbejde med landets bedste sangskrivere og producere

Vil du karakterisere dig selv som sangskriverspire, så er Music Maker måske noget for dig. Bandakademiet står bag projektet, der består af fire intense dage for talentfulde musikertalenter, der kommer til at arbejde sammen med nogle af landets bedste sangskrivere og producere. Der er netop nu åbnet for ansøgninger.

De fire campdage finder sted i Roskilde i efterårsferien. Her kan man arbejde sammen med blandt andre Thomas Høffding (WhoMadeWho), Michael Møller (Moi Caprice og The Mountains) og producer Rune Borup (I Got You On Tape, Vinnie Who m.fl.). Programmet vil veksle mellem workshops, oplæg, møder med musikalske forbilleder og individuelle sessions, hvor dine idéer bliver skubbet i nye retninger.

"Man skal søge, hvis man allerede arbejder seriøst med sin musik, og man gerne vil blive endnu bedre. Det er et ambitiøst program, og der bliver gået til det kreative stål. Det bliver fire intense dage, hvor man får en unik chance for at skrive nye sange og lære af sine forbilleder," lyder det fra Marianne Fruergaard, der er leder af Bandakademiet.

Målet er at løfte de unge talenter op i nye højder, der vil gøre dem bedre til at skabe musik og skrive sange. Forløbet bliver derfor skræddersyet til den enkelte deltagers behov, hvor også instruktørerne bliver nøje udvalgt. 

For at komme i betragtning til én af de eftertragtede pladser, skal du være mellem 18 og 25 år gammel. Du skal allerede have erhvervet dig en vis erfaring med at skrive musik, hvad enten du er alene eller sammen med andre. Bandakademiet leder efter talenter i tre kategorier: Bandet, hvor mere end en person skriver og arrangerer musikken. Solisten, der skriver sange til sig selv og muligvis til andre. Den elektroniske musiker, der bruger sin laptop til at skabe og producere musik uden nødvendigvis at mestre et instrument.

Blandt sidste års deltagere kunne man finde We Are The Way For The Cosmos To Know Itself (billedet), der er finalist i KarriereKanonen og Roskilde-aktuelle George Best, der forklarer processen således:"Det fedeste ved campen var, at vi kunne sidde og arbejde med vores egne sange sammen med nogle af Danmarks dygtigste sangskrivere. De var super engagerede i vores musik og skarpe til at give konstruktiv feedback, så vi kunne få det bedste ud af vores materiale:"

Det koster 500 kroner i kost og logi at deltage og du kan ansøge om en plads ved at udfylde og indsende et ansøgningsskema, som du finder på www.bandakademiet.dk. Ansøgningsfristen er den 16. august i år. Herunder kan du se en video, der fremviser, hvad du har i vente:

ANNONCE