Nyhed

Guide: 11 essentielle album, du skal høre i oktober

Her er de vigtigste album, du skal lytte til i oktoberkulden

Temperaturerne falder langsomt, og snart går vi over til vintertid – eller dansk normaltid, som det officielt hedder – men det betyder ikke, at det er tid til at gå i vinterhi. Det er tværtimod endnu en gang blevet tid til at lytte til ny musik, og GAFFA har samlet de 11 essentielle udgivelser, du skal høre i oktober.

Saybia: "No Sound from the Outside", udkommer den 2. oktober

Fredag den 2. oktober udkommer Saybias længe ventede fjerde album, "No Sound From the Outside", som er bandets første albumudgivelse i otte år siden albummet "Eyes On The Highway" fra 2007. På det nye album er de gået tilbage til rødderne og har skrevet numrene sammen i deres gamle øvelokale i barndomsbyen Nyborg. Bandet har også bevæget sig ad nye veje for at udfordre deres lyd ved at indspille albummet i de legendariske Ocean Way-studier i Los Angeles, hvor blandt andet Michael Jackson og The Beach Boys tidligere har indspillet deres musik.


Hør en forsmag på albummet her:

John Grant: "Grey Tickles, Black Pressure", udkommer den 2. oktober


Den amerikanske sangskriver John Grant er ikke typen, der lægger beslag på sig selv og sine følelser i sine selvudleverende sangtekster. Musikalsk har den islandsk baserede sanger fundet en mere balanceret tone, der ikke er helt så konfronterende som på forgængeren "Pale Green Ghosts" fra 2013, der havde et hårdere elektronisk anslag. På hans tredje soloalbum "Grey Tickles, Black Pressure" er der åbnet for mere leg i de musikalske udfoldelser, der kommer ganske vidt omkring. John Grant har her ingen berøringsangst over for livets tabuer og dets indlagte misforståelser.

Se videoen til "Disappointing" her:


Janet Jackson: "Unbreakable", udkommer den 2. oktober

Janet Jackson har ikke udgivet et studie-album siden "Discipline" fra 2008. Et greatest hits-album, "Number Ones" udkom året efter. Hun har i alt udgivet 10 albums, hvor de store hit-albums har været "Control" (1986), "Rhythm Nation 1814" (1989), "Janet." (1993), "The Velvet Rope" (1997) og "All For You" (2001). Nu er hun klar med et nyt album, hvor hun viser, at hun ikke er til at stoppe. På det nye album har hun blandt andet arbejdet sammen med J. Cole og Missy Elliott. Sidstnævnte har hun ikke arbejdet sammen med siden 2001.

Lyt til sangen "Burn It Up" feat. Missy Elliott her:

Deafheaven: "New Bermuda", udkommer den 2. oktober


Den amerikanske kvintet Deafheaven fra San Francisco gjorde sig markant bemærket i musikpressen og blandt alverdens anmeldere med deres andet album "Sunbather", der udkom i 2013. Albummet var på mange musik-sites at finde i toppen over årets absolut bedste udgivelser. Nu er black metal-bandet tilbage med deres nye album "New Bermuda". Gruppens stil er blevet kaldt banebrydende. Det er nemlig et umage mix af black metal og shoegaze. Omdrejningspunktet er forsanger George Clarke og guitarist Kerry McCoy. Førnævntes torturerede brøl og skrig går i spænd med sidstnævntes stemningsfulde guitarflader.


Lyt til "Come Back" fra det nye album her:

Avicii: "Stories", udkommer den 2. oktober


Svenske Avicii er klar med opfølgeren til debutalbummet "True" fra 2013. Avicii har indtil nu på mange måder været genredefinerende, først med sine pianobårne house-storhits som "Levels, Silhouettes" og "I Could Be the One" og dernæst i den grad med den countryinspirerede "Wake Me Up", der affødte et ocean af efterligninger. Så forventningerne til hans andet album "Stories" har unægteligt været store, og med førstesinglen "Waiting for Love", der er braget igennem og hastigt nærmer sig de 200 mio. streams på Spotify, er forventningerne ikke blevet mindre. De mange streams gjorde, at "Waiting for Love" røg ind på en sjetteplads på Spotifys liste over de mest spillede sommerhits.

