Nyhed

Se: På trapperne med Fjer

Den aarhusianske sangerinde, sangskriver og producer har fremtryllet en lettere uhyggelig musikvideo til sin seneste single, den stemningsfyldte Stairs

Aarhusianske Fjer er klar med en musikvideo til andensinglen "Stairs" fra ep'en "Beautiful Home". Se den her forneden.

Bag aliasset Fjer står 23-årige Maja Barløse, som sangerinde, sangskriver og producer. I oktober 2014 udgav Fjer sin anden ep "Beautiful Home", der skabte en del opmærksomhed om hendes skrøbeligt dragende og mystiske musikunivers. 

Det er "Stairs" også et godt eksempel på. Musikvideoen til singlen fortæller historien om en ung pige, på jagt efter et indblik i sin fremtid. Forvildet farer hun rundt på en tom skole - op og ned ad trapper - i håb om at få et glimt af, hvad der venter hende rundt om hjørnet. Hun overraskes af hvad hun ser - skulle hun overhovedet have prikket til skæbnen?

"Beautiful Home" er en koncept-ep, som er groet frem i 2013, da Fjer pakkede livet sammen i Danmark til fordel for et år i den travle storby New York. Under inspiration fra et fire måneders ophold som personlig assistent for en 90-årig dansk-amerikansk kvinde boende i et gammelt brownstone-hus i Brooklyn, opstod de fem sange der udgør ep'en. Hver sang beskriver et rum, en historie eller et minde fra husets mange hjørner og kroge. Sangene er bygget op af samples og soundbites fra huset og den karismatiske atmosfære heri.

Se "Stairs" her:

ANNONCE