Nyhed

Dom afsagt over dødsbilisten fra SXSW

Sidste år mistede fire mennesker livet under SXSW, da en biltyv ramte en større menneskemængde på en ensrettet gade. Nu er der faldet dom i sagen.

Sidste år blev amerikanske SXSW ramt af en stor tragedie, da en bilist under flugt fra politiet pløjede ind i et større antal fodgængere og dræbte fire mennesker. Nu er der faldet dom i sagen. Det rapporterer NME.

Den 23-årige Rashad Owens kan se frem til at tilbringe resten af sit liv i fængsel. Juryen voterede i tre timer, før de besluttede sig for en livstiddom for "capital murder". Dommen betyder, at juryen skulle opnå enighed om, at Owens intentionelt dræbte to eller flere mennesker. Ifølge flere aviser skulle de også vurdere, hvorvidt han prøvede at flygte fra politiet, da han begik forbrydelsen.

Politiet anholdt den da 21-årige Owens lidt over midnat den 31. marts 2014 efter den tragiske hændelse. Han blev øjeblikkeligt sigtet for manddrab - dødstallet var på daværende tidspunkt oppe på to menneskeliv - og for biltyveri, da den Toyota han kørte i viste sig at være stjålet. Sidstnævnte fik også politichefen til at konkludere, at Owens handlinger havde været intentionelle, fordi han ikke havde ønsket at blive taget for forbrydelsen. 


I retten forsvarede Owens advokat sin klient ved at fremhæve, at denne kom fra en mindre by og ikke var bekendt med gaderne i den langt større by, Austin. Det købte anklageren dog ikke, som holdt på, at Owens valgte sin rute ud fra, at han forsøgte at undslippe politiet under en biljagt i sin stjålne bil.

"Der er intet andet svar, end at den anklagede vidste, hvad han gjorde - og han var ligeglad," skulle anklageren have sagt ifølge avisen Austin American-Statesman. "Han var ligeglad med, hvem der var i vejen. Han ville ikke stoppes. Han ville ikke i fængsel."

 


ANNONCE