Der bliver skåret ind til benet, når Marie Key bevæger sig ud på de danske landeveje til vinter
Når kuldegraderne igen sniger sig ind over landet, vil Marie Key sørge for et tilflugtsted fra vinterdvalen, når hun drager på akustisk turné med et nedbarberet sæt, guitaristen Andreas Sommer og bassisten, Carl-Erik Riestra.
"I anledning af kvindernes kampdag i marts spillede Andreas og jeg til et arrangement i Store Vega med siddende publikum. Vi troppede op kun med en akustisk guitar og spillede et par sange i nogle ret nedbarberede versioner. Vi havde en virkelig god oplevelse med et meget lyttende og opmærksomt publikum. Bagefter talte vi om, at det kunne være sjovt at lave nogle flere af den slags koncerter. Formen var uformel, og indimellem skete der ting, vi ikke var forberedt på. Så efter et forår og en sommer med fuldt band og tryk på, byder efteråret på en række anderledes koncerter. Vi glæder os meget til de nye muligheder og til at spille sangene på en ny måde," stod der i går aftes på sangerindens facebookside.
Da hun lagde vejen forbi Vega høstede hun ikke kun et opmærksomt lyttende publikum, men også fem stjerner og ordene: "I en kombination af anekdoter og musikalske afleveringer formåede hun at skabe en stemning, der emmede af hyggestue og fællesskabsånd."
Marie Key rammer følgende spillesteder på sin turné:
Den 22. oktober: Kolding - Godset
Den 23. oktober: Frederiksværk - Gjethuset
Den 24. oktober: Holbæk - Elværket
Den 30. oktober: Hørsholm - Trommen
Den 31. oktober: Holstebro - Black Box
Den 5. november: Odense - Posten
Den 6. november: Aarhus - Musikhuset
Den 11. november: København - Koncertsalen
Den 12. november: Frederikshavn - Det musiske hus
Den 13. november: Horsens - Horsens ny teater
Den 14. november: Svendborg - Borgerforeningen
Slå lyttebøfferne ud til en skrabet version af nummeret "Uden Forsvar" her: