Dignity markerer FN’s Menneskerettighedsdag med musik i december
Den 10. december er det FN's Menneskerettighedsdag og en mærkedag for menneskerettighedsorganisationer verden over. Dignity markerer dagen med et brag af en koncert under konceptet Music for Dignity.
Det bliver en aften med mange musikalske indslag, når den legendariske Savage Rose-sangerinde, Annisette Koppel, og Outlandish går på scenen i Vega. Derudover vil den danske popstjerne Fallulah spille op til fest, ligesom frontsanger fra Hymns from Nineveh, Jonas Petersen, vil dele ud af sine bløde popmelodier. Alle artister spiller gratis til fordel for Dignitys arbejde.
"Vi har altid prøvet at bruge den opmærksomhed, som vi får gennem vores musik, til at sætte fokus på andre ting. Så vi er bare glade for at kunne hjælpe med at sætte lys på den gode sag og de gode mennesker, som Dignity kæmper for," fortæller Leny Martinez fra Outlandish.
Aftenen vil også markere, at Annisette Koppel bliver officiel ambassadør for Dignity.
"Jeg synes, at det er forfærdeligt, at vi overhovedet er nået dertil, hvor man i et civiliseret samfund rejser spørgsmål om, hvorvidt tortur er okay. Det bør være uddebatteret for en middelalder siden. Jeg er modstander af krig, tortur og racisme, så jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være ambassadør for Dignity".
"Jeg håber, at jeg kan bruge mig selv så godt som muligt. At jeg kan bruge min sang, mit hjerte og min musik til at kæmpe kampen mod tortur. Jeg håber, at jeg kan lægge pres på de mennesker, der har været med til at støtte brugen af tortur og dækker over det", fortæller Annisette Koppel.
Billetsalget starter via Billetnet.dk mandag den 26. oktober kl 10.00.
Hele billetsalget går ubeskåret til Dignity.
Aftenens konferencier vil være den danske skuespiller, instruktør og forfatter Flemming Jensen.