Der var skruet op og dømt larm for alle pengene på super andendag af Aarhus Psych Fest
Anden- og sidstedagen på 2015-udgaven af Aarhus Psych Fest bød på hele syv navne, der hver især skulle gøre sit for at leve op til det høje niveau, der var lagt ud med om fredagen. Skulle man sortere de to dage fra hinanden, så virkede det hjemmefra som om, at fredag havde sit fokus på de mere melodiske spektre af psych-genren, hvorimod lørdagens program hovedsagligt udgjordes af bands, der havde støjen som et helt centralt element i deres musik – en forventning, der viste sig at holde fuldstændig stik.
Skævheden og den gode melodi
Inde i The Lunar Suites golde omgivelser gør duoen Kogekunst sin entré foran det enorme scenetæppe, der skal vise sig virkelig at komme til sin ret under aftenens første koncert. Kogekunst kommer fra Nordjylland, og multiinstrumentalisterne Oskar Krusell og Simon Mariegaard tager de traditionelle instrumenter som guitar, synthesizer og trommer, som de så kombinerer med båndoptagere, kontaktmikrofoner og horn for at skabe en lyd, der på mange parametre fremstår helt unikt.
Fra start står det klart, at de to fyre lukker helt af for omverdenen, når musikken først går i gang, og Krusell står allerede inden første nummer er begyndt at tage form og gaber voldsomt over mikrofonen, mens han med hele kroppen vugger i takt til den voldsomme bas, han skaber på sin synthesizer. Ligesom hos Fribytterdrømme dagen forinden, så besidder Kogekunst en umiddelbar glæde ved deres musik, der ligesom deres disko-fyldte trommer forplanter sig ud til publikum, og det bliver svært at stå stille. Der bliver sunget "Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg tror på det bliver ved", og gåsehuden smyger sig op ad mine arme. Linjen forklarer smukt og enkelt, hvad det er, som gør Kogekunst og meget andet psych til noget specielt, der formår at kreere et alternativt univers midt i hverdagen, hvis du undlader at stille for mange spørgsmål.
Kogekunst har live kunstneren Halucinoptic Rex med til at lave visuals, hvor han med en gammeldags overheadprojektor og pipetter med vand og maling skaber en visuel baggrund, der perfekt tilgodeser musikkens syrede verden. I nummeret "Since the First Time I Saw You" leverer Kogekunst et pragteksempel på deres kvaliteter, da de med en hånd hver hamrer på bækken og lilletromme, mens de hver især kører åbne akkorder på deres guitarer, så det med vokalens uskønhed smelter sammen i kakofonisk perfektion. På trods af uheldige tekniske problemer til sidst, gav Kogekunst en rigtig god optræden, hvor deres kærlighed til det skæve lavede flot sammenstød med deres kærlighed til den gode melodi.
Næste band var The Brazierlights in the Window, der fire mand høj spillede shoegaze-pop med kærlighed som det grundlæggende tema. Dette blev desværre aftenens umiddelbare lavpunkt, da det ellers gennemsympatiske band trods momentvis fine melodier aldrig helt trængte igennem. Flere af numrene varede lige et par minutter for meget, og så hjælper det desværre ikke, at københavnerne lavede en sød hyldest til Aarhus som "Danmarks pophovedstad" med et cover af TV-2's "Fantastiske Toyota".
Den tunge arv fra Joy Division
Et af aftenens mere imødesete og veletablerede navne var københavnske The Foreign Resort, der flere steder har modtaget stærke roser for deres post-punk, hvor der ikke er lagt skjul på, at den store inspiration hedder Joy Division. Lyden fremstår endnu engang helt skarpt på Radar, der leverer de måske bedste lydmæssige rammer i Aarhus, og både guitar, bas og trommer kommer til sin ret uden at stjæle billedet fra hinanden. Scenen er badet i røg og blåt lys, ligesom to stroboskoplamper nærmest upåklageligt banker op på Morten Hansens trommesæt, der får sig nogle tørre tæsk i løbet af deres optræden.