Se videoen til "Waiting for Love" her:


Stine Bramsen: "Fiftyseven", udkommer den 9. oktober

Stine Bramsen er i øjeblikket højaktuel som en del af castet i den igangværende omgang af "Toppen af Poppen". I starten af september udgav hun singlen "Woman", der er en hyldest til kvindekroppen. Det blev så meget omtalt, at det endte ud i hashtagget #smuksomjeger, hvor danskerne viste deres mindre perfekte steder og hyldede dem på Instagram. Stine Bramsen er nu klar med sin solodebut i fuldlængde, der er efterfølger til hendes selvbetitlede ep, der udkom tidligere på året.

Se lyrikvideoen til "Woman" her:

 

Deerhunter: "Fading Frontier", udkommer den 16. oktober


Lofi-rockgruppen er klar med deres syvende album "Fading Frontier". Deres seneste album "Monomania" udkom i 2013 og fik stor ros af GAFFAs anmelder, som kaldte bandets melodier for både medrivende, smittende og ikke mindst opfindsomt sammenstrikkede, og kaldte det en bedrift af rang, at Bradford Cox og kompagni fortsat formår at kreere avantgardistisk rock'n'roll af så tillokkende og ikke nødvendigvis krævende format.


Se videoen til "Breaker" her:

Kira Skov: "May Your Mind Explode a Blossom Tree", udkommer den 16. oktober


Kira Skov er med sit nye album tilbage på egen hånd. Hun har været i Wales og indspille albummet, hvis sange kredser om krig, tab og kærlighed, og inspirationen er blandt andet hentet hos to amerikanske digtere: Den vidtfavnende naturkraft Walt Whitman og lowlife-litteraturens største stjerne Charles Bukowski. Albummet efterfølges af en liveturné. Byer og datoer kan ses ses her.

Se videoen til "I Celebrate My Life" her:


The Minds of 99: "Liber", udkommer den 16. oktober

The Minds of 99 er aktuelle med deres andet album, som har fået titlen "Liber", der på latin betyder "den frie". Bandet, der har eksisteret siden 2012, trækker lige dele på postpunkens energi og den elektroniske musiks gentagelser. Deres kommende album har tanker om frihed som det gennemgående tema og kilden til inspiration. Bandet selv beskriver den nye plade som en tidskapsel med sangene fra det sidste hæsblæsende år af deres liv.

Se videoen til "Stjerner på Himlen" her:

Blaue Blume: "Syzygy", udkommer den 23. oktober


Blaue Blume udgav sidste år ep'en "Beau & Lorette" og nu er de snart klar med deres første album i fuld længde. Forud går singlerne "Candy", "Thinking of Roxy" og "Sky", som udkom den 18. september. Temaet for Blaue Blumes debutalbum er forelskelse. Blaue Blume står, allerede inden albumdebuten rammer gaden, som et velrenommeret rockband med fremtiden foran sig på de danske breddegrader, men også i flere lande i Europa. Den hurtigvoksende succes kan blandt andet måles på den massive airplay-støtte med over 2000 afspilninger på P3, P4 og P6 af singlerne fra ep'en samt den seneste single "Thinking of Roxy".


Hør sangen "Thinking of Roxy" her:

EL VY: "Return to the Moon", udkommer den 30. oktober


EL VY alias Matt Berninger (The National) og multiinstrumentalist og producer Brent Knopf er klar med debutalbummet "Return to the Moon", der udkommer 30. oktober, og kort efter kan de to opleves på dansk grund, når de optræder i Pumpehuset den 1. december. Du kan høre titelnummeret fra debutalbummet nedenfor – det tyder på et lidt mere dansabelt og lyst udtryk end det, vi kender fra The National, om end ikke uden velkendte melankoli.

ANNONCE