Sukker Lyn tænkte: Nu kradser du af

Dark'n'stormy. To styks. En ung fyr med et spidst sort skæg og Silkeborg-dialekt bestiller i den lille bar på rygeterrassen i Pumpehuset i København. Det er nat, og året tæller 2012. Bartenderen snurrer rundt, fisker isterninger op af flamingospanden og fylder de gennemsigtige plasticglas med Havanna-rom og ginger ale. Bartenderen vender sig om med de færdige sjusser i hænderne, men nu er fyren forsvundet. Pist væk. Kun den date han havde på armen er tilbage. Så står bartenderen der med to drinks. Én i hver hånd. Lige til skraldespanden. Lettere forvirret og irriteret over tidsspildet i den travle bar og den almindelige uforskammethed, som fulde folk kan have en nat som denne. Samtidigt kæmper daten ude til højre med at holde et smil tilbage.

Pludselig springer fyren op foran disken med hænderne foldet som to pistoler. Han har hovedet let på skrå og griner over hele skærmen over sin egen practical joke. Daten griner også. Det kan man ikke lade være med. Heller ikke bartenderen. Manden med håndpistolerne hedder Lazar Lakic. Det går stærkt, og det meste er gratis, fordi han er del af et hypet hiphop-crew. Festerne varer helst fra onsdag til søndag. Men de slutter snart. Festerne. Og ikke kun på grund af kommunens klokken fem-bevillinger. Lazar Lakic ved det bare ikke endnu.

Du kender måske Lazar Lakic. Men chancen er større, hvis vi kalder ham Sukker Lyn. Han fik et pænt gennembrud, da han udgav ep'en Megaflex med hittet Jagter Ik Penge på Cheff Records i 2013. Med navne som Klumben, Eloq og Kidd har samme selskab og hiphop-klan hærget dansk lyd, siden Kidd sang om en provinspige, der vistnok havde kysset med en af hans makkere. Crewet er kendt for at tæske af sted med tung bas, auto-tunede omkvæd og aggressive rim om brede numser. Masser af solbriller, gademode og blær. Kort sagt drømmer friske knægte om at være som dem, mens pigerne drømmer om at være på dem. Men efter tre år med en pakket kalender og hundredvis af spillejobs har Lazar Lakic gjort noget, som de færreste vil forstå. Han har meldt sig ud af kollektivet. Ud af hypen, som der er omkring hver eneste udgivelse fra pladeselskabet. I stedet udgiver han sit nye album Lazarus på sit eget pladeselskab, "42 Plader". For at forstå hvorfor, er vi nødt til at vende tilbage til, hvor han kommer fra.  

I 1992 kom den et-årige Lazar Lakic fra Balkan-krigen og til Danmark og Sandholm-lejren. For hans mor var Sandholm det værste af alle asylcentrene. Men det var egentligt fint for den lille Lakic-knægt. Der var jo altid nogen at lege med. Men Lazar lagde også mærke til, at folk blev anholdt. Trukket væk. En, der blev taget for at stjæle nede i Føtex. Anholdt og udvist. Han gik fuldstændig amok. Smadrede et vindue, smed sin madras ud og stak ild til den. Og så græd manden. Det er stadig printet i minderne. På Sukker Lyns første udgivelse rapsnakkede Lazar Lakic om asylcenterswag, men på den nye plade, er tonen en anden. For han kan ikke tilgive Sandholm og de andre centre, fordi de har gjort ondt på hans mor. "Jeg håber, de brænder dig ned, så hele verden kan se, at du ikke har gjort en skid for nogen", synger han derfor på den nye plade.

I Silkeborg fik Lakic-familien tildelt asyl, og kort efter blev de placeret i et socialt boligbyggeri. Moderen frygtede, at Lazar ville blive en skidt knægt, hvis han kom i klasse med drengene fra blokken. I stedet sendte hun ham i privatskolen TH Langs i Silkeborg. Et sted, hvor man altid skulle tage problemer op og snakke om dem. Der stod Lazar Lakic ud, husker en tidligere skolekammerat. Både baggrunden og det at de boede i en lejlighed i et område, der mest af alt mindede om en ghetto. Allerede i de første klasser havde folk delte meninger om Lazar Lakic, der snildt kom op og slås ude i sandkassen. Så de andre elevers forældre ringede til skolen, og så måtte man endnu en gang snakke om Lazar i klasselokalet.