Det er tydeligt, at The Foreign Resort er et rutineret live-band – de skal på tour i USA om lidt – og Mikkel Jacobsen og Steffan Petersen skifter bas og guitar hurtigt og rutineret, og der bliver ikke brugt meget tid på at kigge på pedaler, hvilket er et befriende særtilfælde for aftenen. I "Take a Walk" kører trommer og bas insisterende i verset, inden en næsten surf-lignende guitar tager over i omkvædet, og associationerne til Joy Division kommer tilbage. Generelt er det en udfordring for bands, der spiller post-punk at adskille sig fra den tunge arv, som netop Joy Division har efterladt sig, og det bliver ofte et lille problem til sådanne koncerter – pludselig opstår der simpelthen for meget tomgang og repetition i musikken, og det bliver en tand for ensformigt.
Heldigvis formår The Foreign Resort at variere mange af deres numre, så de trækker stikket i land blandt andet ved i "Flushed" at tage tempoet på bassen lidt ned i en god variation, der efterfølges af "Skylight Decay", som yderst dansevenligt nok havde sat gang i publikums fødder, hvis det var lidt senere på aftenen. The Foreign Resort slutter passende af med masser af distortion på guitaren og en røgmaskine på overarbejde efter en lidt stillestående, men også bundsolid koncert.
Fra rå garagerock til aggressiv singer/songwriter-punk
Tilbage i The Lunar Suite er garagerock-trioen Bleach Blondes gået på scenen med videoklip af den amerikanske ørken og dansende indianere bag sig. Der bliver fra guitaristens side slynget et solidt riff af sted, og det er måske Aarhus Psych Fests bedste bud på et klassisk rockband, som står på scenen. Trommeslageren leverer en bragende optræden, og hele bandet har en rigtig god udstråling, og det virker på publikum som om det, efter mange mere eller mindre eksperimenterende optrædener, er tiltrængt med et helt "ordinært" rockband uden så mange dikkedarer.
Fuzz-pedalen bliver brugt effektivt på guitaren, der leverer flere lækre fills i løbet af koncerten, og Bleach Blondes hormonelle energi flyder fint fra scenen. Desværre viser The Lunar Suite atter, at den store betonhal er stort set umulig at lave god lyd i. Det svinger simpelthen for meget op og ned, hvad det er for nogle instrumenter, man kan høre bedst, og utaknemligt bliver lyden kastet rundt i rummet, så vokalen blandt andet fremstår utrolig mudret. Det er ærgerligt, da Bleach Blondes virkelig er et frisk pust på aftenen, som ikke fortjener at blive mast af betonens kvælende egenskaber. Bandet bærer i ny og næ præg af at være et forholdsvis nyt foretagende, og momentvis bliver det for meget mudret distortion, men de leverer en god og underholdende koncert med potentiale til mere.
Det er småt med pausetid i løbet af aftenen, så jeg glipper desværre The Love Coffins åbningsnummer, men resten af koncerten viser sig at være i overraskende god kvalitet. Det fem mand store band har kun udgivet singlen "Sheets of Ice", der er en aggressiv omgang noisepunk, men det viser sig, at det ikke kun er i den genreretning, de har tænkt sig at levere. Numrene svinger koncerten igennem mellem mere rolige passager, hvor forsangeren i bedste flødepop-singer/songwriter-stil står med armene slynget bag nakken eller rodende i håret, for så pludselig at levere et krigerisk primalskrig, der kickstarter en infernalsk mur af støj.
Til venstre på scenen står bandets altmuligmand, der skifter mellem percussion, violin, synth og guitar, og når han ikke gemmer ansigtet bag sit lange pandehår, står han i kamp med sin forstærker for at tvinge så meget ødelagt lyd ud af instrumentet som muligt. The Love Coffin blander nogle ret kontrastfyldte elementer, og vokalens brede spektrum giver minder om Samuel T. Herring fra Future Islands, der også svinger mellem rolig fløjlsblødhed og dyb growl direkte fra struben. Det overordnede udtryk er ret unikt, og referencen til Neil Young med tekstbidden "It's better to burn out than it is to stay" efterlader et positivt indtryk af bandet hos mig.
Publikum er godt med efterhånden, og derfor er det ærgerligt, at bandet mellem numrene bruger alt for lang tid på at stemme, justere pedaler og andet teknik. Det skæmmer intensiteten, og de lidt trælse fuldemandsråb fra publikum er desværre uundgåelige. Heldigvis opvejer numrenes spændvidde for de lange pauser, og de mange dirrende guitarsoloer giver en energiudladning uden lige, og jeg smiler, da koncerten er slut.
