Nyhed

Bikstok – Uden røgsystem, men stadig høj cigarføring

Bikstok er tilbage. Eaggerman, Blæs Bukki og Pharfar har ti år efter den stilskabende debut atter slået pjalterne sammen. GAFFA har sat de tre herrer stævne til en række spørgsmål …om hinanden.

Se flere nye billeder af Bikstok her

Der er sket lidt af hvert, siden Over Stok Og Sten levede op til sin titel for ti år siden. Der er siden blevet indført vetoret i trekløveret, så der ikke bliver indspillet noget, alle ikke er 100 procent tilfredse med, og anden halvdel af bandnavnet er røget. "Der er ikke så mange, der ryger så heftigt mere", lyder forklaringen.

Til spørgsmålet om, hvorfor der skulle gå hele ti år, svarer Eaggerman:

– Det gik simpelthen for hurtigt for os, og jeg havde slet ikke regnet med, at det ville gå amok på den måde. Jeg ville jo gerne bare have reggae frem, og den overvældende succes var slet ikke det, jeg ville. Vi ville bare være et undergrundsband, men pludselig var vi i fjerneren og radioen, det var meget underligt. Pharfar havde en idé, om at det kunne gå hen og blive en succes, og Lasse (Blæs, red.) havde nok også en anelse efter de første singler, men for mig kom det som lidt af et chok.

– Lige så stille begyndte der at komme for mange interne uenigheder, og til sidst eksploderede det på en eller anden jysk reggaefestival, hvor jeg endte med at stå og gemme mig omme bagved monitoren, fordi jeg havde drukket et eller andet semipsykedelisk og ikke gad være med længere. Derefter blev vi enige om at holde en pause. Men så har vi jo optrådt nogle gange siden, blandt andet til Bob Marleys fødselsdag, hvor Berlingske kørte en tresiders artikel om os, hvorefter vi blev konkaktet af pladeselskabet, der spurgte, om vi ville lave en to'er, og det sagde vi ja til. Men det er efterhånden en del år siden, det har været noget af et arbejde at få synkroniseret kalenderne.

Men når de tre herrer har gang i en del forskellige ting hver for sig og med andre gode folk, hvor meget ved de så om hinanden? Det satte vi os for at finde ud af. Mine damer og herrer: Bikstok om Bikstok – god fornøjelse!

 

Pharfar

Blæs, hvordan mødte du Pharfar første gang?

Blæs: – Det var en aften i byen, hvor jeg lige var henne og sige hej.

Dwayne, hvad er din yndlingslinje med Pharfar i Bikstok-sammenhæng?

Eaggerman: – Åh, det er svært, men jeg synes, han er helt og aldeles Pharfar-fantastisk i 3 Stk's Tøj.

Hvem er Pharfars yndlingskunstner?

Dwayne: – Den er nem! Det kan kun være Bob Marley.

Pharfar: – Det har du helt ret i.

Hvad bidrager Pharfar med i Bikstok-sammenhæng?

Dwayne: – Jeg vil ikke sige, han er beregnende, men han er vildt effektiv. Det går altid lynhurtigt, når man er i studiet med Pharfar. Han er god til at se det større perspektiv – og så er han en dygtig forretningsmand.

Hvilken sang er Pharfars bedste uden for Bikstok-sammenhæng?

Dwayne: – Hans dansktopsang, Humørekspressen! Jeg har alle dage syntes, den skulle have været en single. Fuck, det er et fedt nummer!

Blæs: – Jeg er ret vild med det nummer, han lavede sammen med Chapper, der hedder Rotterne.

Hvis Pharfar på bedste Nik & Jay-vis kun havde 24 timer tilbage at leve i, hvad ville han så bruge dem på?

Blæs: – Han ville nok bruge dem sammen med sin kæreste Anja.

Pharfar: – Det var vist den pæne udgave… Du må godt sige, hvad du i virkeligheden tænker.

Blæs: – Nå, men så kunne det godt være, det ikke kun er Anja, men også lidt flere damer. Ej, han ville nok tilbringe dem et rart sted med Anja og drikke nogle øl og nogle sjusser.

Hvad er Pharfars største gulity pleasure?

Dwayne: – Det må være noget med sprut…

Hvad ville man blive overrasket over at finde i Pharfars musiksamling?

