Den tyske musikbranchefestival Reeperbahn bød på koncerter i alle afskygninger og et spraglet gadebillede. GAFFA rapporterer.
Fredagen begynder med en fyldig brunch på caféen Fees, der emmer af historiske vingesus med sin placering i et fint, gammelt museum. Her mødes en række udenlandske journalister med repræsentanter for festivalen og Hamburg Marketing. Derefter går turen til det store fodboldstadium St. Pauli, der er særlig kendt for sit ikoniske logo, som viser et dødningehoved og knogler. Ligesom græsset har slået sine rødder i jorden, har også foldboldklubben slået rødder i det venstreorienterede undergrundsmiljø i Hamborg. Det faretruende logo var egentlig et symbol for byens besættere, men er senere blevet et verdenskendt modefænomen. De industrielle, rungende gange er udsmykket med farverig kunst, der cementerer, at det storslåede stadion er meget mere end hjemsted for skrålende fodboldfans.
Næste stop er en nostalgisk tur i The Beatles' fodspor. De slog deres folder i Hamborg i begyndelsen af tresserne, på kanten af deres verdensomspændende gennembrud. Udstyret med en ukulele og smittende entusiasme leder tourguide Stefanie Hempel os ned ad små stræder til forskellige spillesteder. Den lange tur bliver krydret med anekdoter. Foran børnebiografen Bambi Kino, hvor The Beatles overnattede, fortæller hun, at orkestret måtte vaske sig i toiletvand og fik deres energi fra slankepiller blandet med cola, som havde samme effekt som speed. Ind imellem tager hun sin ukulele frem og skråler en sang så højt, at det skælver i bymurene.
Bjergtagende kirkekoncert og Mac DeMarco
Efter en sen frokost slår vi et smut forbi St. Pauli-kirke, hvor Júníus Meyvants røst skælvende har lagt sig over kirkebænkene. Bag salmetavler og krakelerede malerier af gamle præster spiller det fem mand høje orkester med synthimitationer af blæser- og strygersektioner og befriende, himmelråbende dynamikker, der går fra skrøbelig porcelænlyd til højlydte udsving. Den islandske sanger arbejder på dit debutalbum og at dømme efter koncerten må det blive ventetiden værd.
Der er stuvende fyldt på spillestedet Moondoo, hvor amerikanske Elliot Moss har indtaget scenen. Med sammenknebne øjne bag sine runde brilleglas fremfører han sine elektronisk tilbagelænede sange. Hans tilbageholdte luftige vokal minder om James Blake, men er langt mere skabet og uden samme elegance. Desværre forsvinder alle nuancer under øredøvende bas, som gør, at vi hurtigt forlader spillestedet igen.
Vi bevæger os i stedet ned mod Grosse Freiheit, hvor den jordnære crooner Mac DeMarco spreder store smil på læberne hos de mange fremmødte. Nummeret "Salad Days" optimistiske og letfjedrende sing a long-vibe let masserer dansenerven. Det nærværende og lettilgængelige udtryk bliver afbrudt af en lang og brusende instrumentalpassage, hvor guitaristen i en form for skæv kentaur-positur hurtigt får sat skub i rummets luftpartikler. Han kaster hovedet frem og tilbage til tonerne af tunge, udsyrede guitarhvin.
Aftenen ender under industrielle stålrør og bjælkeloft på spillestedet Nochtspeicher. Den tunge lyd fra Petite Noir trækker på repetitive strukturer, inspireret af afrikanske ophavskilder, mens den slæbende, mørklødede vokal bliver poleret glat af firserinspirerede synthlyde. Der er masser af referencer at spore i lydbilledet, men lydniveauet er simpelthen så højt, at de flyder sammen til en skramlet, monoton maskinlyd.
Danish Night, hitparade og storspyttende punk
Festivalens sidste dag begynder på BBQ-restauranten Gefundenes Fressen, som er ejet af hiphop-kunstneren Sammy Deluxe. Efter lune steaks går turen til pladeforretningen Hanseplatte, hvor stemningen minder om en scene fra filmen "High Fidelity". Her sælges plader fra lokale kunstnere, både udgivne og uudgivne. Du kan derfor gå på opdagelse i byens undergrundsmusik, hvad enten du leder efter et kasettebånd, en vinyl eller cd.
Eftermiddagen fordrives på en bådtur om byens arkitektoniske perle, det nye koncerthus. De bølgende glasvinduer blinker i skæret fra solen, mens en guide fortæller, at det forventes at åbne dørene op til sin første koncert om et års tid. Senere går turen til Indra, hvor The Beatles spillede sin første koncert i Hamborg. Music Export Denmark har for syvende år i træk slået dørene op til "Danish Night", hvor spirende danske talenter står klar til at tryllebinde det udenlandske publikum. De danske optrædende er The Awesome Welles, Alex Vargas, Lydmor & Bon Homme og Förtress, der alle spiller for en proppet sal af koncentrerede branchefolk.
På Moondoo får sangerinden Låpsley skabt et tiltrængt åndehul i larmen med sine dvælende popkompositioner. Med en vokal, der minder om en søvnig Adele leveres de elektronisk knitrende sange med alvorlige miner og dybfølte vokaludladninger. Særligt vellyden af hendes vokalsamples falder heldigt ud i lydbilledet, der til tider overdøver sig selv i numrene kraftigste udsving.
På Grosse Freihet har James Morrison indtaget scenen med sin hitparade af radioklassikere som landeplagen "Wonderful World" og den dugfriske "Something Right" fra hans kommende album. Musikalsk er der ikke meget nyt under solen, som numrene bliver leveret med rutinepræget professionalisme, men ikke desto mindre er der ikke meget at sætte en finger på. Anderledes interessant bliver det i St. Pauli-kirken, hvor JP Cooper ubesværet udfolder sin stærke soulvokal, der kryber ind under huden med virtuose fraseringer og silkebløde melodier.
Aftenen rundes af på Molotow, hvor punkorkestret Bad Breedings skrald af guitar og tysk radio slår som knytnæver i ansigterne på den stakåndende forsamling. Forsangeren løber med fråde om munden og lynende øjne ned blandt publikum, og numrene leveres så hurtigt, at man knap kan følge med. Den forknyttede koncert virker som den perfekte afslutning på en begivenhedsrig festival, hvis farverige og alsidige program har afspejlet gadebilledets summende kulturliv. På Reeperbahn er det lige så normalt at holde en svulstig dildo, som det er at bære en gammel håndtaske. Ingen løfter et bryn. Flere dildoer og frisind til Danmark, tak.
