Nyhed

Strøm Festival stikker til søs

Hovedstadsfestivalen inviterer til åbningsfest på bølgen blå med house i ørerne

Den elektroniske musikfestival Strøm, der i år løber fra den 8.-15. august, har som sit varemærke at udsætte sit publikum for koncertoplevelser i eksperimenterende og uvante rammer. Således inviterer de i år på blandt andet musikalsk metrotur, ligesom der igen i år er planlagt koncerter i cisternene under Søndermarken. I dag offentliggør festivalen åbningsarrangementet, mens de også løfter sløret for en fest i Amager Strandpark.

Til dette års åbning en 8. august sejler Strøm Festival ud på Øresund på skibet M/S Bjørnsholm, hvor der inviteres til housefest i fire timer med det nystartede danske label WAA Industry. Under selskabets vinger er blandt andet Kenton Slash Demon, der i aftenens anledning vil levere et dj-sæt, lige som Kasper Marott vil optræde live, og også Strøms kurator Kristian Kjøller vil vende plader for publikum. Kapaciteten på båden er ikke stor, så billetmængden vil være begrænset til arrangementet.

I tidligere ombæringer af Strøm har Skipper Røvskum, der er en samlet betegnelse for Master Fatman, Jan Brandi, Abdullah S og T.O.M., spillet koncerter på festivalen, og i år samles skipperne igen for at give menige matroser en fest. Det sker den 12. august, når Skipper Røvskum spiller i Amager Strandpark, og de vil til koncerten medbringe både "skipperrom og sild i skumringen", skriver folkene bag festivalen i en meddelelse.


Det foreløbige program for dette års Strøm Festival ser med dagens tilføjelser sådan ud:

08.08. - STRØM TIL SØS: WAA Industry - Kenton Slash Demon m.fl

10.08. - STRØM I CISTERNERNE: Robin The Fog (UK) og Logos (UK)


11.08. - STRØM I METROEN: Trans Metro Express

12.08. - STRØM PÅ STRANDEN: Skipper Røvskum

12.08. - VEGA, Live Nation & Strøm præsenterer: Flying Lotus
 
15.08. - STRØM FEST I VOLUME: Andy Stott (UK) + Sherwood & Pinch (UK)
ANNONCE