I denne måned har vi albumaktuelle Dizzy Mizz Lizzy på forsiden, vi snakker også med Scarlet Pleasure, der kan se frem til at spille på Orange Scene, og glem ikke GAFFAs Festival Guide' 16
Så er GAFFAs femte nummer på gaden. 66 sider sprængfyldt med interviews, nyheder, anmeldelser, koncertkalender og meget mere. Du kan nu finde det på en café, et bibliotek, en pladebutik, et spillested eller en anden kulturinstitution nær dig.
Månedens hovedhistorie er et interview med albumaktuelle Dizzy Mizz Lizzy. Det er 20 år siden, at den danske rocktrio udgav deres andet album "Rotator", og fredag den 29. april bryder de albumstilheden med et brag af et comebackalbum, "Forward In Reverse". Til GAFFA fortæller bandet: "Vi fandt en ny musikalsk gnist." Dizzy Mizz Lizzy nød stor succes med deres comeback i 2010, hvor det danske rockpublikum viste, hvor meget de havde savnet drengene. Da lysten til at spille meldte sig igen i 2013, blev Dizzy Mizz Lizzy enige om, at det ikke kun skulle være et nostalgisk tilbagesyn på deres to populære album fra 90'erne, men at der skulle nyt materiale med. Det banede vejen for et Dizzy Mizz Lizzy tilbage i absolut topform, klar til at sætte rocken tilbage på landkortet.
Kölsch er kongen af romantisk techno, og det blev slået fast til Danish DeeJay Awards 2016, da prisuddelingen løb af stablen på Train i Aarhus, torsdag den 28. april. Her var Kölsch aftenens storvinder og løb med hele tre priser. Vi har talt med ham om hans unikke produktioner, samarbejdet med Coldplay, og hvorfor EDM har spillet fallit.
Fremtiden tegner lys for Scarlet Pleasure, der på Roskilde Festivals nyligt offentliggjorte spilleplan er sat til at indtage Orange Scene til sommer. Til GAFFA fortæller trioen, hvordan de som 15-årige besluttede sig for at være de nye Red Hot Chili Peppers. Efter en rejse på otte år deler de festivalplakat med chilipebrene, men har fundet deres egen succesrige vej.
Desuden kan du læse interviews med Låpsley, Mura Masa og Børns, læse Magtens Korridor-guitarist Niklas Schneidermann svarer på spørgsmål fra GAFFAs læsere om hans kommende soloalbum, blive klogere på albumaktuelle Peders musiksmag, og finde ud af hvad der har været Carsten Holms bedste koncertoplevelse.
I denne måned kan du også finde GAFFAs Festival Guide' 16. Ud over en oversigt over årets festivaler i ind- og udland kan du læse interviews med The 1975 og The Last Shadow Puppets samt se fede billeder fra sidste års festivaler.
Find GAFFA på en café, et bibliotek, en pladebutik, et spillested eller en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun kr. 29,-: tilmeld dig GAFFA Guld her. Rigtig god fornøjelse med majudgaven af GAFFA!
Hør en playliste med kunstnerne fra GAFFA maj nedenfor: