Nyhed

Et glubsk ulvehoved varsler Copenhell i næste uge

Et gigantisk gavlmaleri pryder B&W-hallen på Refshaleøen

Det bliver et gigantisk gavlmaleri af sultne ulveøjne, der kommer til at varsle begyndelsen på afholdelsen af næste uges Copenhell.

Det intense ulvehoved fylder gavlen på den gamle B&W-hal på Refshaleøren – hvor der i øvrigt sidste år blev holdt Eurovision-finale – og dækker en flade på hele 2000 kvadratmeter. Det omkring 60 meter høje maleri har fået titlen "Wolf Of Copenhagen" og er skabt af den herboende fransk/portugisiske kunstner Victor Ash. Kunstneren har rødder i graffiti-miljøet og er kendt for sine kæmpemalerier, der allerede pryder internationale storbyer, men det er første gang, at han maler stort i København.

Efter Copenhell vil gavlmaleriet udgøre et nyt vartegn for København, der kan beskues både på land, fra vandet og ved indflyvningen til lufthavnen.

Copenhell, der nu er blevet et glubsk ulvehoved rigere, løber af stablen på Refshaleøen den 18.-20. juni med navne som Slipknot, Primus, Life og Agony og mange flere, og du kan sikre dig billetter her.

ANNONCE