Ida Nielsen spillede med Prince fra 2010 og frem
I går døde Prince, 57 år gammel. Vi bringer i den triste anledning dette interview fra 2011 med den danske bassist Ida Nielsen, som spillede med Prince fra 2010 og frem – først i hans band New Power Generation, siden i gruppen 3rdeyegirl.
Vi har kontaktet Ida Nielsen for at høre hendes reaktion på Princes pludselige død, endnu uden at få kontakt med hende. Vi forsøger igen senere.
Hun ringer præcis på det aftalte klokkeslæt. Ligesom når hun spiller bas for Prince er hendes timing upåklagelig. Hun præsenterer sig som "Ida fra Princes band". I knapt et år har danske Ida Nielsen, der oprindeligt er fra Aarhus, været en del af The NPG - The New Power Generation. Prince har turneret stort set uafbrudt, siden hun kom med i bandet, og hun lægger grinende ud med at fortælle, at hun er "riiiimelig glad for at være med, for nu at sige det på jysk".
– Bandet har taget rigtig godt imod mig. De andre har været top-søde til at hjælpe, og det er nærmest, som om vi er blevet en lille familie. Der er rigtig god stemning i bandet, stille og roligt, så selvom vi har rigtig travlt og har spillet rigtig mange og rigtig lange koncerter, så er det en god træthed, man har om aftenen.
Inden du blev kontaktet af Prince, hvilken rolle havde han da spillet for dig?
– En stor rolle! Jeg elsker funkmusik, og for mig er han kongen af funk. Han har jo sin helt egen stil, men man kan også høre andre folks indflydelse på ham – musik, som også har betydet meget for mig. Jeg har lyttet rigtig meget til ham. Jeg kan for eksempel huske, første gang jeg hørte "Alphabet Street" (fra albummet "Lovesexy", der udkom i 1988, red.), hvordan det slog benene væk under mig. Alt går op i den sang, og der er ikke én finger at sætte på noget. Den fik mig til at høre musik på en helt ny måde.
Er der nogle numre, som du er særligt glad for at spille live?
– Jeg spiller en del numre nu, som jeg ikke kendte, før jeg spillede med ham, så der er flere og flere, jeg kommer til at kunne lide. Men jeg vil gerne fremhæve "Alphabet Street", igen, som er på top fem over mine yndlingssange i hele verden. Men selv de numre, som jeg har et mere neutralt forhold til, er stadig fantastiske, fordi hans sangskrivning er på et utroligt højt niveau.
Han kan jo selv
Prince er kendt for konstant at skrive ny musik. Han har tidligere fortalt, at han skriver et nyt nummer om dagen. Hans samling af uudgivet materiale kaldes af fans og ham selv for "The Vault" - Bankboksen. Men hvordan foregår det, når han har et nyt nummer med til bandet, som de skal spille? Har han indspillet noget på forhånd, eller spiller han det bare for dem?
– Jeg har prøvet begge dele. Både at han har indspillet noget, der er fuldstændig færdigt og klar til cd, men også at han spiller noget, som vi jammer til. Han kan jo spille alle instrumenterne i bandet selv, så han kan jo vise os helt konkret, hvad vi skal spille.
Ida Nielsen bruger meget ordene "top-fedt", og det er tydeligt, at hun er glad og taknemmelig for sit job. Hun er energisk, og igennem telefonen kan man høre, at hun smiler. Før hun kom med i NPG, var hun en del af flere andre orkestre, blandt andre belgiske Zap Mama, og havde også set eget projekt Ida Funkhauser. Men er der overhovedet tid til det projekt nu?
– Jeg har ikke haft tid i meget lang tid. Når man skal lære 300 nye sange, så er det jo naturligt, at alt andet ryger på hylden.
I filmen "Purple Rain" er det et tilbagevendende tema, at Wendy og Lisa kommer med musikalske idéer til The Kid, der spilles af Prince, som han indtil filmens slutning hånligt afviser. Hvad sker der, hvis du kommer med idéer til Prince?
– Det har jeg ikke rigtig gjort endnu.
Ida Nielsen sænker stemmen: – Jeg føler mig stadig lidt ny, så ... men han er da åben over for, hvis der er nogle der har forslag til for eksempel arrangement. Han er lydhør, hvis det er en god idé.
Til sidst beder jeg hende komme med en anekdote, som står særligt tydeligt.
– Normalt får vi udleveret aftenens sætliste meget sent, og det vildeste i den forbindelse, det var, da vi fløj direkte fra Montreal til Paris, hvor vi skulle spille på direkte tv. Da vi gik på, havde vi stadig ikke fået noget at vide – vi vidste, hvad skulle starte med, men der var ingen sætliste, og vi anede ikke, hvad der skulle komme efter. Vi stod bare og kiggede og holdt øje med, hvilken sang han gik i gang med. At han tør gøre det på live tv. Det gik skide godt, men han må have is i maven for at gøre sådan noget. Men det er jo også en tillidserklæring til hans band!