– Men han kunne få alle til at grine, husker klassekammeraten Frederik Lyng Bloch. Med et ord kunne han få en hel gruppe mennesker til at flække sammen af grin.

Lazar Lakic var kort sagt en dreng, som forældre ser som dårlig indflydelse, men andre børn godt kunne lide at være sammen med. Efter skoletid gik de rundt ude i byen og spillede smarte.

– Eller det var mest Lazar, der spillede smart, og så fulgte vi andre med, fortæller Frederik Lyng Bloch.

Men privatskolen ændrede ikke på, at familien kom fra krig og en hård tid i Danmark.

– Jeg ved ikke, hvor glad jeg er for at snakke om det, siger han til spørgsmålet om, hvordan det var derhjemme. "Glad" siges med overdreven jysk dialekt. Det har samme effekt, som når man sætter et "sgu" på "jeg elsker dig". Det bliver lidt mindre farligt. Lazar voksede op i hjem, hvor det ikke altid kørte efter bogen. Der var en del alkohol. Det var "hektisk", som han siger. Og flugten fra krigen og alkoholen smittede af på ham.

– Jeg begyndte at drikke meget. Røg joints. Også på skolen. Blev smidt ud tusinde gange. Stjal. Jeg var et rigtigt pikhoved, fortæller han om sit 12-årige selv.

ADHD

– Ej, hvad fuck er det?! Mens vi sidder og snakker om barndommen og førstesinglen Vi Klarer Det, der har nogle socialrealistiske budskaber, opdager Lazar Lakic pludseligt en 30 gange 30 centimeters plasticplade, der dækker over et hul væggen, i det rum vi sidder i.

– Jeg bliver nødt til lige at pille den af. Ja, okay. Han konstaterer en smule skuffet, at der ikke gemmer sig noget af interesse bag lågen.

Sådan er det med Lakic. Man kan sidde og snakke om noget følsomt, som pludseligt kan han få øje på noget, som suger hans fulde opmærksomhed til sig. Lazar Lakic har ADHD. Det var også derfor, at Marc Johnson og han endte med at flytte to uger i sommerhus uden for Grenå under indspilningerne til det nye album.

– Hvis han først er blevet opmærksom på, at de har noget nede i kiosken, som han godt kan lide, så kan hans hjerne ikke slippe det, før han har købt det, fortæller Marc Johnson.

ADHD'en gjorde det også svært at forsætte med bøgerne efter folkeskolen. Han prøvede gymnasiet. Men det gik ikke. Teknisk skole. Det gik heller ikke. Han kunne ikke. Til gengæld fandt han ud af, at musik kunne dulme sorgerne. Det fik ham til at Calm' the fuck down, som han siger. Og så han spillede poker. I hvert fald indtil han havde råd til to digitale pladespillere og startede "Bionic Disco". På dette tidspunkt er Lazar Lakic' karrieremæssige højdepunkt, da han trak overskrifter i Midtjyllands Avis. Rubrikken lød: "Her er manden bag de dinglende sko i Nygade". Lakic havde gjort sig bemærket ved at have en særlig evne til at kaste et par sko med sammenbundne snørebånd over telefonledninger i Silkeborg. Noget, nogle mener at stamme fra amerikanske ghettomiljøer, når pusherne vil signalere nyt lager. Men Lakic havde nu ikke noget med narko at gøre. Han havde bare "den gode arm", som han kunne bruge i nattelivet, når folk blev fulde nok til, at det var sjovt at kaste deres sko derop.

Tre måneder senere overgik Lakic dog sig selv. Han fandt sammen med den aalborgensiske rapper Ham der Hasse, og de to lavede dancehall-nummeret Farlig. Til sangen laver de en video, hvor de kører rundt i en lille bil, spiller pool og ryger fede. Sangen virker, og den er i dag set over 300.000 gange på YouTube. Nogle af dem, der klikkede på videoen var københavnerne i Cheff Records, og kort efter stod Lazar Lakic i sit livs længste og største fest. Blandt andet på Pumpehusets rygeterrasse.

