Snowbombing dag 1: Mere fest end festival

"Festivalen plejede at være mere Drum'n'Bass. Nu kommer der jo artister som Bastille og Prodigy". Sådan får jeg serveret en første beskrivelse fra Snowbombings repræsentant ved lufthavnen i München. Der er helt fladt i den del af Bayern, og der er med andre ord et godt stykke vej til Ahorn-bjerget og skisportsbyen Mayrhofen. Jeg ankommer til festivalens 2. dag, der lader til at være den egentlige åbningsdag, og med i bilen til Østrig er to svenske piger. Begge er de yderst taknemmelige for at have vundet en konkurrence. Vi bliver sat af uden for Hotel Strass og rammes øjeblikkeligt af en helt og aldeles insisterende stemning af afterski.

Solen brager stadig ned, selvom det er sidst på eftermiddagen, og Mayrhofens svar på Jomfru Ane Gade vrimler med unge øldrikkende påfugle-mænd, der ganske forsigtigt afprøver parringskald til tonerne fra den house, der bliver spillet i baren ved siden af Strass. Jeg lader mig fortælle, at det er de såkaldte Rainbow Venue Dj's, der spiller op til øldrikkeri på The Sports Bar.

Snowbombing er ikke så meget en festival, som det blot er nogle gutter fra Manchester, der engang i 2000 besluttede sig for at holde en kæmpe fest som afslutning på ski- og snowboard-sæsonen. Det næste naturlige udviklingstrin for en fest, der vokser sig større år efter år, er at tage springet og blive en gennemført festival med mange små fester og club-events, der tiltrækker stadig større og større dj's og mainstream-kunstnere fra hele den vestlige verden.

Fest først og fremmest

Jeg installerer mig selv på et hotel, der ligesom alle andre huse ved foden af de østrigske bjerge mest af alt minder om et playmobil-samlesæt i tre etager og kælder beklædt med farver i spektret fra vanille til nikotin og med de obligatoriske min-er-større-end-din prangende altaner i prangende træfarver. Værelset er en anden historie. Som en bizar sammenføring af barokken og et pornosæt fra 60'erne er farverne på de svulmende møbler og sengetøjet aggressivt beige og violette. Gulvet er klædt med en rødvinsrød måtte og loftet som den perfekte prik over dette feber-mareridt af et hotelværelse er udstyret med liste-belysning og, nøjagtigt over sengen, en intimiderende gengivelse af Rafaels maleri Galateas Triumf.

Efter det turist-østrigske kulturchok har lagt sig, er jeg på vej tilbage til byen og til mandagens tilbageskuende drum 'n' bass-fest på en af Mayrhofens dedikerede scener til Snowbombing-ugen. Klubben ligger i den ene af fest-gadens to ender, og undervejs til festen kan man spotte unge mennesker, der befinder sig på meget forskellige niveauer i henhold til opvarmning, aftensmad, dans, fuldskab, slagsmål og walk of shame. Jo længere ned jeg bevæger mig langs festgadens caféer, barer og restauranter, desto større bliver koncentrationerne af de overvejende britiske "snowbombere". Særligt mange har samlet sig hos Mo's bar, hvor der blandt andet er lagt an til en traditionstro iPod Battle.

Der lyder en svag buldren, og der er en ydmyg kø til et sikkerhedstjek, som kræver, at man tjekker sig ind med sit chippede armbånd, før man kan bevæge sig ned i den massive kælder, der er sparsommeligt fyldt til et knusende tungt sæt fra to af gutterne fra North Base. Remixes bliver mikset tyndt sammen for at komme fra drop til drop i et rave af konstant stigende musikalsk brutalitet. Det er lyden af en galopperende mekanisk væddeløbshest, der sang efter sang bliver tvunget til at løbe lidt stærkere. Det brutale sæt er effektivt, men kommer desværre også til at lyde som en fest, der spiller sit vildeste kort for tidligt.

Netsky, som tager over, har medbragt et væsentlig mere nedtonet, radiovenligt og struktureret sæt med blandt andet sine sange med Gossips Beth Ditto og Digital Farm Animals. Med et band og især en febrilsk trommeslager bliver musikken mere nærværende, og det er tydeligt, at Racket Club hurtigt er blevet fyldt med Netsky-fans.

Et halbal ud over det sædvanlige

Hvis man kniber øjnene sammen mens stroboskop-lyset tordner ud i hallen, kan man lige ane, at Racket Club selvfølgelig er et kælderanlæg beregnet til indendørs tennis. I baren bliver jeg overfaldet af en flok briter bevæbnede med tusch og et ønske om at tegne knurhår i ansigtet på mig. Det viser sig, at der ikke er langt mellem knurhår og dance-off til lyden af Netskys melodiske ridt og hans enerverende hype-mand. Jeg får mig også en god snak med de selverklærede snowbombere, der har forladt området omkring Manchester for at rejse Europa tyndt i en kæmpemæssig autocamper. I hvert fald så god en snak man kan få, mens man hopper over usynlige sjippetov med britiske mænd og kvinder iført skibukser, knurhår og slørede blikke.

Wilkinson er aftenens højdepunkt, fordi han formår at kombinere det rå og hårdkogte med det sammenhængende og veltimede, noget der bør være enhver EDM-spillers ypperste mål. Den perfekte fest er nok begyndt med Netsky og derefter fulgt op af Wilkinson og så et af drum 'n' bassens største nutidige koryfæer, Andy C som den næstsidste fyrværkeriudladning inden North Base hiver festen af sporet og den sidste energi ud af trippende fødder samt de sidste euro ud af vores betalingsarmbånd.

Da klokken har rundet 3, begynder jeg forsigtigt at kravle hjem igennem de sædvanlige bytursuenigheder og voldelige optrin. Jeg tager afsked med autocamper-folket og udveksler løse festivalløfter om at finde dem dagen efter. Snuden peger mod playmobil-alpehytten og de lyserøde lagener, hvorfra jeg kan vinke godnat til Galatea og de delfin-mutanter, der trækker hende igennem sølet til sejr. Kroppen er fyldt af forventning og en forudindtaget udmattethed.