Dwayne: – Første gang, jeg mødte Pharfar handlede det meget om tung reggae, og hvis man har de briller på, jeg havde dengang, vil man nok blive overrasket over, at Pharfar lytter til meget pop. Det er selvfølgelig for at finde den gode melodi. Der er sikkert også noget John Mogensen imellem.

Hvis Pharfar kunne lave noget om på Over Stok Og Sten, hvad skulle det så være?

Dwayne: – Så skulle han have et længere vers på Cigar. Og måske lidt mindre skabet…

Pharfar: – Ja, helt sikkert! De to andre har sådan nogle seje vers, og så lige pludselig kommer der bare sådan en mærkelig heks ind og skriger, haha!

Blæs: – Jeg tænker ikke engang over det mere, men det var sgu ret spøjst. Men Pharfar er ellers god til lige at smide en lækker falset ind over noget rimelig hårdt reggae.

Hvis Pharfar vinder ti millioner kroner i Lotto, hvad vil han så bruge dem på?

Dwayne: – Et vildere studie. Og måske kaste en fod slat penge efter en stor jamaicansk kunstner, han kunne indspille en plade med.

Blæs: – Og måske også en slave til at ordne alt det praktiske i studiet.

Hvad er Pharfars håb og drømme for fremtiden?

Dwayne: – Det må være at levere et verdenshit. Eller mange – så mange som muligt.

Lasse: – Ja, og ellers bare at kunne komme ud at optræde hver weekend. Og så ellers at opdage en ultimative kur mod tømmermænd, haha!

 

Eaggerman

Pharfar, hvordan mødte du Eaggerman første gang?

Pharfar: – Det var i et øvelokale, hvor Dwayne skule være backup-sanger for en anden – en rolle, han var temmelig fejlcastet til. Man kunne tydeligt mærke, at han ville meget mere end det. Det gjorde det heller ikke meget bedre, at det var i en gruppe, der hed The Gook Squad. Forsangeren var japaner, og han havde en drøm om at have et helt hold af japanere, men han måtte nøjes med det næstbedste, som så var to mulatter. Det holdt vist kun til et enkelt job eller to. Men Dwayne og jeg blev ved med at ses.

Blæs, hvad er din yndlingslinje med Dwayne i Bikstok-sammenhæng?

Blæs: – Hans vers i Cigar er ret fedt. Det er første gang, han præsenterer sig selv for fuld udblæsning med "tjek mit guldur" og alt det der. Det er ret meget ind i fjæset på folk, og en ret vild karakter.

Hvem er Eaggermans yndlingskunster?

Blæs: – Bounty Killer. Det er i hvert fald en af favoritterne.

Dwayne: – Du har helt ret!

Hvad bidrager Dwayne med i Bikstok-sammenhæng?

Blæs: – Han er god til at fyre op i kakkelovnen, hvis tingene er gået lidt i stå. Han kan godt flippe ud og fyre en masse galde af, der gør, at man kommer op af stolen.

Pharfar: – Det er også derfor, han står og spytter ild på coveret.

Pharfar, hvad er din yndlingssang med Dwayne uden for Bikstok-sammenhæng?

– Det er U.F.O. fra EaggerStunn-pladen.

Hvis Dwayne kun havde 24 timer tilbage at leve i, hvad ville han så bruge dem på?

Pharfar: – Jeg tror, han ville tage ud at fiske. Stå i sine vaders og bare stirre på den tidevandsbølge, der er på vej ind for at ødelægge det hele.

Blæs: – Ja, man kan side, at Dwayne har forberedt sig på dommedag hele sit liv. Han har en hel pakke klar med båd, fiskeudstyr og World Of Warcraft.

Hvad er hans største guilty pleasure? Fiskeri?

Dwayne: – Nej, den er ikke guilty!

Pharfar: – Nej, det er nok snarere at drikke nogle øl eller romshots nede på 90'eren (bar på Frederiksberg, red.).

Dwayne: – Det kunne også være smøger…

Hvad ville man blive overrasket over at finde i Dwaynes musiksamling?

Pharfar: – Det ved jeg godt! Jack White, Slipknot og norsk black metal. Det er nok de færreste, der regner med det.

Hvis Dwayne kunne lave noget om på Over Stok Og Sten, hvad skulle det så være?

