Jenny Rosander og Tomas Høffding er i dag ude med fællesalbummet Seven Dreams of Fire
Se en flot ny fotoserie med Lydmor og Bon Homme her
Jenny Rosander og Tomas Høffding – bedre kendt som henholdsvis Lydmor og Bon Homme – er i dag ude med fællesalbummet "Seven Dreams of Fire". Vi har fanget de to berejste og hårdtarbejdende musikere til en snak om projektet.
Hvordan startede samarbejdet?
Jenny: – Jeg skulle varme op for WhoMadeWho ved en række koncerter for nogle år siden. Jeg ankom til touren alene, uden at kende nogen, og måske faktisk også en smule starstruck over, hvor store og talentfulde de var. Heldigvis gik det hurtigt over. Tomas og jeg klikkede over vores fælles passion for elektronisk musik, og i tourbussen på vejen hjem drak vi øl og spillede musik for hinanden, imens de andre sov. Et par uger senere pegede Tomas på mig igennem backstagelokalet i store Vega til en efterfest og råbte: "Vi to! Vi skal lave musik sammen!" Det blev til, at jeg sneg mig lidt ind på hans anden soloplade. Derefter har vi ikke rigtig kunnet holde os fra hinanden rent kreativt, og på et tidspunkt lavede vi så mange fantastiske ting sammen, at vi lige så godt kunne se det i øjnene og lave et rigtigt band.
Hvad har I sigtet efter i jeres arbejde med sangene?
Tomas: – Det startede med en vision om at lave en rowdy discoplade. Måske fordi vi mest havde hængt ud i lidt rowdy situationer. Men efterhånden som sangene dukkede op, var det som om, den rå disco blev lidt tom, og flere og flere melodiske og emotionelle ting voksede frem og foldede sig ud. Vi har dog holdt fast i et dystert og urdrifts-baseret tekstunivers. Længsel, liderlighed og mørke er gennemgående temaer. Da vi først havde droppet ideen om rå disco, blev der åbnet op for en smuk palet af varme beats og synths, som pladen sejler rundt i. Det har været vores sigte, at pladen som helhed skulle føles som en varm, dyb og småliderlig rejse i døsigt, men groovy elektroland.
Jenny, hvad er Tomas' kvaliteter?
Jenny: – Tomas har en utrolig kombination af stålsat viljestyrke og kaotisk kreativitet, som til tider virker helt umenneskelig. Han kan spille virkelig fedt på helt vildt mange instrumenter, arbejde benhårdt i mange, mange timer, men det afholder ham ikke fra at kunne syre helt ud, være klar på lussinge-dueller backstage og lange eftertænksomme snakke, som leder til skabelsen af sange, som stikker dybt følelsesmæssigt. Der er noget utroligt forbilledligt over, hvor meget smuk kunst Tomas kan skabe, mens han stadig har sig selv med i det hele.
Tomas, hvad er det, Jenny gør så godt?
Tomas: – Jenny er en ægte kunstner. Hvor jeg godt kan komme til at føle mig lidt sat med al min erfaring inden for pladeproduktion og koncerter, er hun en dejlig orkan af kaos, umiddelbarhed og begejstring. Hvis vi ikke lavede musik, ville hun være skuespiller og forfatter, jeg ville nok være ingeniør og bygge en bro et sted i ude i verden. Jenny komplementerer mig og gør mig og mine sange bedre, end jeg selv kan. Og vi eksploderer i selskab med hinanden. For lidt mere end ti år siden mødte jeg drengene i WhoMadeWho, og vores fælles kreativitet sprang i luften. 10 år senere mødte jeg Jenny, og det skete igen. Jeg er meget taknemmelig for, at sådan noget kan ske to gange. Og jeg er mere end en gang kommet til at spekulere på, hvem jeg så skal møde næste gang, men det er mange år ude i fremtiden og en helt anden historie.
Det er noget med, at I bliver udgivet på et stort selskab i Tyskland. Hvordan er det kommet i hus?
Jenny: – Det har altid været en kongstanke hos mig, at min musik skal ud i hele verden. Det er som om, at starter man i Danmark, er det tæt på umuligt senere at rykke videre ud over landets grænser, og jeg har derfor strakt mig langt for at blive signet i større territorier fra starten.
Tomas: – Det var Kasper Bjørke, der hookede os op med HFN – tak, Kasper! – og det virkede lige fra starten som et godt match, de ville alle de samme ting som os. Vi har derudover allerede opbygget os et rigtig fedt hold af dygtige samarbejdspartnere både i Danmark og i udlandet. Der er virkelig god stemning omkring projektet.
