Nyhed

Fortsat skævhed mellem kønnene blandt danske sangskrivere

- Det er en kedelig afspejling af musikbranchen, der skal gøre noget ved, mener formanden for Kodas bestyrelse

På billedet: En af de forholdsvis få succesfulde danske kvindelige sangskrivere, Marie Key

Kun 17 procent af den danske sangskriverforening Kodas medlemmer er kvinder, og kvindelige kompositioner bliver brugt langt mindre end mænds. Det viser nye data fra Koda. 

Og sådan har det faktisk været de seneste mange år, hvor kønsfordelingen af medlemmerne siden 2008 har ligget stabilt. Til gengæld har der været en ganske lille stigning i andelen af Koda-indtægter til kvinderne fra 11 procent i 2008 til 13 procent fra 2010 og frem til 2014.


Kodas bestyrelsesformand, Niels Mosumgaard, siger i dag til Politiken, at der er tale om en skævvridning, der skal gøres noget ved: "Tallene er ikke gode, men det er desværre en afspejling af musikbranchen i det hele taget. Musikbranchen er åbenbart en mandebranche historisk set, og det er en tradition, vi vil lave om på."

Niels Mosumgaard var allerede i 2011 med til at sætte fokus på den skæve kønsfordeling i rapporten "Kønsbalance i rytmisk musik", som Kodas medlemsforening DPA var med til at udarbejde. Dengang var der 2.159 kvindelige medlemmer af Koda og 10.440 mandlige, der fik en udbetaling fra Koda. I dag viser tallene, at der er 3.441 kvinder og 16.315 mænd. 

Siden blev projektet Pop Pilot sat i værk i 2012, et projekt, som skulle få flere unge piger til at interessere sig for rytmisk musik og sangskrivning. Projektet blev startet af en række aktører i musikbranchen sammen med DPA og ROSA. Der kan dog gå lang tid, før projektet kan aflæses i statistikkerne, bemærker Niels Mosumgaard.


ANNONCE