Steve Hackett er - ud over at være tidligere guitarist i Genesis – en legende i sig selv med en prominent solokarriere. I aften gæster han Amager Bio.
Skulle jeg beskrive Steve Hackett, ville den første betegnelse, der bryder hjernens gærde, nok være "en britisk gentleman". Da jeg ringer til ham en lummer formiddag, er han netop i gang med at renovere sit nyindkøbte hus i England. Ikke desto mindre har den stoisk rolige Hackett god tid til at tale med en benovet skribent fra GAFFA.
Spørgsmålene besvares med omhu, og tankerne afløser blidt hinanden i en lind støm af associationer formuleret i klassisk britisk diktion. Vi kommer vidt omkring i Hacketts tankeunivers – fra hans kommende koncerter, banddynamik, hans arbejdsetik og forståelse af at være i musikkens tjeneste, hans forhold til den nu afdøde Yes-bassist Chris Squire til hans kærlighed for engelsk te.
Alderen taget i betragtning (han fyldte 65 år i februar) forklarer Hackett, at han heldigvis stadig er i ét stykke. – Jeg begynder hver morgen helt frisk og klar, og når jeg så er færdig med at øve om aftenen, er jeg helt udmattet. Den menneskelige hjerne kan kun klare så meget afstraffelse, slår han fast. – Det er altid tiden i øvelokalet, der er hårdest. Når først alt det musikalske er faldet på plads, og alle kan deres dele, så ruller det ubesværet.
Der bliver da også arbejdet hårdt på de kommende koncerter, som Hackett beskriver som sit mest ambitiøse projekt nogensinde – både i omfang og dybde. Den moderne teknologi – såsom den klassiske Whammy-pedal fra Digitech – har gjort det muligt for ham at genskabe fortidens studiemagi live, og det er noget, som han har arbejdet meget bevidst på, så han kan besøge gamle klassikere live uden at svigte studieindspilningernes rene klarhed.
– Med hånden på hjertet vil jeg påstå, at ingen har forsøgt at strikke et så ambitiøst show sammen, når det kommer til musikalsk indhold," siger Hackett ærligt. – Jeg finder udfordringen spændende, og det er den, der driver mig.
Da interviewet er slut, sidder jeg tilbage med et indtryk af en hårdtarbejdende musiker (Hackett lytter sjældent til musik i tourbussen, for der har han travlt med at skrive nyt materiale), der forholder sig ydmygt, men bevidst, til sin rolle i musikhistorien, og som har truffet sine karrierevalg ud fra en næsten metafysisk ide om, hvad det vil sige at være en tjener af musikken.
"Jeg er meget neurotisk"
Du spiller i Danmark i begyndelsen af september. Hvad kan vi forvente af koncerten?
– Det bliver et show delt op i to. Der vil være en halvdel med mit eget solomateriale, og der vil være en halvdel med Genesis-materiale. På den måde får publikum både noget, de er bekendt med og noget, de måske ikke er så bekendt med (griner).
– Jeg kommer til at spille nogle sange fra de helt tidlige dage af Genesis, som jeg aldrig har spillet live før, og nogle som jeg ikke har spillet i rigtig mange år, næsten fire årtier. Det hele bliver præsenteret i surround sound, hvor vi har højtalere for og bag, som jeg vil mene er med til at tjene musikken bedst muligt. Man vil kunne fordybe sig i lydbilledet.
Det lyder som en større produktion. Hvordan har det været at øve op til – især nu, hvor du har valgt at tage materiale med, som du ikke har spillet så længe?
– Vi havde vores første øvedag i går, hvor vi også havde en ny fyr med; Roine Stolt, som kommer til at spille en del bas, 12-strenget guitar og noget twin-lead-guitar med mig. Jeg synes, at det går rigtig godt, men det er jo kun førstedagen.
– Jeg er meget neurotisk, så jeg er vant til at arbejde mine musikere i jorden. Men når vi så endelig er på turné, er det en fantastisk følelse, at alting bare forløber perfekt. Det kan man kalde min arbejdsetik.
– Jeg vil dog sige, at det her nok er det mest ambitiøse projekt, jeg nogensinde har kastet mig ud i, fordi der er musik fra så mange forskellige æraer. Jeg har mange numre, som folk længe har spurgt mig om - sange fra albummet "Foxtrot", "Get Em' Out By Friday", "Can Utility and the Coastliners" og "The Cinema Show" – og jeg endelig fundet en måde at genskabe alle guitardelene live på, så det lyder nogenlunde som på albummene.
– Men nu har jeg spillet solomateriale i 40 år, så der kommer selvfølgelig også rigeligt fra mit seneste album "Wolflight" og sågar noget fra mit allerførste soloalbum "Voyage of the Acolyte". Det handler om at give folk en totaloplevelse af den musik, jeg har skabt – lige fra mit tidlige arbejde i Genesis til de ting, som inspirerede Queen, før de havde et album ude, til de ting, som Eddie Van Halen blev inspireret af …
På forkant med guitarteknikker
Ja, historien i guitarkredse vil jo, at du var på forkant med mange af de guitarteknikker som senere blev almandseje i rockgenren. Vil du uddybe det?