På jeres fællestour her i efteråret er der kun én dansk koncert …i København. Hvordan kan det være?
Jenny: – Det er faktisk helt lavpraktisk et spørgsmål om, at vi kun har haft tid til én. Vi spiller begge to rigtig mange koncerter med henholdsvis Lydmor og WhoMadeWho, så vi har været nødt til at være meget opmærksomme på at få puslespillet til at gå op, så vi kunne spille koncerter her op til, at pladen skulle udgives. Vi har siddet med en fem-seks weekender, hvor vi begge to kunne, og da de hurtigt blev fyldt op med fantastiske destinationer som blandt andet Berlin, Paris, Barcelona, Balkan og Schweiz, så havde vi faktisk kun få datoer tilbage til Danmark, hvor vi valgte at tage den første officielle koncert som duo på natbar i Bremen 27. november. Vi kigger dog allerede på foråret, hvor vi gerne vil nå at spille lidt mere i Danmark. Indtil videre kan vi allerede afsløre, at vi kigger forbi Lille Vega til marts. Men det er som sagt et puslespil.
Føler I, I når ud til hinandens fans ved at lave noget sammen, sådan at du, Tomas, for eksempel når ud til nogle Lydmor-fans, der måske ikke normalt ville lytte til Bon Homme?
Tomas: – Det er helt klart, at vi høster i den andens pulje. Jeg har jo en stor international fanbase i Bon Homme og især WhoMadeWho, og Jenny har et stort purungt kvindeligt publikum især i Belgien og Danmark.
Vi har mulighed for at ramme ret bredt både køns-, stil og aldersmæssigt, idet vi både er mand og kvinde, ung og gammel og pop og elektronika. Det bliver spændende at se, hvem der dukker op til vores koncerter.
Hvad er forskellen i jeres måde at arbejde på hver især?
Jenny: – Den tydeligste forskel er nok vores døgnrytme. Tomas står tidligt op, da han har små børn, så hans bedste tidspunkt at arbejde på er fra morgen til eftermiddag. Jeg har et lidt mere kaotisk liv, så jeg begynder først at eksistere 100 procent ved sen eftermiddagstid. Som så mange andre dele af vores samarbejde er det en dans imellem kontraster, så pladen er opstået i de øjeblikke, hvor vi begge var i sync.
Hvad har I lært af hinanden under arbejdet med pladen?
Jenny: – Jeg har lært helt vildt mange ting om elektronisk musik og produktion. Det spænder helt fra nogle meget specifikke tekniske kneb, tricks og gode vaner, som jeg ikke vil komme ind på her, til hans måde at kaste en masse forskellige lyde og stemninger på en idé for så derefter at finde ud af, om de passer. Der har jeg nok tidligere selv været lidt berøringsangst og forsigtig. Tomas er frygtløs i sin måde at skabe musik på.
Hvad skal fremtiden bringe?
Tomas: – Well, det er svært at sige på nuværende tidspunkt. Vi har været i hi i studiet i lang tid for at lave denne plade. Nu skal vi ud og spille den live så meget som muligt. Så skal jeg lave ny plade med WhoMadeWho, og Jenny skal til Shanghai og lave den næste Lydmor-plade. Derefter vil jeg tro, at det vil krible i fingrene efter at komme i gang igen med fællesprojektet. Og måske denne gang lykkes med at lave den rå discoplade, vi tror, vi har har gemt i os. Indtil da må vi nøjes med at voldtage sangene live rundt omkring i Europa, skubbe dem ud over kanten og gøre dem så dirty, som vi kan.
Se en musikvideo til det fælles nye nummer "Dream of Fire" og læs nedenfor duoens guide til albummet sang for sang:
LYDMOR & BON HOMME TRACK BY TRACK
Things We Do For Love
En sang, hvor vi virkelig dykker ned i mand/kvinde-vinklen i vores band. Om velovervejet modenhed versus ung liderlighed. Dybt mandecroon versus forførende sirenesang.
Det var en sang med en lang fødsel. Den har været både akustisk ballade og højspændt disco, før den en eftermiddag pludselig faldt fuldstændig i hak i denne slow-house version.
Trooper
Tropper er en sang om at se tilbage på tidligere elskere, hvor specielt en enkelt træder frem. En tanke om, hvor anderledes verden kunne have set ud, hvis man havde taget en anden beslutning engang.
De små fantasier, som opstår, når man er ved at falde i søvn eller er meget fuld.
Dream Of Fire
En af de sange, der skrev sig selv på ganske kort tid ud fra et 10 sekunders voice-memo fra en sen nat på en hotellobby i Split, Kroatien. Alle grundelementer i tracket er indspillet på 20 minutter, og derefter var det bare et spørgsmål om at forfine. Sangen sætter på mange måder grundtemaet på hele albummet. Vi har prøvet at lave noget, der er energisk og råt, samtidig med, at det er blødt og sexet.
