Spillestedet nægter at overgive sig
For seks dage siden, fredag den 13. november, blev det parisiske spillested Le Bataclan stormet af terrorister, der under en koncert med Eagles of Death Metal (billedet) dræbte 89 og sårede 200 mennesker. En af lederne af stedet, Dominique Revert, udtaler i et interview med Billboard et løfte om, at det vil genåbne på et tidspunkt.
"Det vil åbne igen, ingen tvivl om det", siger Revert. "Det vil være med tungt hjerte i nogle få måneder, måske få år, men vi vil åbne igen. Vi vil ikke overgive os."
Le Bataclan åbnede dørene for første gang i 1864, hvor det som udgangspunkt var værter for syngespil. Det blev senere en biograf, og i 1970'erne blev det lavet om til spillested og har siden afholdt koncerter med navne som Foo Fighters, Kanye West og Jeff Buckley.
Indtil september i år var Le Bataclan ejet af Pascal og Joel Laloux. De er begge jøder og har ofte afholdt pro-Israel-arrangementer på stedet, hvilket har ført til voldstrusler fra islamistiske ekstremister.