Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – tirsdag

Vi har sammensat et program, så du kan nå det bedste i dag

Der bliver filet løs på lejrbålguitarens strenge, øregangene er tyndslidte af lyden fra bragende anlæg, og ølbowling er dagens motion. Festivalstemningen er skuet op på maks, men skulle du alligevel være blevet lidt træt af naboens jammerlige forsøg på at spille "Smoke on the Water", er det heldigt, at festivalen byder på en masse koncertoplevelser. GAFFA bringer dig en guide til musikken dag for dag, så du ikke går glip af noget. Læs med og lade dig inspirere!

Vi fortsætter med tirsdagens program:

O'Hara (Rising, 14.00)


O'Hara er et alias for den danske sangerinde Jeanett Albeck, der spiller drømmende dansksproget pop med teatralske undertoner. Absolut en udmærket måde at starte sin dag på.

Slaughter Beach (Rising, 15.30)


Slaughter Beach fra Odense spiller atmosfærisk indie-pop og har blandt andre Kissaway Trail-trommeslager Hasse Mydtskov i lineuppen. Så kan det ikke gå helt galt.

Lord Siva (Apollo Countdown, 16.30)


Lord Siva er noget så sjældent som en rapper, der også kan synge – eller en sanger, der også formår at rappe. Begge elementer går op i en højere enhed med intelligente tekster langt hinsides store kvindelige bagdele og materielle goder.

Film: Nine Rocks (storskærm ved Rising 17.45)


Vi holder en pause med musikken for at se premieren på dokumentarfilmen "Nine Rocks" om dødsulykken på Roskilde Festival for præcis 15 år siden og de ni unge mænd, der omkom. Instruktør og hovedperson Tor Nygård Kolding var selv ved at blive mast, men undslap mirakuløst.

Fay Wildhagen (Rising 18.30)

Melodisk norsk folk-pop med englevokal – lige til at elske.

Kill J (Street City Stage 20.00)


Kill J alias sangerinden Julie Aagaard spillede på Rising-scenen sidste år, og hun er kun blevet bedre siden da med sin eftertænksomme elektropop og usædvanligt store og rene stemme. Både engelske BBC og The Guardian har rost hende.

Silvana Iman (Apollo Countdown 21.00)


Svenskrappende kvinde med både kant, skarpe tekster og poppede passager – og fuld fart frem

Yung (Rising 23.00)


Aarhus-bandet Yung spiller melodisk og samtidig aggressiv punk/garagerock og har allerede fået rosende ord af det store engelske musikmagasin NME. Mød selv frem og se, om hypen holder – vi tror det!

ANNONCE