Tysklands største og vigtigste musikbranche-festival er i fuld gang midt i Hamborgs berømte og berygtede Skt. Pauli-kvarter. GAFFA er med og rapporterer fra festivalen.
Det er ti år siden, at Reeperbahn-festivalen så dagens lys for første gang. I dag er festivalen navlepunkt for en strøm af internationale journalister, branchefolk, musikere og bookere, der tilstrømmer fra mere end 40 forskellige lande. Festivalens program bugner af musik med mere end 400 koncerter på ikke mindre end 70 forskellige venues i hjertet af Hamborg. Den farverige og mangfoldige Reeperbahn ligger i det berygtede St. Pauli-kvarter, der summer af skæve eksistenser og et broget gadebillede. Musikken fra de mange venues på gaden sitrer i gadevinduerne på stripklubber og bordeller, mens fortorvet er fuld af udklædte gøglere, punkere og prostituerede.
Koncertprogrammet stiller skarpt på spirende talenter, der valfarter til festivalen fra forskellige verdenskroge. Der er også plads til etablerede navne som Rudimental, Mac DeMarco og James Morrison, mens de danske navne blandt andet tæller Lukas Graham og Alex Vargas.
Festivalen er også omsværmet blandt betalende gæster, der i hobetal strømmer ned kvarterets gader - som en taxachauffør stolt fortalte på vejen derhen, er Reeperbahn blevet kaldt "Europas svar på Las Vegas". En rammende beskrivelse, når man ser de mange blinkende neonskilte, der kaster deres kulørte belysning ned over fortorvene.
Alle frugter har et røvhul
Dagen begynder i en dunkel teatersal, hvor kunstige stearinlys flakkende blafrer under loftshvælvingen, mens velourbeklædte røde stole fylder salen. På scenegulvet sidder Dave Stewart, som ikke kun var den ene del af Eurythmics, mens også en af musikbranchens innovatører. Og han har meget på hjerte. Han fortæller, hvordan barndommens drømme begyndte på fodboldplænen, men at en knæskade bragte ham til en hospitalseng. Her fik han en guitar til at fordrive tiden med, og det blev første spadestik til en lang og begivenhedsrig musikkarriere. "Jeg tror, min ene hjernehalvdel er kreativ, mens den anden er ren business," fortæller han vittigt under skyggen fra sin bowlerhat. Mens den ene halvdel af hans hjerne har ledt til det omspændende verdenshit "Sweet Dreams (Are Made Of This)", der har været en frugtbar indtjeningskilde, har den anden halvdel lagt idéer på tegnebrættet.
Det ledte Dave Stewart til skabelsen af hjemmesiden talenthouse.com, hvor forskellige opgaver udbydes fra blandt andre større kunstnere, pladeselskaber og filmselskaber. De store markedsmaskiner får på den måde nyklækkede kreative inputs, mens ukendte kunstere kan ende op med bred eksponering, hvis deres bud er blandt de udvalgte. De tørre markedsstrategier bliver fremført på underholdende vis og ender med en grynet mobiloptagelse fra en taxa, hvor Stewarts orkester forundres over det faktum, at alle frugter har et røvhul. Tag bare et øjeblik og tænk over det.
Omsværmede Lukas Graham og Østrig-hype
Efter en middag på det tyske spisested Bullerei - hvor Justin Bieber efter sigende skulle have spist burger, da han gæstede Hamborg - går turen til et af festivalens største spillesteder, Docks. Her har Lukas Graham tiltrukket sig en lind strøm af mennesker, der skutter sig i kulden i køen til spillestedet. Selvom vi var ildevarslende tæt på ikke at komme ind, lykkedes det alligevel. Sveden glinser på orkestrets bare overkroppe, mens en sværm af vuggende hænder bryder det skarpe lys fra scenen. Nummeret "Ordinary Things" fra det tre år gamle debutalbum sitrer af funkiness med lyden fra tre blæsere og Graham, der skrider frem og tilbage, som var der ild under hans fødder. Koncerten afsluttes med balladen "Happy Home", der dulmer dansenerven, før turen går ud i kulden igen.
Kun et stenkast derfra ligger Spotify Trendsetter Club, hvor australske Oscar Key Sung har indtaget scenen. Med et minimalistisk setup står han bag mikrofonen og synger, mens et backtrack spiller hans skarptskårne beats. Det virker lidt fattigt på den lille, sterile scene, der minder om en lobby på et dyrt hotel. Nummeret "All I Could Do" er højdepunktet, men desværre kommer koncerten i sin helhed til at virke flad. Det ville have klædt musikken med flere instrumentalister og en renere vokal. Lyden af Key Sung bringer associationer til SOHN med sødladne singer/songwriter-kompositioner, der svæver over en tung bundklang af knitrende beats, lyse synthfraser og vokalsamples.
Sidste stop bliver det omsværmede østrigske orkester Wanda, der har fået mere end én anbefaling i løbet af dagen. Køen slanger sig ned ad gaden og inde i varmen på Docks er salen tætpakket. Det energiske orkester udgav debutalbummet "Amore" sidste år, men er allerede blevet varmt modtaget i hjemlandet med deres traditionelle rockstil og tysksprogede tekster. Med call and response-strukturer og en hårdtslående rytmegruppe dunker musikken i det begejstrede publikum. Der er ingen tvivl om, at deres fremførelse af en afrundet punklyd er vældig populært blandt publikum, men det er alligevel svært at forstå, hvor den store hype kommer fra. Deres optræden er engageret og sprudlende, men ikke særlig gæstfri. Det virker som om halvdelen af koncertoplevelsen består af samspillet med publikum, som vi - af gode grunde - ikke kan være en del af.
Efter en begivenhedsrig førstedag dykkes der ned under dynerne på hotelværelset, før festivalens galskab galoperer videre.
