Nyhed

Guide: Ugens bedste sange

Om du vil rocke med Metallica eller du vil svinge til Britney Spears - ugens sange byder på lidt af hvert

Endnu en uge er strøget forbi os, og GAFFA ser tilbage på ugens bedste sange. Har du ikke hørt dem alle, kan du finde dem i GAFFAs spilleliste via Spotify her forneden.

Man mærker tydeligt, at festivalsæsonen nærmer sig sin afslutning. Vi bliver ramt af nye singler, mens der bliver annonceret længeventede album til højre og venstre fra legender og højtelskede kunstnere. Ny musik bliver der rigelig af de kommende måneder.

Metallica skuer bagud og vender stærkere tilbage på deres nye single "Hardwired". Det er thrash for alle pengene. "Nogle af elementerne derfra tog vi med os over i det nye. Jeg vil sige, at der er en lille rest fra at genopdage 'Kill 'Em All', der har sneget sig ind," fortæller Lars Ulrich til Rolling Stone om de nye sange.
Metallegendernes nye album "Hardwired... To Self Destruct" rammer gaden den 18. november.

Britney Spears (billedet) er aktuel med sin fjerde single fra hendes kommende niende album, "Glory", der udkommer den 26. august. Sangerinden er i sit forførende hjørne med "Do You Wanna Come Over?", der bliver at finde på, hvad Spears selv beskriver som sit "mest hip-hoppede-album nogensinde".

”Jeg er tilbage i det der 16-års teenagehumør; sulten, passioneret og laver musik, som jeg i sandhed er stolt af. Jeg vil levere den musik, som folk har efterspurgt så længe og følge min intuition”, siger Craig David om at være tilbage i studiet. Han udgiver nyt album for første gang i seks år.

Say Lou Lou har begået et fængende cover af Bee Gees-klassikeren "Stayin' Alive". Den sprudlende disco-basker har fået et moderne synth-makeover, som fremhæver dens ulmende mørke, der alligevel bosidder i den umiddelbare optisme.

Hør de ovenstående og mange flere i GAFFAs spilleliste med ugens bedste sange via Spotify her:


ANNONCE