Nyhed

Roskilde Festival tilføjer rapstjerne og rocklegender

Blandt 18 navne afslører festivalen, at Wiz Khalifa og New Order kommer og giver koncert

Det er i dag bagerens fødselsdag, og i den anledning afslører Roskilde Festival 18 navne til næste års festival, klokken 11.11. De føjer blandt andet den amerikanske stjernerapper Wiz Khalifa til toppen af plakaten. Også de album-aktuelle legender New Order giver deres første danske koncert i 14 år på næste års festival. Derudover byder de 18 navne også på en hel del rock fra navne som Foals og Bring Me The Horizon.

Disse 18 navne offentliggøres i dag til Roskilde Festival 2016:

Wiz Khalifa (US)
New Order (UK)
Foals (UK)
Bring Me The Horizon (UK)
Sleep (US)
Skepta (UK)
Vince Staples (US)
Andromeda Mega Express Orchestra (DE)
Aurora (NO)
Bisse (DK)
Blick Bassy (CM)
Cate Le Bon (UK)
Dusky (UK)
Hayden James (AU)
Pat Thomas (GH)
Odesza (US)
Tsjuder (NO)
Twitching Tongues (US)


Wiz Khalifa har erobret hitlisterne, og man kan derfor roligt kalde den 28-årige rapper for en superstjerne. Hans debutsingle "Black & Yellow" nåede førstepladsen på Billboards singlehitliste. Hans seneste hit "See You Again" feat. Charlie Puth, som er en del af soundtracket til filmen "Furious 7" har rundet en milliard afspilninger på YouTube.

GAFFA har i øvrigt netop bragt et interview med Charlie Puth, som du kan læse her.

Dette er ikke Wiz Khalifas første gang på Roskilde. Han spillede på Arena-scenen i 2012.

New Order har eksisteret i godt 35 år, og med klassiske singler som "Blue Monday", "Bizarre Love Triangle" og "The Perfect Kiss" har gruppen fra Manchester været en frontløber i sammensmeltningen af rock og elektronisk musik.


De er aktuelle med albummet "Music Complete", der udkom i slutningen af september. Albummet er deres første studiealbum i 10 år. Det er et både vitalt og dansabelt comeback, så det er på høje tid, at New Order omsider vender tilbage til Roskilde, hvor de giver deres første koncert i Danmark i 14 år. New Order optrådte senest i Danmark på Roskilde Festival i 2002.

 

Programchef Anders Wahrén siger om dagens offentliggørelse af Wiz Khalifa og New Order:


"Den urbane musik fylder ekstremt meget for vores publikum, og her i 2015 så vi jo, hvordan både Pharrell og Kendrick Lamar leverede totalt medrivende shows på vores største scene. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at Wiz Khalifa popularitetsmæssigt er godt vej mod toppen af karrieren. Han er blandt de mest ønskede kunstnere til årets festival, og vi ved fra hans tidligere show hos os, at han har energi og hits nok til at skabe en kæmpefest langt ude på den anden side af scenekanten."


"New Order har fået sig et forrygende comeback i år med deres seneste plade. Så nu, hvor de ikke har optrådt i Danmark siden 2002, er det på tide, at en ny generation af festivalgæster får mulighed for at opleve New Orders banebrydende hitparade af klassikere og deres skelsættende forening af stadionlyd og klubstemning".

Med dagens offentliggørelser har Roskilde Festival nu løftet sløret for 29 navne til den kommende festival. Red Hot Chili Peppers, Action Bronson, Mac Demarco og Courtney Barnett er blandt de allerede offentliggjorte navne.

Se alle offentliggjorte kunstnere her


I alt 175 navne spiller på næste års Roskilde Festival. Roskilde Festival finder sted fra lørdag 25. juni til lørdag 2. juli 2016. Billetter til Roskilde Festival sættes til salg tirsdag 17. november.

ANNONCE