Nyhed

Fotoreportage: The Great Escape – Europas førende festival for ny musik

Vi har besøgt den store engelske festival, hvor blandt andre Mew og Choir of Young Believers optrådte

Se masser af billeder fra festivalen her

Brighton i Sydengland har næsten lige så mange indbyggere som Aarhus og har lige været værtsbyen til Storbritanniens svar på Spot Festival. The Great Escape blev fra den 14.-16. maj afholdt for tiende gang. Ret ubeskeden kalder festivalen sig selv "Europas førende festival for ny musik". Men med 450 optrædende kunstnere fra alle verdensdele er det svært at argumentere imod. Der findes ingen deciderede headlinere, dog blev Alabama Shakes inviteret til en speciel koncert på hovedscenen Brighton Dome.

Danmark var ikke officielt repræsenteret med en showcase som for eksempel New Zealand og Island, men bidrog alligevel med fem stærke navne i form af Mew, Choir of Young Believers, Blaue Blume, Yung, Alex Vargas og Alo Wala. 


Festivalen gav muligheden for at opleve dem i intime rammer. Choir of Young Believers spillede (jo egentlig meget passende) i en kirke, Blaue Blume i en balsal, hvor Paganini optrådte engang i 1831, og Mew på et spillested på cirka samme størrelse som Lille Vega. 

Rent musikalsk var det især interessant at opleve Choir of Young Believers i en ny konstellation med hovedsageligt sange fra det kommende album. Kort sagt blev cello og horn byttet ud med effektknapper og en smartphone-keyboard app. Det fungerede dog ganske fint. Som en engelsk lytter bemærkede efter koncerten : "De ligner et grunge-band, men lyder som Spandau Ballet. Men det var godt".

Mew havde også mest nye sange med i bagagen til England. Koncerten viste meget overbevisende, at disse ikke står i skyggen af klassikere som" Special" og "The Zookeeper's Boy". 


Festivalen er generelt kendetegnet ved korte veje mellem de mange forskellige spillesteder i centrum af byen, med enkelte undtagelser som for eksempel St. George's Church, hvor Choir of Young Believers spillede. Dog kan der forekomme lange køer om aftenen, især hvis det handler om hypede nye britiske bands som for eksempel Slaves. Men hvis man tager lidt fleksibilitet med, er The Great Escape en virkelig god mulighed for at udforske det internationale vækstlag  som kan anbefales. Og hvis man trænger til en pause fra musikken er der også rigelig mulighed for at nyde bylivet eller en tur til stranden samt forlystelser på Brighton Pier.

Se masser af billeder fra festivalen her

 


ANNONCE