– Brian May har fortalt mig, at mit guitarspil på "The Musical Box" (Genesis, 1971, red.) blev fundamentet for meget af det, han senere lavede med Queen. Så når nummeret slutter med guitarer, der spiller en trestemmig harmoni, var det noget han samlede op på. Og Eddie Van Halen blev inspireret af det, som resten af verden kender som tapping, og det var en teknik, jeg brugte på selvsamme sang, "The Musical Box". Jeg havde ingen anelse om, hvor stilskabende det ville blive, da vi indspillede sangen. Det var bare noget jeg gjorde, fordi det passede ind i sangens tematik – en æske af musikalske tricks.
– Jeg er taknemmelig for, at de ting, som jeg skabte, kom helt naturligt. Det samme med sweep picking, som jeg brugte to år senere. Det var ikke kun noget, der satte ild i guitaristers fantasi, men også John Lennon. Han sagde efterfølgende nogle fine ting om Genesis, som jeg var meget stolt af. Men der findes jo mange historier, så du må blot tage mit ord for det.
Du siger, at det kom naturligt. Men var du inspireret af noget selv?
– Jeg voksede op med at lytte til et mix af tidens popmusik og klassisk musik. Da jeg var ung, skelnede jeg ikke mellem de to. Den unge hjerne hæfter sig jo ved det, den synes er interessant.
– Jeg var både interesseret i Tjajkovskij og Elvis Presley og fandt dem ikke forskellige. Jeg lyttede også til r'n'b og barok. I midt-60'erne var jeg fordybet i "Segovia Plays Bach" OG Chuck Berry. Til at begynde med lyttede jeg især til guitaren, men senere måtte jeg indrømme overfor mig selv, at også strygerarrangementerne i høj grad interesserede mig.
– Alt i alt er jeg nok gennem tiden blevet inspireret af musikkens totalitet. Alle genrer har rørt mig før eller siden. På en måde tror jeg, at alle musikere er ens, de er det samme dyr. Lighederne er større end forskellighederne. Og på den måde er jeg blot en del af musikken selv.
Kan man så sige, at du føler dig guidet af musikken? Og får den slags konsekvenser i forhold til at spille i et band?
– Du skal ignorere, hvad andre siger. Hvis du føler for at gøre noget musikalsk, så må du honorere musikkens krav. Når det kommer til bundlinjen, skal vi ære musikken og give slip på al udenomssnakken. Men det er selvfølgelig, hvis du vil følge min sti. Den anden vej er at holde hovedet nede og beholde dit dagarbejde (griner).
– Du skal huske, at hvis du tjener musikkens bedste, er det også acceptabelt. Men det er stort set det. Musikken er den guddom jeg tjener. Og jeg ved om nogen noget om banddynamik, men når alt kommer til alt, hvis nogen har et problem med noget lyder bedre … Ja, det kender du nok svaret på.
– Man må altid tage omkostningerne af musikalsk idealisme i betragtning, og det har jeg altid gjort. Jeg er en musikalsk idealist. Med tiden lærer du, at der er visse ting, som du bliver nødt til at kæmpe for. Det kan lede til svære valg, men slutteligt er ens motivation jo at gøre noget bedre.
Som et tagteam i wrestling
Dit seneste album, "Wolflight", har fået flotte anmeldelser …
– Nu kigger jeg ikke så meget på anmeldelser, men jeg synes, at det er et af de bedste album, jeg har lavet.Jeg følte mig bevæget til at få så mange forskellige genrer med som muligt for at bryde med den gængse rockskabelon. Sådan at forskellige slags energier afbryder hinanden og hele tiden skaber overraskelser. Jeg forestiller mig det lidt som et tagteam i wrestling, hvor en fyr afløser den anden, når denne bliver træt i ringen (griner).
– På nummeret "Wolflight" tænkte jeg på ulven som et totemsdyr. Jeg filosoferede over de tidlige menneskers kamp for overlevelse. Horderne, der angreb Kina, så de måtte bygge den kinesiske mur. Det ledte blandt andet til, at jeg brugte orkesteret i anden tradition end den romantiske.
– Som albummet skrider frem kommer der dog flere kærlighedssange, og det har jeg det meget fint med – at jeg har lavet et album, hvor det mere progressive materiale balancerer med mere ligefremt materiale.
Du var venner og indspillede et album med Chris Squire fra Yes, der desværre døde i juni. Er det okay at spørge, hvordan du oplevede at arbejde sammen med ham?
– Det gjorde vi desværre. Det er meget sørgeligt. Jeg nød at arbejde sammen med ham. Han var en musikalsk kæmpe. Jeg tænker meget på ham. Han var sjov at arbejde sammen med. Jeg grinede meget i hans selskab. Det handlede ikke kun om at lave kompleks musik med ham, men også om at nyde livet.
– Det her med at tænke Yes- og Genesis-musik sammen krydsede mange grænser. Chris begyndte som en kordreng, og vi delte en forkærlighed for harmonier ligesom rock og orkestermusik.
Chris og jeg kom godt ud af det med hinanden og spillede mange gode koncerter sammen. Vi havde mange begivenhedsrige stunder sammen – ikke alle musikalske, men også i forhold fælles venner og karriere og livet. Vi havde altid meget at snakke om.
Før vi afslutter, kunne jeg godt tænke mig at vide, om du har nogle særlige ritualer, før du går på scenen?
– Jeg drikker normalt uanede mængder te, før vi går på. Jeg finder engelsk te meget beroligende. Helst engelsk breakfast-te. Det er svært at få den rigtige te, vi englændere går jo meget op i vores te, sort urtete. Men jeg er glad bare, at der er noget te. Det er min yndlingsdrik.
Find billetter til koncerten via GAFFA Live