"Nu kradser du af"

I december 2012 sad han på Netcafeen X-Camp over for Forum i København. Røg smøger og spillede computerspil, som han plejede. Sammen med alle de lokale, som han efterhånden havde lært at kende navnene på. Men pludseligt ramte det. Han begyndte at svede. Det svimlede. Han gik op til disken og betalte sin regning. Han skulle udenfor. Men den friske aftenluft hjalp ikke. Så pludseligt fik han i fortovet. Helt væk. Han kom famlende til sig selv og kravlede på alle fire, mens mørket faldt på. Selv om armene vejede et ton hver, føltes det samtidigt som om, der var myretuer i dem. Hjertet hamrede af sted, mens bukserne blev våde og klamme af den kolde sved. Han hev efter vejret. "Nu kradser du af," sagde tankerne. Han fik omsider fat i ambulance og fremstammet et "hjælp mig". Lægerne fortalte, at han har fået et angstanfald. Det er drikkeriet.

Når Lazar Lakic havde tømmermænd inden en koncert, tog han altid et dobbelt Fernet Branca-shot. Så kastede han op, og så kunne en bajer og endnu en Fernet, gøre ham klar. Alle alarmklokker burde have ringet, som han siger. Men angstanfaldet ude foran netcafeen fik ham til at stoppe. Det kunne ikke blive ved. Det var allerede skidt i Silkeborg, men da han kom til København gik det helt amok.

– Jeg ved ikke, hvad jeg spiste dengang. Jeg har taget 15 kg på, siden jeg stoppede med at drikke, fortæller Lazar Lakic, som ikke ville tage skade af yderligere et par kilo.

Da alkoholen drev af, begyndte Lazar Lakic at tænke mere og mere over, hvordan han egentligt havde det, og hvad han ville. I visse stunder kom sangene tilbage. Dem han havde haft i hovedet siden Silkeborg. Og han besluttede sig for, at han ville ud med dem.

"Desværre er Sukker Lyn nærig med sprækkerne, der gør panseret udholdeligt, og for mit vedkommende bliver hans dumspilningsstil hurtigt trættende, grænsende til det udmagrende." Sådan skrev Rune Skyum-Nielsen i Information om Sukker Lyns første plade. Og måske havde han ret. Lidt for meget Sukker og Lyn og lidt for lidt Lazar Lakic. Og han mistede fokus. Det indrømmer Lakic. Han blev grebet af hype, damer og vilde fester. Og hvordan skulle han også kunne stå og synge om alle sine problemer i studiet, når crewet hang ud, drak booze og snakkede om fisse? Så beslutningen om at genoplive tankerne fra Silkeborg betød, at han måtte gøre det på egen hånd. Og selv om teksterne til tider kan være flabede, handle om hans penge eller hans skateboard, er der ingen tvivl om, at der sket meget for Lazar Lakic, siden han tog røven på denne skribent i Pumpehusets rygebar for tre år siden.

DET BEDSTE VED DANMARK:

– Danmark er the best fucking place on Earth. Jeg kan godt lide the free education. Og så synes jeg SU er noget af det mest vanvittige overhovedet. Jeg er fuldstændig mind blown over, at det eksisterer. At man kan få penge for at gå i skole, er helt vanvittigt. På den gode måde. Jeg forstår ikke, hvorfor alle ikke bowler ud af kontrol og er superscientists, når de kan få fucking penge for at udvide deres knowledge. Og rent drikkevand. Grundvandet. Det tænker jeg på minimum en gang om dagen.

OM FREMTIDEN:

– Hvis ikke jeg får lavet nogle ordentlige tekster, vil jeg stoppe med at lave musik. Så har jeg ikke mere taleret. Hvis der ikke er noget oprigtigt indefra. Hvis det hele blev til flasker, så skulle jeg stoppe. Det værste jeg ved, er karrierehits, som folk laver alene for at få møllen til at køre rundt. Men jeg skal heller ikke være en, som siger, at nu skal man kun lave musik, der betyder noget. Men min musik skal betyde noget for mig og mine nærmeste.

MARC JOHNSON OM HVORFOR, HAN SAGDE JA TIL AT PRODUCERE "LAZARUS":

– Jeg så en ung dreng, der havde blod på tanden. Men han gjorde det bare. Der var ingen, der har fortalt ham, hvordan man indspiller, varmer op, bruger sin stemme og sådan nogle ting. Så vi prøvede et par ting af, som gjorde hans vers langt bedre. Og så har han ikke noget ego, når vi arbejder i studiet. Han hører efter og vil gerne lære.