Nyhed

Dagens Camp på Roskilde: Fællesskabsånden lever i Kollektivet

GAFFA har besøgt Camp Kollektivet, der mødtes som fremmede og skilles som nære venner

GAFFAs udsendinge er draget ud på campingområdets vildmark for at opstøve de mest opfindsomme lejre. Mens nogle slår sig til tåls med skæve pavilloner og nedslidte stykker pap som erstatning for stole, har andre brugt flere uger på at forberede deres festival-hjem. Vi går hver dag på jagt efter de mest misundelsværdige camps, der forstår at indkapsle stemningen. Her følger dagens udvalgte camp:

Camp Kollektivet

I mylderet af vanvidsfester, ølbowling og bragende anlæg kan vi pludselig ane en terrasse. Det er næsten som at opleve et fatamorgana i den bedøvende rus af alkoholen, der pumper rundt i blodet. Ganske uberørt af det omkringliggende landskab sidder de mange beboere bænket om et langt bord på terrassen, der emmer af ægte sommerhusidyl, men hvor ligusterhækken er skiftet ud med en støvet, skralde-bestrøet sti. Med udsigt over det blikstille vand i søen og duften af timian fra deres lille urtehave bliver den ene øl efter den anden knappet op. "Du skal bare lige huske, at soundtracket til interviewet er Thomas Helmig," lyder det insisterende fra en beboer.


I Kollektivet bor der atten mennesker, som indtil for ganske nylig ikke kendte hinanden. De har brugt fire weekender på at bygge lejren op og opfører sig derfor allerede, som var de gamle barndomsvenner. Inden jeg får snøvlet mig sammen til at tænde for mikrofonen, retter de ryggen og sender hinanden formanende blikke. "Sig noget klogt," beordrer en beboer og rynker bekymret brynene.

Hvad er konceptet bag Kollektivet?

- Vi skulle egentlig have boet i nogle betonrør, men fik en rigtig dårlig plads. Meningen var, at vi skulle bo i en slags kollektiv, hvor vi kunne ligge overfor hinanden og have det hele som en slags samlet enhed, men det kunne vi ikke på den plads, vi fik tildelt. Så fik den her plads i stedet, hvor et par arkitekter har tegnet nogle træbokse, vi kan bo i.


Og I kender ikke hinanden på forhånd?

- Generelt kender vi ikke hinanden. Vi har jo alligevel her så lang tid, som en festival varer, da vi har brugt fire weekender på at bygge lejren op. Vi kender hinanden vildt godt nu. Jeg tror, det sjoveste ved det her sted er, at der er så mange, der kommer og spørger om det er et toilet.. eller et bad. Vi har oplevet at folk kommer gående med håndklæder, fordi de tror, at de kan tage et bad.

Hvordan har I fået kontakt til hinanden?


- Der er to tovholdere på konceptet, som har lagt et opslag op på Dream Citys Facebookside. De er møgseje og har skaffet penge til hele lortet.

Hvor mange gange har I været på Roskilde?

- Mellem 2 og 10 år. Tovholderne har været her i tyve år eller sådan noget. Jeg mener, hun er 37 år, og jeg er ikke bange for, at blive gammel, når jeg ser på hende. Hun holder sig fandme godt, synes jeg.


Skal I op og se nogle koncerter sammen?

- Vi var oppe og høre Benal sammen tidligere, men jeg tror, de fleste skal op og høre Die Antwoord. Det bliver helt sindssygt - og så er de jo kommet hele vejen fra Sydafrika, så når de er rejst så langt, ville det være uhøfligt at blive væk.

Inden vi forlader kollektivet, der rummer små træværelser og grundtvigsk sammenhold, råber en beboer, at vi skal huske at skrive noget godt om deres mange timianplanter, som de har fået foræret gratis - og som de selvfølgelig velvilligt deler ud af. Så hvis du hungrer efter lidt timian til din lunkne makrelmad, kan du roligt stikke hovedet forbi Kollektivet i Dream City. Byen, hvor drømme bliver til virkelighed.


Du kan se flere billeder af Camp Kollektivet i GAFFAs gallerisektion her.

ANNONCE