Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Tempoet op eller tempoet ned? Der er lidt for enhver smag i denne uge

Om lidt er det weekend, og det betyder et væld af koncerter over hele landet. Vi har her samlet 11 essentielle koncerter, som kan forsøde ugens sidste dage. Klik på kunstner- eller festivalnavn for mere info og links til billetsalg.

Torsdag den 24. september

Randers


Go Go Berlin, Von Hatten (spiller også i Kedelhuset i Silkeborg den 26. september)

Go Go Berlin har på kort tid cementeret sig som et af Danmarks fremadstormende rocknavne og har banet sig vej til stjernestatus med udgivelsen af det anmelderroste debutalbum "New Gold", en endeløs række af hæsblæsende liveshows og det nyligt udsendte andet album, "Electric Lives".


Fredag den 25. september

København og omegn

Eivør, Koncerthuset (billedet) (få billetter, spiller også i Bygningen, Vejle den 26. september)


Det bliver intenst og nærværende, når den færøske stjerne med den store stemme kan opleves i DR Koncerthusets mindste studie.

"Der er musik i alle de situationer, du kan bringe dig selv i." Således svarer Eivør – instrumentalist, sanger og sangskriver med en stemme af en sjælden styrke og skønhed – når hun bliver spurgt, hvor hun finder inspiration. Det er ikke bare ord, for siden hun blot var 15 år gammel, har Eivør dedikeret sit liv til musik og ubønhørligt forfulgt sin interesse.


Karl William, Koncerthuset (spiller også i Tapperiet i Køge den 26. september)

Karl William er soulet, moderne og drømmende r&b, men først og fremmest er Karls lyd sin egen. Han skriver om livet, som livet er, med en poetisk og ærlig tilgang til alt, hvad han ser og oplever. Karl Williams ep "Døende" (2014) og hans album "Placebo" (2015) har fået flotte anmeldelser, ligesom hans intense koncerter har høstet masser af ros.


Kongsted, Pumpehuset (spiller også på Skråen i Aalborg den 26. september)

Den flere gange awardbelønnede dj Kongsted indtager Pumpehuset som det første sted, når han giver i alt fire koncerter rundt omkring i landet. Han er aktuel med singlen "Whine Dat", som stryger til tops på både iTunes og Spotify, så der skulle nok være lagt op til et brag af en fest.


Fribytterdrømme + Tårn, Forbrændingen i Albertslund

Fribytterdrømme er et af de spændende unge acts på den nordiske psych-scene netop nu og har allerede gennem de seneste par år gjort sig bemærket i den danske undergrund med deres medrivende og euforiske live-optrædender.

I den senere tid har Fribytterdrømme formået på én gang at holde fast i deres oprindelse og afsæt i 60'ernes og 70'ernes syrerock-scene og psykedeliske flip, men samtidig evnet at tilføje den musikalske arv deres helt eget twist, afsøge grænserne, hoppe ud over kanten og sprænge rammerne for deres egen genre.


Med som support har de kvartetten Tårn, der spiller guitar-pop med dybtfølte danske tekster.

Aarhus


Newbees Festival, Studenterhus Aarhus (fortsætter lørdag)

Studenterhuset slår igen dørene op for Newbees Festival, der sætter fokus på nye danske navne. I år gælder det blandt andet Klub 27, The Entrepreneurs og Addisabababand.


Kasper Spez, Atlas

Den kritikerroste danske hiphop-poet Kasper Spez debuterede i 2006 med ep'en "Love Junkie", som blev rost for at sætte nye grænser for, hvad dansk rap også kunne være. I 2009 udgav han debutalbummet "Fantasten", og nu er han snart klar med efterfølgeren. Den kommende plade er mere detaljerig og har en dybere, psykologisk refleksion end hans tidligere udspil – det er ikke dømmende, men mere fortolkende. Der er større samspil mellem tekst og musik og mere plads til, at musikken får rum til at fylde ud selv, så den giver sit bidrag til historien.


Roskilde

Thorbjørn Risager & The Black Tornado, Gimle (spiller også på Ny V58 i Aarhus den 26. september)

Der er lagt op til en god gang blues, når anmelderroste Thorbjørn Risager & The Black Tornado gæster Roskilde og indtager scenen med bluesmotoren i femte gear, stemmepragt og den personlige lyd, som bandet er kendte for.

Lørdag den 26. september


København


Terakaft, Global

I rækken af internationalt succesfulde rockbands fra Sahara står Terakaft som et af de mest rå og tørre bud på guitardrevet ørkenblues. Terakaft, der betyder "karavanen" på tamasheq, udgav tidligere i år deres femte album Ténéré ("Alene") produceret af Justin Adams. Albummet er deres mest rockede til dato, men samtidig det mest personlige og poetiske.

 


Aarhus

Mirel Wagner, Radar (spiller også i Ideal Bar den 27. september)

Mirel Wagner kræver din opmærksomhed med sin sarte, dybtfølte vokal, hjerteskærende tekster og minimalistiske tilgang til musikken. Wagner er født i Etiopien, men opvokset i Finland, og måske er det en medvirkende årsag til hendes melankoli og simple tilgang til liveoptrædener. For den 23-årige sangerinde handler det udelukkende om musikken. Hendes sange gennemsyres af en spidsfindig lyrik, selv når de er sørgmodige. Wagner modtog tidligere på året den prestigefulde Nordic Music Prize.

Søndag den 27. september


København


Jacob Bellens Duo, Musikcaféen

Jacob Bellens og hans faste bassist Jakob Falgren optræder i Musikcaféen og sætter en intim ramme, når de som duo sætter tempoet helt ned.


Spændende, men udsolgte koncerter denne weekend:

24. september: Mac DeMarco, VoxHall

26. september: Marvelous Mosell + Ponyblod + MC Einar, Vega 


ANNONCE