Sangen er en opfordring til at undslippe dagligdagens trummerum og slå sig løs. Ikke noget banebrydende koncept, men alle bands skal have sådan en sang, og vi føler, at vi har ramt stemningen lige på kornet. Hvis bare alle sange kom så let….
Go Fingers Go
Man kan nok ikke rigtig komme udenom, at den her sang er en smule lummer. Det er en smuk ballade med en lidt dekonstrueret, æggende tekst. Måske var der en, der rødmede, da vi skrev den.
Flash
Flash er i høj grad en fortælling. Sangen har snoet sig og vredet sig imellem vores hænder i meget lang tid, indtil den fandt den form, som den har nu. Jeg har en fornemmelse af, at den ikke er skabt af os, men blot fandtes et sted i kablerne i Tomas' studie, og at der et eller andet sted i verden er en kvinde, som løber desperat efter en mand i en mørk skov efter en bilulykke.
Wired
Wired er på en eller anden måde lidt en actionfilm. Eller en film noir. Sangens vers er en mærkelig hybrid imellem vores stemmer, som er bearbejdet næsten til ukendelighed. I omkvædet hopper ordende fra stemmebånd til stemmebånd, så vi skiftevis synger dele af sætningerne. Man kan næsten sige, at vi er helt smeltet sammen i perioder af det her nummer.
Vanity
Vanity er inspireret af en pige – en mystisk, næsten uvirkelig tegneseriefigur. Hun var gudesmuk og meget svær at gøre sig klog på, og kunne bruge mange timer om dagen liggende i sin seng, imens hun røg smøger og frekventerede de mærkeligste steder på internettet. Når hun endelig kom ud fra sin hule, var hun en form for festlig orkan af grin, smil og flirt. En unik karakter.
Trampoline
Sangen er skrevet i en periode, hvor Jenny gik og boksede rigtig meget med det faktum, at hun skulle dø en dag, og det føltes, som om tiden hele tiden gik stærkere og stærkere. Pludselig var der gået to år, uden at man havde bemærket det, hvorimod engang kunne bare en enkelt sommerferie vare evigt.
Det er en mørk disko-produktion, som lægger sig rundt om vokalen, der nærmest skriger sin frygt ud. Heldigvis kommer der lidt trøstende udråb fra Tomas senere i sangen.
Tear Us Apart Again
En sang om et venskab, der er gået galt. Og mere generelt også om udfordringerne ved at blive voksen, om den alvor og tyngde, som kan føles som et fængsel i forhold til barndommens fri leg og store drømme. Om forskellen mellem, hvordan man troede, det ville blive, og hvordan det blev.
Musikken startede som Bruce Springsteen-inspireret rock, men blev langsomt mere og mere elektronisk inficeret.
Rain
Et lille genert øjebliksbillede fra en togtur i Østrig.
Vi rejser begge to meget for at spille koncerter og deler nok en indforståethed omkring den tyste ensomhed, som det kan indebære at være "den rejsende". Man bliver tit en undrende betragter, som man sidder i flyet, toget, taxaen eller tour-bussen, imens verden udspiller sig foran én. Rain er et forsøg på at fange den følelse i et lille interlude.
Missed Out On Disco
En sang om, hvordan det var at opdage musik. Og genopdage den igen og igen. Vi husker alle en række øjeblikke, hvor vi hører noget musik for første gang, og ens verden eksploderer. Helt konkret her en sommereftermiddag alene hjemme med ny musik og hvidvin i haven. En skamløs popsang, skrevet for at løfte dagen for den, der hører den.
Dream Of Fire Part 2
Et abstrakt maleri om fortrydelse og skam. Og om at tilgive sig selv. Vi er begge ret vilde med sange, som trøster os. Sange om at være fucked up, gøre dumme ting og derefter tilgive sig selv og hinanden i et vildt natteridt.
End
Nogle sange har en ekstremt lang og snørklet vej til deres endelige form. Disse akkorder kommer fra et kuldsejlet omkvæd til en anden sang på pladen "Flash". Omkvædet gjorde sangen klodset og uligevægtig, så det måtte lade livet. Men akkorderne og stemningen blev ved med at rumstere i baghovedet, så de blev til denne lille outro. Jeg er også ret vild med, at temaer og lyde går igen på pladen på tværs af numrene. Det giver en sammenhængskraft, og bruges for eksempel meget i klassisk musik.
Se en flot ny fotoserie med Lydmor og Bon Homme her
