Den danske regent står for scenografien og Oh Land for musikken i Tivolis balletopsætning af eventyrklassikeren
Siden årtusindskiftet har Dronning Margrethe ad flere omgange ageret scenograf for Tivoli i deres opsætninger af diverse klassiske eventyr, og det er derfor ikke en nyhed, at der ikke ændres på hendes rolle i 2016, hvor Pantomimeteatret i Tivoli opfører den verdenskendte fortælling om Askepot. Nyt er det til gengæld, at musikken til balletten vil blive komponeret af Nanna Øland Fabricius, bedre kendt under kunstnernavnet Oh Land, der til hverdag beskæftiger sig med en slags musik, man normalt ikke forbinder med ballet. De to vil, sammen med koreografen Yuri Possokhov, altså ganske unikt have ansvaret for at få forestillingen til at spille sammen på flere parametre.
Oh Land er for tiden bosat i New York, men har alligevel haft tid til at opholde sig en del på dansk grund de seneste par år, hvor hun har deltaget i TV2-programmet "Toppen af Poppen" og ageret dommer i "Voice Junior". Ligeledes indleder hun i morgen en firedages mini-turné, der tager hende fra Posten i Odense til Skråen i Aalborg over VoxHall i Aarhus til Falconer Salen i København.
Til nogle af koncerterne har Oh Land specielle gæster med, da hun i Aalborg får besøg af "Toppen af Poppen"-kollegaen Lars Lilholt, ligesom hun i København får besøg af Turboweekend og Mattias Kolstrup fra Dúné. Til alle koncerter supportes hun af tyske Malky, mens publikum til koncerten i Falconer Salen også kan nyde godt af danske Chinah som opvarmning. Hun er altså ganske vant til det lange pendlerliv, der formodentlig vil fortsætte, når den tidligere balletdanser nu også skal til at være balletkomponist.
Om det unikke hold fortæller Tivolis balletchef Bo Bendixen: "Vi har sammensat et hold, der er noget ud over det sædvanlige. Den russiske koreograf Yuri Possokhov skaber en storslået og intens kærlighedsfortælling. Den rammes ind af en af de mest efterspurgte og originale musikkunstnere, danske Oh Land, som tilmed har en fortid som balletbarn på Det Kgl. Teater. Og så har vores "hus-scenograf" Dronning Margrethe også sagt ja til at skabe dekorationer og kostumer. Det har alle faktorer til at blive en magisk og enestående oplevelse!"
Premieren på Tivolis opsætning af Askepot finder efter planen sted den 25. juni 2016.
Se Oh Land fortolke Sebastians "Ulvesangen":