Den store finale i X Factor 2016 løber af stablen i aften, og DR løfter nu sløret for deltagernes specialskrevne finalesange. I den forbindelse har GAFFA samlet de bedste billeder fra dette års omgang af X Factor.
Der er finale i den niende sæson af X Factor i aften, og finalisterne Reem, Embrace og Alex er klar, det samme er, hvad de skal synge. I den forbindelse har GAFFAs fotograf Henrik Hildebrandt lavet et omfattende billedgalleri med billeder fra alle årets X Factor-optrædener. Du kan se GAFFAs billedgalleri med X Factor her.
Publikum i Studie 5 i DR Byen og seerne derhjemme kan glæde sig til at opleve hele tre vindersange, der er skræddersyet til hver finalist, som alle har været med inde over arbejdet med deres personlige single.
Finalesangene er blevet til i samarbejde med tre professionelle sangskriverteams.
Reem har skrevet sin finalesang ''All That I Want'' sammen med et engelsk hold bestående af sangskriver og producer Leon Paul Palmen og sangskriver Sophia Ayana. Palmen har samarbejdet med blandt andre Fedde Le Grand og American Idol-finalisten Daughtry. Udover sin egen sang skal Reem synge Justin Biebers ''Where Are Ü Now''
Søsterduoen Embraces single har fået navnet ''Commitment Issues'' og er skrevet af producer og musiker Daniel Fält, den engelske singer-songwriter Emily Poppy Andrews og dansk-engelske Marcus Winther-John, der er kendt som forsanger i bandet Inside The Whale. For at skabe den helt rigtige sound til søstrene har nummeret også været i hænderne på producer Johannes ''Johs'' Jørgensen, der har produceret for navne som Method Man, Jordin Sparks og Raphael Saadiq. Embrace starter dog ud med at synge Meghan Trainor og John Legends ''Like I'm Gonna Lose You''
Alex har på sin single ''How I Know'' fundet sammen med produceren Casper Østergaard, sangskriver og rapper Gisli Gislason (Phlake) samt sanger og sangskriver Andreas Ringblom fra De Dødelige, der også har arbejdet sammen med Citybois. Alex skal også synge Gnarls Barkley-hittet ''Crazy'' i aftenens finale.
Du kan høre en smagsprøve på vindersinglerne her.
Der er også allerede mange gæt på hvem der vinder aftenens finale. I følge flere bettingsider er løbet tæt mellem Reem og Embrace, hvis vinderodds har stået mere eller mindre stille siden programmerne begyndte.
Finalen sendes på DR1 i aften klokken 20, og snart sætter DR gang i jagten på deltagere til 2017-udgaven af X Factor, der bliver programmets 10 års jubilæum.
Du kan se GAFFAs billedgalleri med X Factor her.



























































































































































































