James Blake og Fritz Kalkbrenner var blandt højdepunkterne på den velbesøgte festival
Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
Berlin Festival fejrede i weekenden 10 års jubilæum i nye omgivelser: Det populære klub- og kulturområde Arena Park i Kreuzberg var den perfekte location for den fremadstormende festival med fokus på elektronisk musik. Lørdag aften indtog Chet Faker, James Blake og Fritz Kalkbrenner hovedscenen Arena Halle.
Kødbyen møder Islands Brygge
At flytte Berlin-festivalen fra den gamle nazi-lufthavn Tempelhof til området omkring Arena Halle må siges at være noget af en genistreg fra arrangørernes side. Det gamle industridistrikt, hvis to store haller blev bygget i de gyldne 1920'ere og gennem tiden har ageret både busholdeplads, våbenlager og flygtningelejr, er det sidste årti blevet forvandlet til et sandt kulturmekka. Klubberne og spillestederne er overalt skudt op som overgødede blomster, og området emmer af liv. I midten af det hele skvulper berlinerfloden Spree og ender ud i den kunstigt anlagte strand "Badeschiff", hvis charmerende loungeområde Berlin Festival også gør brug af. Således befinder festivalens hovedscene, Arena Halle, sig lige ned til vandet, og råt industri-look a la kødbyen møder nysselig og nonchalant Islands Brygge-hygge.
Stilsikre elektro-darlings
Ud over utallige, fortrinsvis berlinske elektroniske dj's og musikere som DJ Tennis, Romano og Simon Dömer var Underworld, Róisin Murphy og Rudimental, som spillede henholdsvis fredag og søndag, blandt festivalens hovednavne. For undertegnede gik festen dog ned lørdag aften, hvor Chet Baker, James Blake og Fritz Kalkbrenner langsomt byggede stemningen op i Arena Halle.
Kl. 21:30 spiller den australske, elektroniske singer-songwriter Chet Faker, aka Nicholas James Murphy, op til dans. Hallen, der angiveligt skulle have plads til 9000 mennesker, er fyldt godt op, og publikum glæder sig tydeligt. På Berlin Festival opererer man ikke med introduktion af kunstnerne, hvilket til en vis grad punkterer den ellers forventningsfulde stemning. Således lægger man nærmest ikke mærke til, at Murphy pludselig står på scenen akkompagneret af sin guitarist og sin trommeslager. Murphy leverer alt i alt det, han skal – nemlig en blanding af elektroniske beats, der sidder i skabet, og en soulet, følsom vokal – og hit som "Gold" og "1998" får da også publikum op at ringe. Murphys vokal har dog noget melankolsk over sig - ikke kun når han synger - og måske af denne grund kan han – i hvert fald denne aften - forekomme en kende uengageret.
At man fra festivalens side ikke har levnet tid til ekstranumre, er sandt at sige ikke Murphys skyld, men dette faktum tjener heller ikke til hans fordel. Pludselig er han væk, så hurtigt som han kom, og det festglade publikum er ladt alene med deres boblende humør. Som min ledsager bemærker, er der her i Arena Halle i bogstaveligste forstand højt til loftet, så der skal noget ganske særligt til, at taget løfter sig, hvilket desværre ikke sker i selskab med Chet Faker.
Anderledes forholder det sig med det unge, men allerede særdeles succesrige talent James Blake, der også har fået æren af Arena lørdag aften i prime time. "This is a great place" udbryder han efter første nummer og leverer herefter en oplagt og sympatisk optræden præget af hans kendetegnende og stilsikre balancegang mellem patosfyldt sangskrivning og teknisk kunnen. Publikum er efter den (noget korte) koncert varmet godt op og kvitterer med heftig applaus. Blake, som udkommer med et nyt album "på et tidspunkt i 2015" og også gæster Tinderbox Festival i Odense i juni, samler hænderne i ydmyg tak.
Civiliserede festivalgængere
Som noget nyt har Berlin Festival kastet sig ud i konceptet "No Cash On The Festival". Det vil sige, at det på festivalområdet ikke er muligt at betale med hverken kort eller kontanter – i stedet er der i ens armbånd indbygget en chip, hvorpå man kan sætte penge ind og betale ved at få denne scannet i baren eller madboden. Fremgangsmåden lader til at fungere godt, ikke mindst på grund af gæsternes positive attitude. Generelt efterlader festivalen et indtryk af civiliseret "chillethed". Få er tydeligt påvirkede af alkohol eller stoffer – hvilket kan overraske, skal man tro klichéen om, at fans af den elektroniske genre tyr til især sidstnævnte.
Men selvom Berlin Festival unægtelig er en overvejende elektronisk festival, bærer stemningen også i den grad præg af at befinde sig i den kulturmetropol, Berlin er. Her er ikke kun hardcore elektro-tyskere med stramme gamacher og tank tops, der knap dækker den blege hud, men også englændere, australiere, amerikanere, spaniere, italienere og franskmænd, der er på gennemrejse, og for hvem Berlin Festival var en glædelig overraskelse. Om hypen ikke er noget over Nordsøen, skal stå hen i det uvisse, men skandinaviske røster hører jeg ikke mange af på festivalen, selvom især danskere ellers normalt er flittige berlinbesøgere.
De indfødte berlinere bliver dog lørdag aften forkælet i form af den lokale elektro-darling Fritz Kalkbrenner. Kl. 00:29 – et helt minut inden planlagt – springer den produktive kunstner og musikjournalist ind på Arena-scenen: "Berliiiiiin" råber han og fortsætter på tysk – "Seid ihr klar?". Kalkbrenner har en trofast fanskare i ryggen, og han ved det. Hans tilgængelige og mere mainstream elektrosound sætter øjeblikkelig gang i festen og hiver alle op af stolen uanset kendskab til genren. Lørdagens fest er sikret.
Uden for festivalområdet på Puschkinallee er taxierne linet op, parate til at fragte publikum sikkert hjem. Har man klokken 06:00 ikke fået nok, er der dog rig mulighed for at fortsætte festen på en af de mange små klubber, der er spredt ud over Arena Park, og som med sikkerhed sætter pris på deres nye klassekammerat - Berlin Festival.
Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
