Nyhed

Grace Jones til Danmark

Divaen gæster landet senere på foråret

80'er-ikonet Grace Jones optræder den 26. maj i Fængslet, Horsens. Hun flyver ind alene for at give den ene koncert, fortæller koncertarrangør Frank Panduro, som vil trække nogle anderledes totaloplevelser til byen. 

Den jamaicanskfødte sangerinde hittede stort i 80'erne, kom fast på den fashionable New Yorker-natklub Studio 54, blev muse for Andy Warhol og spillede over for Roger Moore i James Bond-filmen "A View to a Kill".

"Grace Jones er et af de få ikoner, som stadig mangler at spille i Horsens. Jeg har fået fantastisk feedback fra folk, der har oplevet hende. Derfor er vi gået 'all in' på at få fat i hende, og da hun ikke er på turné, har vi lokket hende ind til en 'one off'-koncert, hvor hun bliver fløjet ind kun for at give denne ene optræden op af fængslets mure. Derfor tror jeg også på en unik oplevelse," siger Frank Panduro.


Selvom popdronningen fylder 68 år en uge før koncerten i Horsens, er hun stadig i topform. Da hun sidste år gæstede NorthSide Festival, kvitterede GAFFA med en femstjernet anmeldelse under overskriften "Terrængående totalteater fra Amazing Grace". Læs hele anmeldelsen her.

I 80'erne hittede Grace Jones med sange som "Slave to Rhytm", "I Need a Man", "My Jamaican Guy" og Edith Piaf-genfortolkningen "La Vie en Rose", Hendes musik blander pop, disco, new wave, reggae, r&b med mere, og hendes live-optrædener er kendt som overdådige shows med ekstravagante udklædninger. I 90'erne forsvandt hun fra søgelyset, men vendte stærkt tilbage i 2008 med det velanmeldte album "Hurricane". På NorthSide kunne hun opleves topløs med hvid "body paint" på sin mørke krop.

"I forrige uge annoncerede vi, at Johnny Depp, Alice Cooper og Joe Perry gæster Horsens med deres supergruppe, Hollywood Vampires. Med Grace Jones forsøger vi os igen med spændende navn, der bryder rammerne for, hvad en koncert kan være," siger Frank Panduro.


"Vi vil gerne sikre, at der også er plads til nogle anderledes totaloplevelser i Horsens, og det får vi med det bizarre overflødighedshorn af et show-womanship, som Grace Jones leverer."

Grace Jones spiller 26. maj, 2016 i Fænglset i Horsens. Koncerten starter klokken 21, dørene åbnes klokken 20. Billetter kan købes fra 18. april klokken 10. Find billetter via GAFFA Live.

Billetter fra kr. 395,-


Varm op med "Slave to the Rhythm" live – bemærk den roterende hulahop-ring gennem hele nummeret:

ANNONCE