Nyhed

Tidligere Motörhead-trommeslager død

Trommeslageren Phil Taylor blev 61 år

Den tidligere Motörhead-trommeslager Phil Taylor (til højre på billedet) er død. Det var den tidligere bandkollega Eddie Clarke (til venstre på billedet), som først kom med en opdatering på sin Facebook-side. Siden har bandets officielle Facebook-side bekræftet nyheden. 

Trommeslageren, som gik under kælenavnet "Philthy Animal", blev 61 år. Ifølge Eddie Clarke havde han været syg i noget tid, "men det gør det ikke nemmere, når dagen endelig kommer." 

Phil Taylor kom med i Motörhead fra 1975, hvor han erstattede den oprindelige trommeslager, Lucas Fox, under indspilningen af deres første album, "On Parole".


Taylor sad bag trommesættet på bandets første syv album - herunder klassikerne "Overkill" og "Ace of Spades". Han forlod bandet i 1984, men var tilbage igen tre år senere, før han igen var ude af bandet i 1992. Så sent som i foråret lavede han en gæsteoptræden med bandet, da de besøgte Birmingham, England. 

Motörhead giver koncert i Scandinavian Congress Center den 30. november. Billetter kan købes via GAFFA Live.

Herunder kan du se Phil Taylor spille sammen med Motörhead i 1980:

ANNONCE