Blæs: – Så skulle det være hans vers i Fabrik. Ikke fordi det er et dårligt vers, men det har han før fortalt mig.

Hvis Dwayne vinder ti millioner kroner i Lotto, hvad vil han så bruge dem på?

Blæs: – Fiskeudstyr, en ny bil, en restaurant med jamaicansk mad og en større lejlighed.

Pharfar: – Måske også en velfortjent ferie ud af landet.

Dwayne: – Jeg ville sgu også se at få betalt min gæld.

Hvad er Dwaynes håb og drømme for fremtiden?

Lasse: – At Dansk Folkeparti imploderer og bliver til en lille klump sølv, han kan gå ned og aflevere hos den lokale sølvhandler, hvis der er sådan én.

Pharfar: – Han har også en romantisk forestilling om at være gadefejer. En simpel mand, der ikke gider al musikræset og bare vil gå på gaden og feje og høre walkman, uden at nogen ser ham.

 

Blæs Bukki

Dwayne (Eaggerman, red.), hvordan mødte du Blæs første gang?

Eaggerman: – Det var en vinteraften nede på Ideal Bar, hvor en, der hedder Supa Mike, var ved at starte en reggaeklub op. Jeg dj'ede og Tue Tracks storebror siger, at der er en vildt fed rapper, jeg skal møde, og så kom Lasse (Blæs Bukki, red.) ind, og vi fik en god snak og blev ret hurtige enige om, at vi skulle lave noget sammen. Det blev blandt andet til nummeret Vaffelmager.

Pharfar, hvad er din yndlingslinje med Blæs i Bikstok-sammenhæng?

Pharfar: – Det er: "Vi har de stærkeste muskler alle en, to, tre – to med vanilje, en med chokoladelag".

Hvem er Blæs' yndlingskunstner?

Pharfar: – Jeg tager et vildt gæt og siger Kool Keith.

Blæs: – Det er et rigtig godt gæt. Jeg sad faktisk lige og tænkte på Kool Keith tidligere i dag, så du må jo være synsk!

Hvad bidrager Lasse med i Bikstok-sammenhæng?

Pharfar: – Gennemtænkte tekster. Det er også derfor, han hænger på hovedet på coveret. Det er en hård proces, og han stiller store krav til sine egne tekster. Og det kan man også mærke. Han er feinschmecker.

Dwayne, hvad er din yndlingssang med Lasse uden for Bikstok-sammenhæng?

Dwayne: – Det må være Fågt Op I Skalle med Malk de Koijn. Det er et røvfedt nummer!

Hvis Lasse kun havde 24 timer tilbage at leve i, hvad ville han så bruge dem på?

Pharfar: – Han ville nok tilbringe dem sammen med familien – også den udvidede familie, som er de folk, der er tætte på ham.

Hvad er Lasses største guilty pleasure?

Pharfar: – Konspirationsteorier og slik.

Hvad ville man blive overrasket over at finde i Lasses musiksamling?

Dwayne: – Han har virkelig en bred smag, men man vil måske nok blive overrasket over, hvor dybt han graver i reggae-genren. Han har en masse sjældenheder stående.

Hvis Lasse kunne lave noget om på Over Stok Og Sten, hvad skulle det så være?

Dwayne: – Er det ikke mest, hvis du ikke rammer en tone i live-sammenhæng, det generer dig?

Lasse: – Nej, der er også nogle steder i teksterne, hvor jeg får sagt nogle lidt for personlige ting, og det har jeg fortrudt. Det ville jeg gerne lave om, hvis jeg kunne. Der er sjældent andre, der fatter det, men jeg ikke helt tilpas med at stå og sige det højt foran flere tusinde mennesker.

Hvis Lasse vinder ti millioner kroner i Lotto, hvad vil han så bruge dem på?

Dwayne: – Han ville finde en eller anden heksedoktor, der kunne kurere hans tinnitus, tror jeg. Og måske købe en hurtigere bil med et større anlæg.

Hvad er Lasses håb og drømme for fremtiden?

Dwayne: – At komme på vandretur oppe i de norske fjelde. At komme væk fra presset om hele tiden at skulle præstere et eller andet.

Pharfar: – Ikke at have noget hængende over hovedet, for der er hele tiden forventninger om, hvad der kommer næste gang.

Se flere nye billeder af Bikstok her

ANNONCE