Test Found Them First med det samme
Spotify lancerer nu en side, som fortæller dig hvilke artister du lyttede til, inden de slog igennem. Den digitale platform hedder Found Them First og giver alle Spotifys brugere mulighed for at se, hvilke musikere man har hjulpet til at komme frem i lyset ved at lytte til dem. Det hele er baseret på brugerens lyttehistorik.
"Vi elsker at skabe nye og sjove måder hvorpå folk kan interagere med musik. Found Them First er en hyldest til alle, der elsker at opdage nye artister" siger Malin Cumzelius, pr-ansvarlig på Spotify i Norden, i en pressemeddelelse.
Ifølge Spotify skal en kunstner have 20 millioner streams og en stigning på hele 2000 procent mellem januar 2013 og juni 2015 for at blive betragtet som en kunstner, der har fået sit gennembrud.
Har man en konto på Spotify, skal man blot logge ind på Found Them First her.
Hvilke kunstnere har du hjulpet frem i verden?
