Nyhed

Guide: 11 essentielle koncerter i oktober

Oktober byder på masser af store internationale navne for både den brede og smalle smag

Festivalsæsonen er efterhånden gået på hæld, og verdens musikere genoptager deres planmæssige turnéer. Det betyder, heldigvis for os, at der er masser af store internationale navne på programmet. Her har vi samlet 11 koncerter, som absolut er værd at varme sig med i den indtrængende eftersårskulde i den kommende måned. Klik på overskrifterne for at komme til billetsalget. 

1. oktober: Take That, Boxen

Take That er kendt for spektakulære liveshows. Tidligere turnéer har blandt andet budt på alt fra luftakrobater og cirkusartister over en væg af vand og hologrammer til en kæmpeelefant og en 20 meter høj robot, så når de resterende tre medlemmer af Take That indtager Herning, bliver det formentlig endnu en gang et brag af en fest.

3. oktober: Glen Hansard, Train (spiller også i Amager Bio 5. oktober)


Irske Glen Hansard solodebuterede i 2012 med albummet "Rhythm and Repose", hvis skiftevise ro og rytmiske intensitet lever rigtig godt op til albumtitlen. Ud over det er Hansard en yderst velbevandret og multierfaren herre. Udover at være forsanger og stifter af bandet The Frames og udgøre den ene halvdel af duoen The Swell Season,har Hansard også gjort sig som skuespiller i musikfilmen "The Commitments" og spillet hovedrollen i "Once", hvor han vandt en Oscar for bedste sang for soundtracket "Falling Slowly". Hvis man ikke er i nærheden af Aarhus den 3., så spiller Hansard også i Amager Bio i København den 5. oktober.

4. oktober: Youth Lagoon, Jazzhouse


Trevor Powers er ene mand bag indie-projektet Youth Lagoon fra USA. Så sent som i fredags udkom Powers' tredje album som Youth Lagoon, "Savage Hills Ballroom". Et album, som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann var svært begejstret for og og tildelte fem stjerner og ordene "I det hele taget tager han bladet fra munden på Savage Hills Ballroom, der i særklasse er mandens mest umiddelbare og lettilgængelige album til dato." I Københavns Jazzhouse kan vi altså se frem til en ung herre, der har rykket sig milevidt siden sine første to udgivelser. 

10. oktober: MC's Fight Night-finale, DR Koncerthuset


For femtende år i træk afholdes finalen i freestyle rap. Finalen afholdes igen i år i DR Koncerthusets store sal med plads til 1600 personer, traditionen tro i en boksering. Puljen er kogt ned til otte finalister, der skal kæmpe om det prestigefyldte champ-bælte. I dag etablerede rappere som UFO, Pede B og Per Vers har tidligere vundet MC's Fight Night, Pede B endda tre gange og Per Vers to gange. 

10. oktober: Tallest Man on Earth, VoxHall (få billetter)


Den svenske sanger og sangskriver Kristian Matssons visit til Danmark er en del af hans turné i forbindelse med udgivelsen af "Dark Bird Is Home", der udkom i maj. Dog er det ikke første gang på touren, at han lægger vejen forbi, da han også optrådte på årets Roskilde Festival – en koncert, hvor hans yderst energiske og karakteristiske stageperformance virkelig skinnede igennem. Matsson spiller 27. oktober i Store Vega, men her er der udsolgt.

16. oktober: Young Fathers, Loppen


Skotske Young Fathers vandt sidste år Barclaycards Mercury Prize, der er en pris, som gives til årets bedste britiske album. En pris, de unge hiphoppere vandt over både FKA Twigs, Damon Albarn, Bombay Bicycle Club, Anna Calvi og mange andre. Trioen har fået mærkatet hiphop, men har også krydret udtrykket i en retning, der somme tider leder tankerne i retning af TV on the Radio. Der er dømt fest og glade dage den 16. oktober på Christiania-spillestedet Loppen.

17. oktober: Walk off the Earth, Train (få billetter)


YouTube-fænomenet Walk off the Earth har samlet over 170 millioner visninger af deres fem-mand-på-en-guitar-udgave af Gotyes "Somebody That I Used To Know", der skulle vise sig at blive det store bands gennembrud. Det har ført til albummet "Sing It All Away", der udkom i juni i år. Lige nu er de aktuelle med den energiske popsingle, "Rule The World".

19. oktober: Imagine Dragons, Forum


For snart tre år siden bragede de Las Vegas-baserede dragedrenge gennem lydmuren med "Radioactive". Og en radioaktiv koncert var lige netop det, bandet leverede, sidste gang de spillede i Danmark for to år siden, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner og kaldt koncerten for en af de bedste, han havde oplevet i lange tider. Når Imagine Dragons vender tilbage, denne gang i Forum, er det et næsten tre års erfaringer rigere band, vi kan se frem til.

20. oktober: Vegas New Crush, Vega


Som pendant til Vegas Udvalgte, der er en koncertaften, der sætter spot på upcoming danske kunstnere, åbner Vega nu dørene for en ny international koncertaften under navnet Vegas New Crush. Det er en aften tilegnet otte internationale navne, som ifølge spillestedets musikguruer kommer til at præge radioerne, bloggere og koncertplakaterne i og uden for Danmark. I løbet af aftenen bliver du præsenteret for Groves, Tenterhook, C Duncan, Beaty Heart, The Prettiots, JONES, Fraser A. Gorman og Is Tropical.

22. oktober: Kyle Gass Band, Amager Bio


Tenacious D-guitarist og -vokalist Kyle Gass har kastet sig ud i sit eget projekt med sin selvbetitlede superrockgruppe, der blandt andet inkluderer Tenacious D-elguitaristen John Konesky. Tonen er meget i tråd med The D's satiriske rockmusik, og hvis vi skal tro bandet selv, så har de altså "(...) skabt et mesterværk så mesterligt, at det kun kunne skabes med den dybe visdom, der er forbeholdt… mestre."

27. oktober: Matthew E. White, VoxHall (spiller også i Vega 28. oktober)


Matthew E. White er blevet sammenlignet med både Curtis Mayfield, Otis Redding og Van Morrison. Og det er ikke helt uden grund, for Whites moderne soul-lyd giver stærke associationer til den karakteristiske lyd fra legendariske pladeselskaber som Motown og Muscle Shoals. Med to anmelderroste album i bagagen, begge femstjernede i GAFFAs anmelders objektiv, kan vi se frem til en varm og omfavnende aften på både VoxHall og i Vega, hvor han lægger vejen forbi dagen efter.

Udsolgte koncerter:


Disse koncerter ville vi have anbefalet, hvis de ikke allerede havde været udsolgt:


9. oktober: Crosby, Stills & Nash, Musikhuset Aarhus

9. oktober: Major Lazer, Forum

10. oktober: Rickie Lee Jones, Lukaskirken, København


14. oktober: Low, Lille Vega

16. oktober: P3 Guld, DR Koncerthuset

27. oktober: The Tallest Man on Earth, Vega


31. oktober: Of Monsters and Men, Vega

ANNONCE