Tak til ørepropper
Med kun to bands tilbage på programmet er afslutningen på Aarhus Psych Fest nær, men inden festivalens absolutte internationale hovednavn Destruction Unit går på scenen, skal vi overvære en halv time med Deadpan Interference. Jeg går ikke ind for kønskvoter på musikfestivaler, men det var alligevel befriende, at to ud af Deadpan Interferences fire medlemmer var af hunkøn. De udgjorde dermed de eneste optrædende kvinder på dette års festival, og det var dejligt. Forsanger og guitarist Astrid Samuelsen vrængede "In the demon alley" ind i mikrofonen, og med tunge riffs og bottleneck-soloer fremstod hun virkelig dygtig og nærværende.
Ørerne er ved at være brugte efter to lange musikdage, men da jeg bemærkede andenguitaristens manglende tilstedeværelse i lydbilledet, måtte ørepropperne fjernes. Det viste sig, at han lavede så djævelsk en larm, at det fuldstændig druknede de elementer, der havde fungeret så godt med propperne i ørerne. Den krasse støj overdøvede simpelthen de andre instrumenter, og misklædte musikken i en sådan grad, at det efterlod mig uforstående over for netop det valg fra bandet, der ellers i glimt leverede en beslutsom omgang rock.
Selvudslettende afslutning
Det var med en smule frygt i sindet, at jeg stillede mig parat til Destruction Unit. Bandet fra ørkenen i Arizona spiller noget af det mest støjende musik, som kan opstøves, og det er utvivlsomt ikke for sarte sjæle. Under lydprøverne sidder trommeslageren med en utændt joint i munden, og da de fem mænd ti minutter senere indtager scenen og går i gang, er det imponerende, at han kan spille så hurtigt og tight. For Destruction Unit leverer noget af det mest aggressive speed-noise-punk, jeg nogensinde har hørt. Koncerten varer ikke mere end højst fyrre minutter, og næsten uden pause står de tre guitarister konsekvent og hugger lynhurtigt i strengene, mens højtalerne leverer en øresønderrivende larm, der går direkte i mellemgulvet.
Tempoet er 180 kilometer i timen, og det er ikke mere end ord som "desolation", man hører komme ud af forsangerens råbende mund. Netop trøstesløshed er et af de prædikater, der passer godt på Destruction Units musik, som med den kroniske feedback og den notoriske støj udviser et selvhad, hvor ligegyldighed som det eneste ligger og truer ethvert menneskeliv. Bandet udviser en ekstrem nihilisme, og mange fra publikum kaster sig også hensynsløst ind i moshpits, som var det deres sidste dag på jorden.
Der bliver vekslet mellem numre af smadret punk-karakter og så numre, hvor trommernes dybde får mig til at tro, der pludselig er tale om en metalkoncert. Effektpedaler omklamrer den udtryksfulde lyd, men de forskellige facetter fremstår overraskende klart, og igen må lydmanden modtage ros. Pludselig bryder en solo den monotone støj, og det aggressive musik går nærmest lige i knytnæverne, der spænder sig lidt om kuglepennen. Det er klart de helt hurtige numre, der fungerer bedst, så bandet ikke bliver ligegyldigt speed-metal, men min indledende frygt er helt gjort til skamme. Ud af det blå vender Destruction Unit en monitor ud mod publikum, smadrer deres guitarer ind i forstærkeren, gnider flabet effektpedalerne i skridtet og lukker Aarhus Psych Fest med fire minutter i et makabert blodbad af distortion og støj.
Lørdagsudgaven af Aarhus Psych Fest leverede desværre ikke lige så mange højdepunkter, som fredagen, der havde et uhørt højt niveau af god musik at byde på. Det sluttede med en super koncert fra Destruction Unit, ligesom også Kogekunst og The Love Coffin beviste, at de bands fortjener opmærksomhed på længere sigt. Der er utroligt få kritikpunkter af festivalen, der forløb uden problemer, ligesom den behagelige størrelse gør det meget overskueligt og hyggeligt, når man løbende ser de forskellige kunstnere stå og overvære hinandens koncerter. Det fortjener ros, at man på trods af de optrædendes relative ukendthed formår at stable så solidt et program på benene, hvor næsten alle koncerter var gode, og hvor alle blandt publikum var glade for at være deltager i det spændende og nødvendige projekt. Vi ses helt sikkert igen til næste år.
