Kun vokaler i Jack Ü og Justin Bieber-hittet, intet andet
Den amerikanske a cappella-gruppe Pentatonix har deres debut-studiealbum lige på trapperne. Som reklame for dette har de lavet et cover af Jack Ü og Justin Biebers "Where Are U Now".
Bag Jack Ü-navnet står producerteamet Diplo og Skrillex. De lavede tidligere på året et samarbejde med Justin Bieber, og det kom der et hit ud af.
Hittet er lavet uden traditionelle instrumenter. Det er rent computerproduceret og lavet ud fra Biebers egen vokal og forvrængede lydeffekter, der for eksempel lyder som bongotrommer.
Nu har Pentatonix taget sangen til et nyt niveau, og det er endnu en gang uden de objektiviserede instrumenter. De bruger de mest naturlige instrumenter, som mennesket har, deres stemmer og kroppe.
De synger femstemmigt, og det får deres lyd til at lyde, som om der var effekter på. Selv det, som lyder som et trommesæt er faktisk en vokalpercussionist, også kaldet human beatbox.
Pentatonix blev dannet i 2011, og siden deres start har de haft god vind i sejlene med blandt andet en Grammy Award for Bedste Arrangement instrumentalt eller a cappella.
Gruppens selvbetitlede studiealbum udkommer den 16. oktober.
Lyt til Pentatonix' cover af "Where Are U Now":