Nyhed

Billedserie: Se alle årets bedste musikfotos

Vinderne af GAFFA Photo Award er fundet – se dem alle sammen her

Fang øjeblikket. Denne på en gang simple og svære opgave havde GAFFA stillet Skandinaviens bedste musikfotografer, og man må sige, at opgaven er blevet løst. Magiske øjeblikke er blevet foreviget af såvel professionelle fotografer som entusiastiske fritidsfotografer og indsendt til GAFFAs jury, der nu er blevet enige om et vinderbillede.

Vinderen af Skandinaviens Musikfoto blev svenske Emma Lilja, som har taget ovenstående billede. Billedet forestiller guitaristen Bradley Griffiths fra britiske Bloody Knees, der crowdsurfer i et tætpakket publikum under en koncert i London.

– Old Blue Last er et lille spillested, så man behøver ikke noget fotopas, hvilket gør det hele meget lettere. Det var en syg koncert, jeg har aldrig oplevet så meget adrenalin i ét rum. Jeg hoppede faktisk op på scenen for at tage det her billede. Jeg blev konstant skubbet til af publikum, så jeg tænkte "fuck det" og sprang op på scenen. Jeg har aldrig haft så mange blå mærker efter en koncert, fortæller Emma Lilja om sit pletskud. Billedet blev udvalgt af juryen, som i år bestod af Tord Litleskare, Johan Lothsson og Peter Ramsdal, der er redaktører på henholdsvis GAFFA Norge, Sverige og Danmark.


Jurymedlem Peter Ramsdal begrunder juryens valg:

– Årets vinderbillede indfanger det spontane ved intime koncerter, hvor guitaristen crowdsurfer, mens øllet sprøjter. Plakaterne med påskriften "DYI" (Do It Yourself), der omgiver væggene på det intime spillested, er et glimrende touch, og de mange ansigtsudtryk på både guitarist og publikum er fascinerende at se.

Flere end 2.000 unikke musikbilleder har dystet om priserne til GAFFA Photo Award 2015, Skandinaviens største musikfotokonkurrence. Billederne er blevet indstillet inden for kategorierne Årets Livefoto, Publikumfoto, Portrætfoto, Feature og Instagram og selvfølgelig prisen over dem alle, Skandinaviens Musikfoto.


Ud over hovedprisen var der også vindere i de enkelte kategorier, Årets Livefoto, Publikumfoto, Portrætfoto, Feature og Instagram, som blev vundet af henholdsvis Christian Hjorth, Per Pedersen, Carsten Bundgaard, Casper Dalhoff og Anne Marie Kjær for billeder af henholdsvis Pharrell Williams, Pharfar, De Eneste To, Klumben & Raske Penge og D-A-D. 

Se alle deres billeder sammen med de øvrige finalisters billeder på GAFFA.dk/photo. Vinderne offentliggøres ligeledes i GAFFAs oktobernummer, der udkommer i dag, 2. oktober.

Emma Lilja vinder foruden æren 5000 kroner.


ANNONCE