Nikolaj Nørlund: Der skal være noget på spil

Han står allerede og tripper lidt, da jeg åbner døren til den kaffebar, hvor vi har aftalt at mødes. Det forstår jeg godt, for jeg er 10 minutter forsinket, men altså… Trafikken, du ved. Nikolaj Nørlund har allerede bestilt en cappuccino, og jeg følger efter med en omgang sort filterkaffe. Vi finder et bord. Det er ikke til at se, at manden over for mig fylder 50 år til sommer, men det er et faktum.

Din karriere har efterhånden strakt sig over mange år. Er din tilgang til musikken anderledes nu, end dengang du startede?

– På flere måder. For nylig spillede jeg hele "Navnløs" (Nørlunds albumdebut på dansk i 1996, red.). Det var fantastisk og ligesom at kigge i et gammelt fotoalbum. Pludselig skulle jeg øve nogle sange, som jeg ellers aldrig spiller. På en eller anden måde havde jeg det som at kigge på mig selv, og hvordan jeg tænkte musik for næsten 20 år siden. På den måde var det en stor oplevelse at spille hele albummet og endda med strygere. Når man bliver tvunget til at arbejde med sine gamle ting, er der nogle af beslutningerne, man kan forstå, og nogle man slet ikke kan forstå.

Hvordan var dit liv anderledes dengang, ud over at du var yngre?

– Jeg havde ikke lavet så mange album. Selvfølgelig havde jeg lavet noget med Trains and Boats and Plains, men det var første gang på dansk. Det var også en oplevelse at begynde at synge på dansk og finde ud af, at det faktisk godt kunne lade sig gøre, Der var et helt sprog, der tilhørte mig, og som jeg bare kunne bruge af.

Havde du overvejet at synge på dansk lang tid inden?

– Nej, det havde jeg sådan set ikke. Jeg havde lige lavet et Rhonda Harris-album, så det var det, som jeg var midt i. Vi spillede også i England nogle gange. Derfor kom "Navnløs" midt i det hele, da det jo var et album, som jeg lavede på opfordring. Der var ikke meget dansksproget musik på det tidspunkt. I hvert fald ikke i de kredse, hvor jeg kom. Det var ligesom at betræde et helt ubrugt græstæppe, og at begynde at skrive på dansk var en vild oplevelse for mig. Jeg var lige færdig på Journalisthøjskolen, så jeg havde et tæt forhold til sproget.

Hvorfor tog du uddannelsen som journalist?

– Fordi jeg elsker journalistik og altid har været en nyhedsjunkie. De senere år er jeg begyndt at lave lidt journalistik igen, blandt andet for filmmagasinet Ekko og Weekendavisen. Faktisk læste jeg filosofi et halvt år, før jeg kom ind på Journalisthøjskolen. Jeg bestod Logik, men det var også det eneste (griner).

Hvordan adskiller dine dansksprogede album sig fra hinanden?

– For eksempel var "Tændstik" et decideret rockalbum, og så lavede jeg noget helt andet næste gang - og sådan har det gerne været hele vejen. Afvekslingen er en bærende ting for mig.

Har du nogle inspirationskilder, der er gået igen i din sangskrivning på både engelsk og dansk?

– Nej, det vil jeg egentlig ikke sige. Jeg lytter til ret mange forskellige slags ting. I denne tid har jeg en ting med de første to Simple Minds-album, "Sister Feelings Call" og "Sons and Fascination". De lyder sindssygt. Så har jeg lige købt noget med Four Jacks. De sang jo som en drøm. Desuden var jeg til koncert med Iceage den anden dag. Totalt outstanding og efter min mening klart det bedste danske band for tiden.

Lige et sportsjournalistisk spørgsmål: Hvornår startede du egentlig med at spille guitar?

– Jeg startede ret sent, som 13-14 årig, men spillede så til gengæld ret meget. Som i HELE TIDEN. Så jeg kom efter det.

Hvorfor er musikken stadig vigtig for dig?

– Det er ligesom en ild, der ikke kan slukkes. Jeg forestiller mig da, at jeg skal spille, til jeg dør. Musikken får hele tiden nye vinkler, og jeg glæder mig sindssygt til at lave det næste album og selvfølgelig også til touren.

Hvordan har du arbejdet med at finde din egen identitet?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at det er noget, der kommer med stædighed og selvsikkerhed. Det er enormt vigtigt, at musikken føles original. 

Hvordan er det at fortælle en historie på dansk i forhold til på engelsk?

– Hele stemningen er jo en anden. Der er ligesom en anden historie i det, når danskerne synger på engelsk for danskerne. Hvis jeg skulle skrive en roman, ville det heller ikke være på engelsk.

– Du har aldrig overvejet at gå tilbage til det engelsksprogede?

– Ikke som det ser ud lige nu.

Du fylder 50 år til Sommer. Hvad betyder det for dig?

– Det er ikke noget, som jeg tænker ret meget over. Det er jo bare et tidspunkt. Jeg interesserer mig mere for at kigge på det, som jeg er i gang med. Fødselsdage er overvurderede (griner).

Er der noget, du mangler at prøve?

– Der er en masse ting, men det er jo ikke sådan noget, jeg sidder og skriver lister over. Jeg har gang i nogle vilde planer for det næste album. Efter solotouren skal jeg skrive ny musik, og så indspiller jeg til efteråret. Det bliver et længere forløb end sidst, hvor det hele var vildt komprimeret.

Hvordan har du øvet til touren?

– Jeg øver ikke så meget, for jeg kan jo sangene. Jeg spiller ikke med fast sætliste og skifter ind og ud i sættet. Så det er mest, hvis der er et eller andet nyt, som skal ind på listen. Eller noget piano.

Hvorfor har du lyst til at tage ud at spille alene?

– Fordi jeg er spillemand og har muligheden for at komme steder hen, som ikke vil kunne lade sig gøre med orkester. Jeg tager vitterligt af sted helt alene, også uden lydmand. Det er en vild fornemmelse, og jeg elsker det. Jeg bliver afvæbnet på en eller anden måde. Det er kun mig og publikum. Jeg har ikke nogen sætliste med på scenen, og det gør det hele farligere. Jeg gider ikke stå og lire det samme af aften efter aften, for jeg har et stort katalog med sange, og så nytter det ikke at spille det samme altid. Der skal være noget spil.

Det er der jo meget få danske artister, som gør…

– Det er fordi, de er nogle tøsedrenge.

Turnéen begynder 4. marts på Viften i Rødovre og slutter 29. marts på Mungo Park Teater i Allerød. 

Se Nørlunds hjemmeside for turnédatoer og køb billetter via GAFFA LIVE