Nyhed

Så mange billetter har Tinderbox solgt

Festivalen er godt tilfreds med billetsalget

Tinderbox har oplevet en del modvind, siden festivalen varslede sin ankomst sidste år. Nu fortæller festivalen, at den har solgt 19.000 billetter, og det er arrangørerne godt tilfredse med.

"Vi er rigtig glade for Tinderbox-salget på nuværende tidspunkt; det betyder at vi forventeligt kommer i mål med det salgstal og mål, vi satte os i starten, 25.000 solgte billetter. Vi har godt kunnet mærke, at der hos nogle har været en tilbageholdenhed omkring en ny festival i Odense, men det synes jeg er både naturligt og forventeligt, når festivalen endnu ikke har fundet sted, og derfor er det ekstra dejligt at se den fart, salget har haft i den seneste tid. Økonomisk forventer vi stadig røde tal i år, men som tidligere udtalt, så ser vi de første år som en investering i festivalens fremtid, og der er ingen tvivl om, at vi er mere end på rette vej, og det er skønt," udtaler festivalchef Brian Nielsen.

I sidste uge indførte Tinderbox en såkaldt vennerabat til personer, der allerede havde købt billet, hvilket gav anledning til en del debat på de sociale medier. Læs mere om dette tiltag her.


Tinderbox løber af stablen den 26.-28. juni i Tusindårsskoven i Odense. Programmet byder på en bred vifte af kunstnere fra både ind - og udland. Du kan blandt andet opleve Calvin Harris, The Prodigy (billedet), Hozier, James Blake, Kent, Major Lazer, Modest Mouse, , TopGunn og Black Rebel Motorcycle Club.

 

Du kan stadig nå at få fingrene i billetter her. Når det er gjort, kan du gøre dig tidligt klar til weekenden med Calvin Harris her:

ANNONCE