De fleste følte sig som vindere – priser eller ej
Arkivfoto fra 2015 af arrangørerne Steffen Jungersen og Martin Jensen
Et awardshow er mange ting. Udover showet i sig selv, hvor publikum skal underholdes og der skal deles statuetter ud, så er der en masse mennesker, for hvem det faktisk kan gøre en forskel. Til lørdagens fejring af den hårde rock og metallen på High Voltage i København tog vi også temperaturen i VIP-baren og fik en snak med en række af de branchefolk, der er involveret i denne aften, på en anden måde.
Selve bagmændene er helt cool før showet, som medarrangøren Steffen Jungersen siger: "Hvis noget går galt herfra, er det ikke vores skyld.". Afvikleren Mirza Radonjica er mere forbeholden og synes, det nærmest er foruroligende, så meget styr på det, der er: "Det går næsten for godt".
Esteban er nomineret for årets rockfoto og er ikke i tvivl om, at det vil betyde meget for ham at vinde, "Måske ikke branchemæssigt, men personligt vil det gøre en kæmpeforskel. Ikke mindst fordi jeg er udlænding vil det være et vigtigt skulderklap. Jeg var også nomineret sidste år uden at vinde, så jeg krydser fingre. Men omvendt, hvis en af de andre vinder så er det også okay. Det er vildt dygtige fotografer, og de fortjener mindst lige så meget ros for deres arbejde".
Og det er en holdning, der går igen når man snakker med de nominerede: At det ville være fedt at vinde, men så er det heller ikke vigtigere. Som Superloader, der er stolte over bare at være nominerede i et felt, der består af så gode bands, og tilføjer "Så fuck, at man kun får to stjerner i GAFFA, når man bliver nomineret som årets nye navn herinde, hvor det virkelig gælder".
Fornemmelsen af, at det er her, det gælder, fordi det er de sande entusiaster, der befinder sig her, går igen i flere samtaler. Én ting er, hvad mainstream-Danmark siger, en anden er hvad elskerne af den hårde rock siger. Tim Christensen var også overvældet over sine priser til Dizzy Mizz Lizzy: "Andre steder man går i byen, så ser man trends komme og gå, men når jeg ser det her publikum i dag, så skifter de ikke smag hver uge. Det er en livsstil. Jeg er fucking stolt over, at de stadig er her for os, efter vores P3 Tour." Det var første gang, Tim var på High Voltage, men det tyder ikke på, at det var sidste.
Andre er i tvivl om, om det kan bruges til noget. Flere snakker om den gode fest og fint at give priser, men at det formentlig er glemt igen på mandag. Night Fever vandt for eksempel en pris sidste år, og selvom det var vildt fedt at vinde, så mener de ikke selv, at det har banet vejen for noget som helst.
Men man skal heller ikke undervurdere værdien i at blive anerkendt af sine ligesindede. Der er intern respekt omkring arrangementet og dommernes vurdering, så det kan sagtens være et afgørende skub til selvtilliden og måske et boost til at komme videre. Aftenens vært Mikkel Neperus oplevede, at udlandet tog den pris meget seriøst, og det gjorde det langt nemmere at turnere i udlandet.
Der er ingen tvivl om, at Danmark er et uland, når det kommer til hård rock og metal. Der er flere, der udpeger det store fravær af de større medier, og som Mikkel Wad Larsen fra spillestedet Amager Bio uddyber: "Danmark er det eneste land, der ikke anerkender de genrer her, og det er "eksperternes" skyld. Radioen vil ikke spille den hårde rock, men der er masser af mennesker, der gerne vil høre den. Så den her aften vil vi ikke have de store medier. Det her er skabt i trods mod dem, der siger, at Danmark ikke er et rockland".
Peter Mesnickow fra Target Records er lidt mere åben og håber, at arrangementet kan vokse sig stort nok til at involvere de store medier. Han synes – som så mange andre – at det er prisværdigt, at arrangørerne Steffen Jungersen og Martin Love Gun gider gøre det kæmpe arbejde. Man møder igen og igen holdningen af, at der er ingen der taber i aften. Alle vinder, men nogle får også en statuet med hjem.
Emil Svendsen fra onlinebladet Devilution lægger mærke til, at scenen virker meget samlet: "Hold kæft hvor kan folk bare godt lide hinanden. Vi holder sammen på tværs af genrerne. Der kan sagtens være beefs, men der er altid mere kærlighed". Og Jorge, der er leder af Ishøj Kulturcafé er lige så begejstret "Jeg kan kun være taknemmelig til folket bag initiativet, både som professionel i underholdningsbranchen, amatørmusiker og rockelsker. Martin og Steffen har skabt et koncept, hvor alle kan være med på tværs af genrer og niveau. Og ikke kun optrædende og branchefolk: Publikum hygger med i den allerhøjeste grad. Det er skabt af og for rockfolket".
Ingen tvivl om, at det forfriskende at rock har fået en solid platform. Hvor nogle awardshows mere går ud på at bekræfte hinanden i, at dem der sælger også er de bedste, virker det her mere til at handle om, at rock er et fælles projekt. I baren er der lige store smil hos de nominerede, uanset om de vandt prisen eller ej. Jeg møder igen Esteban senere på aftenen, og han er bare lykkelig på vegne af vinderen af årets rockfoto.
Grumpynators er ligeledes aldeles upåvirkede af ikke at have lavet årets alternative udgivelse, "Vi vandt ikke, og det er okay. Jeg ved ikke, om vi er alternative, men hvor fanden putter man ellers rockabilly? Jeg elsker bare det her! Vi er ikke kritikerfavoritter, men vi er gode til fadøl, faktisk er vi nok de bedste til det. Der er ingen tabere her; vi har bare ikke vundet prisen."
Fakta om priser og bands:
- Live-bands: Denner/Shermann, I'll Be Damned, Grusom, Red Warszawa og The Vision Ablaze
- Årets danske rockudgivelse: Grusom "Grusom"
- Årets danske classic rock-udgivelse: Mike Tramp "Nomad".
- Årets danske metal udgivelse: Myrkur "M"
- Årets danske alternative udgivelse: Halshug "Blodets Bånd".
- Årets danske live-band: Dizzy Mizz Lizzy
- Årets danske upcoming band: Møl.
- Årets danske band: Myrkur
- Årets danske producer: Jacob Hansen.
- Årets danske spillested: Pumpehuset København.
- Årets danske radio rock track: Dizzy Mizz Lizzy: I Would If I Could But I Can't.
- Årets danske rockfoto: Brian Baden
- Årets danske video: Mindspark Films
- Ærespris branche: Metalized Magazine.
- Ærespris band: Dizzy Mizz Lizzy
