En brækket fod stopper ikke Guns N’ Roses-genforeningen
Som vi i går kunne berette, har Axl Rose brækket foden. Noget, der umiddelbart kunne have været en kæp i hjulet på den spændt ventede Guns N' Roses-genforeningstour. Rose har dog nægtet at lade sig stoppe af skaden, og den gips, han har fået sat om benet er blevet støbt til scenebrug.
Fredag aften spillede de genforenede Guns så en koncert på Las Vegas-spillestedet The T-Mobile Arena, og de fik lidt hjælp fra Dave Grohl, der jo har erfaring i at optræde med brækkede lemmer. Efter en forsinkelse på 90 minutter gik bandet på scenen, og Axl sad på en trone omringet af lys. En trone, vakse Foo Fighters-fans vil genkende som den, Dave Grohl sad på sidste sommer, og hen mod koncertens afslutning, afsløredes et tildækket "FF"-logo på tronen. "Det er en god reklame", skulle Axl Rose ifølge Rolling Stone tørt have bemærket, og sangeren skulle have været ganske jovialt anlagt under bandet to en halv time lange koncert, der bød på gamle klassikere, sange fra "Chinese Democracy" og endda en fremførelse af "Coma", der ikke er blevet spillet live siden 1993.
Reporter fra de tilstedeværende melder om et band i absolut topform – altså bortset fra brækkede knogler – så det er da at håbe, at bandet snart melder deres ankomst på dansk grund.
Se Axl Rose på Dave Grohls trone herunder:
Og ovre hos vores gode venner på Rolling Stone kan du se yderligere højdepunkter fra Las Vegas-koncerten.




