I dag fylder den lille mand med den store guitar 60 år, og han har gennem en lang karriere givet verden den ene legendariske guitarsolo efter den anden
En lille mand med en stor guitar, forbundet med sin skoleuniform. Sådan kunne man snildt i almen tale beskrive Angus Young og gøre sig forståelig. Med AC/DC har Young nemlig igennem sit 60-årige liv leveret nogle af rockens allerstørste og mest genkendelige hits – du kan sikkert selv nævne i flæng.
Han er berømt for sin letgenkendelige spillestil, som kan få guitarister såvel luftguitarister til at tage deres rigtige eller forestillede instrument i hænderne og jamme med, når sangen indbyder til fyrig guitarlir.
Selvom alverdens guitarnørder sagtens kan samles om det faktum, at Angus Youngs evner på den seksstrengede og hans betydning for rockmusikken ikke kan undervurderes, vil kritiske røster måske bemærke, at hans repertoire af licks ikke umiddelbart byder på dens slags flashy ekvilibrisme som 80'ernes shreddere – Van Halen, Rhoads og Malmsteen – gav verden.
Teknikker som two-handed-tapping, sweep picking og whammy dive-bombs er ikke ingredienser i en klassisk AC/DC-guitarsolo, men det ville også være at skyde fuldstændig forbi, hvad for en slags guitarist den lille mand med den store Gibson SG egentlig er.
Han er en sovs og kartofler-guitarist, der henter sin inspiration fra den fundmentale rockskolelærebog af blues. Hans licks er hevet direkte fra rockens hellige sten, og de bliver spillet med så ren attitude, at det kun kan beskrives som det rene raketstof den primale rock'n'roll kører på.
Guitarkollegaen Carlos Santana gør det til en dyd i hvert interview om det elskede guitarinstrument, han laver, at fremhæve nossernes betydning for enhver god guitarist. Og med det i mente må vi konkludere, at der sidder et par ordentlige messing-sværvægtere oppe under Youngs shorts.
Lyt nu blot til GAFFAs udvalg med Angus Youngs fem bedste guitarsoloer. Nederst kan du se et GAFFA-interview med Young og AC/DC-bassist Cliff Williams fra november 2014.
(Vi ved selvfølgelig godt på redaktionen, at det er dødhamrende urimeligt at koge et så stort udvalg ned til blot fem, så følg jer fri til at poste jeres favoritter i kommentarfeltet forneden. Husk at begrunde hvorfor det er, at jeres valg er en klassiker. Så kan vi alle lære noget nyt sammen.)
For Those About To Rock (We Salute You) (For Those About To Rock (We Salute You), 1981)
Der er ikke lagt fingre imellem på denne hymne til alle, der tager læderjakken på og drikker sig fulde fredag aften til højtdunkende rockmusik. Den frenetiske energi, som Young fremmaner i sin succession af hurtige licks, demonstrerer vitterligt, at når festen skal kulminere, kan han sagtens levere varen uden at tabe pusten.
T.N.T. (T.N.T., 1975)
Det er dog en velkendt visdom, at en guitarist ikke behøver at få gribebrættet til gå op i flammer for at fremmane en effektiv guitarsolo. Bluesguitarister ved udmærket godt, at det eneste, du behøver er at ramme den ene rigtige tone og så malke den, til den er blå for at få taget til at ryge af ethvert roadhouse.
Young viser sine bluesrødder i den rå "T.N.T.", hvor han mellem kompetent lir fokuserer på at få den enkelte tone frem og få den til at hyle som barindehaverens datter efter midnat.
Highway To Hell (Highway To Hell, 1979)
En rendyrket klassisker skrevet om livet på vejen, men snart attribueret til en behornet skiderik i gedehams syd for himlens forgyldte porte. Her viser Young atter sine bluesrødder og lægger ud med et skolekasket-nik til Chuck Berry.
Højdepunktet er i utvivlsomt bendet fra 14. bånd, når soloen på studieoptagelsen vender tilbage for anden gang. Eksplosivt!
You Shook Me All Night Long (Back In Black, 1980)
Hvis vi skal tale opbygning, er guitarsoloen i "You Shook Me All Night Long" utvivlsomt et eksemplarisk bæst på, hvordan man klart formidle en enkel ide. Begyndere kan være med her – og utvivlsomt lære meget om spilleøkonomi, og hvor på beatet man skal lægge den rigtige frasering.
Soloen er som en fin lille fortælling, der inden for sangens rammer udfolder sig som en metalknytnæve forklædt som en delikat blomst.
Back In Black (Back In Black, 1980)
Det rullede for AC/DC i starten af 80'erne. Åbningsriffet er ikke blot en del af den hårde rocks ABC, "Back In Black" rummer også en så klassisk Young-solo, at den må fremhæves som glasuren på lagkagen.
Soloen har det hele: Fænomenal opbygning, liderlige bends og blues-swagger, hurtige fingre, energi – alt sammen leveret som tæv til slemme drenge lørdag nat ud foran den tilrøgede bar.
