Den afdøde megastjerne har 2000 uudgivede sange liggende i sit hjem
Efter Princes død i torsdags er det kommet frem at han i sit hjem Paisley Park har en bankboks, hvor der formodes at ligge op mod 2000 uudgivede sange. Der ville således kunne udkomme et nyt Prince-album hvert år i 100 år, hvis boet efter Prince vælger at udgive sangene.
En af Princes tidligere lydteknikere, Susan Rogers, udtalte i et interview med The Guardian sidste år, at der er tale om en rigtig bankboks:
"Jeg startede den. Jeg begyndte samarbejdet med Prince i 1983, da han forberedte sig på at lave Purple Rain-filmen. Jeg synes at det ville være smart for mig at have hans bånd samlet på ét sted. Jeg var klar over at der manglede en hel del. Det blev som en besættelse. Jeg ville have at vi skulle have alt, han nogensinde havde indspillet. Jeg ringede rundt til de studier, han havde brugt og sagde "Har I nogle Prince-bånd?". Det er arven efter ham. Vi skal beskytte disse ting. Det er en rigtig bankboks med en tyk dør. Den er i kælderen på Paisley Park. Da jeg stoppede i 1987 var den næsten fuld. Række på række med alt det vi har lavet. Jeg kan ikke forestille mig, hvad de har lavet siden da".
Det vides endnu ikke, hvad der skal ske med Princes ejendele, da han ikke efterlader sig nogle direkte arvinger. Det vides heller ikke om han har efterladt et testamente eller andre ønsker om, hvad der skal ske med hans formue, der anskues til at være 300 millioner dollars.
Den person, der er nærmest til at arve Prince er hans søster Tyka Nelson, der også er musiker.
Prince nåede at udgive intet mindre end 39 albums.