Nyhed

Se koncertaktuelle Nayah synge Bad Bitches i intens live-video

Sangerinden har skåret sit P3-hit ind til benet

Du har måske hørt "Bad Bitches", der er blevet flittigt repræsenteret på P3 på det seneste, siden den fik titlen som P3's Uundgåelige i sidste måned. Nayah, der står bag sangen, har nu udsendt en nedbarberet live-version af sit hit, kun med hende selv samt Marcus Elkjer på keyboard.

Sangen er ifølge Nayah dels et indblik i det københavnske natteliv og samtidig en sang om uopnåelig kærlighed.

"Sangen er mere en følelse, man går igennem end en reel historie. Det var en forvirret og følelsesladet tid for mig som teenager, hvor jeg fik øjnene op for Københavns klubliv, og de folk, der befandt sig der. Man føler sig som den "rookie", man er - intimideret af "de seje drenge" og det overfladiske miljø – men med tiden indser man, at de er mindst lige så forvirrede som én selv," forklarer Nayah.

"Det er samtidig også en simpel sang om at være forelsket i én, der er uopnåelig, hvilket jeg tror de fleste piger har prøvet. Man vil gerne være undtagelsen, der redder ham fra det miljø, han er endt i."

Se videoen herunder.


Nayah er i øjeblikket i øvelokalet for at gøre sig klar til sit første livejob nogensinde. Det foregår i København på Ideal Bar den 5. november.

ANNONCE