Australien har nægtet sangeren adgang til landet på grund af netop hustruvold
Den berømte og berygtede sanger Chris Brown har udtalt, at han vil støtte kampen mod hustruvold, hvis han får tilladelse til at besøge Australien. Han fastholder, at hans kommende "One Hell Of A Nite"-turné i Australien bliver som planlagt på trods af, at landets immigrationsminister, Peter Dutton, siger, at regeringen har til hensigt at forbyde Chris Brown at blive lukket ind i landet, skriver NME.
Chris Brown har fået 28 dage til at appellere denne beslutning. Indtil videre er der midlertidigt lukket for salget af billetter til Chris Browns koncerter. Der var planlagt fire koncerter i Sydney, Melbourne, Perth og Brisbane. Det ville have været Browns tredje turné i Australien – han har tidligere spillet der i 2011 og 2012.
Chris Brown har skrevet på Twitter, at han vil være meget taknemmelig for at komme til Australien og skabe opmærksomhed omkring hustruvold: "Jeg er ikke den lyserøde elefant i rummet længere."
I forbindelse med nyheden om, at han bliver forbudt adgang til Australien, skrev Chris Brown på Instagram, at folk ikke skulle lytte til det nonsens. Han skal nok komme til Australien, det er bare medierne og alt sådan noget lort. Der skal festes.
Vi ser tiden an, Chris Brown.
Se Chris Browns sang "Zero" her: