Nyhed

Roxette stopper med at turnere

Sangerinden Marie Fredrikssons helbred kan ikke mere

Roxette har netop offentliggjort, at de stopper med at turnere og efter lægernes råd aflyser alle deres kommende koncerter af hensyn til sangerinden Marie Fredrikssons helbred. Om dette betyder, at gruppen helt er et overstået kapitel, fremgår ikke, men bandet udgiver et nyt album, "Good Carma", 3. juni.

På Facebook skriver Marie Fredriksson blandt andet:

"Det har været 30 fantastiske år. Jeg føler intet andet end glæde og begejstring, når jeg kigger tilbage på Roxettes verdensturnéer. (...) Jeg er særlig stolt og taknemmelig over at komme tilbage i 2009 efter min alvorlige sygdom og for at have været i stand til at tage Roxette kloden rundt et par gange mere. Desværre er mine turnédage nu overståede, og jeg vil bruge lejligheden til at takke vores fantastiske fans, som har fulgt os på vores lange og snoede vej. Jeg glæder mig til, at vi udgiver vores album "Good Karma" i juni – for mig er det vores bedste album nogensinde."

Sangerinde Marie Fredriksson og guitarist og primær sangskriver Per Gessle dannede Roxette i 1986. I 1989 fik de et internationalt gennembrud med "The Look" fra deres andet album, "Look Sharp", og siden da har de været et verdensnavn. Bandet har haft fire nummer 1-hits i USA og har solgt 75 millioner album.

Marie Frederiksson blev i 2002 ramt af en hjernesvulst, hvilket medførte flere år uden for rampelyset. Hun kom sig dog igen, og i 2011 tog Roxette atter på verdensturné. Frederiksson havde dog problemer med at nå fordums storhed, og da Roxette optrådte på Jelling Musikfestival i 2015, blev det kun til to stjerner fra GAFFAs anmelder Troels Frøkjær under overskriften "Uværdigt og sølle". Læs hele anmeldelsen her.

Se Roxette med musikvideoen til kæmpehittet "The Look":

ANNONCE