Den store, ungarske Sziget Festival, der er lokaliseret på en ø i hjertet af Budapest, har slået dørene op. GAFFA rapporterer.
Arkivfoto.
Det er mere end to årtier siden, at det første frø blev plantet til, hvad der i dag,er én af de største europæiske festivaler. Sziget ligger på en frodig ø i Donaufloden, der bugter sig igennem Budapest. Selvom den ikke er særlig kendt herhjemme, tiltrækker den sig hvert år mere end 400.000 gæster fra mange forskellige lande. Pladsen summer derfor af flere forskellige sprog, selvom de næsten forstummer sig under lyden af musik, der strømmer gennem øens smalle stræder. At festivalen begyndte som en mindre begivenhed for studerende i 1993 er svært at forestille sig, når man kanter sig igennem menneskemylderet på øen.
Den ungarske festival har udnævnt sig selv til "frihedsøen", og der er derfor ingen smalle steder, hverken i musikprogrammet eller omgivelserne. Udover hovednavnene som i år tæller Rihanna, Sia, Muse og Sigur Rós, er der også mulighed for at opleve alle forgreninger af musikken. Der er sceneplads til både verdensmusik, reggae, blues, jazz, klassisk og metal.
At festivalen har et mangeartet program fornægter sig heller ikke, når man betragter gæsterne. Ved siden af en kvinde, der ligger og svaler sig på græsset med en blomsterkrans i hårgrænsen, står en fordrukken mand og misser med øjnene under skyggen af sin stråhåt. Et andet sted på pladsen bliver håret slynget frem og tilbage til hvinende guitarer af en skare klædt i slidte læderjakker og lapper på knæene. Flere bærer rundt på plasticspande, fyldt til randen med stærke cocktails, mens andre foretrækker en skummende fadøl til den behagelige sum af femten kroner. I træernes skygge er der slået flere telte op, men i modsætning til flere danske festivaler, er der ingen grænser mellem camping- og festivalområde. Flere benytter sig af muligheden for at leje et værelse i den pulserende by og i stedet tage en vogn ud til øen for at nyde festivalens seværdigheder uden rygsmerter og støvsved fra en nat i telt.
Rundt på frihedsøen
Vi krydser floden for at komme over til bredden af frihedsøen. Sommervejret har endnu ikke bredt sig til det ungarske land, og der ligger derfor et tungt, gråt skylag over pladsen. Det ser ikke ud til at gøre det store indtryk på gæsterne, der stædigt løber rundt i afstumpede shorts og korte ærmer. Der er lidt for alle smagsløg, når man bevæger sig ind på øens vildtbevoksede og larmende farverige område. Fra kulørte lamper til en kærlighedskarussel under trækronerne, blinkende lys og technofest, en svalende strandbar og hvirvlende støv foran festivalens største scene.
Vi forvilder os ned til Afro-Latin Reggae Village, hvor en bedugget skare af mennesker står og vrider deres kroppe til rytmerne af salsa, mens en stakåndet instruktør vifter med armene. Ved siden af står et par gæster og balancerer på liner, der er strukket ud mellem træerne, mens et verdensorkester buldrer ud af højtalerne på den anden side af stien. Vi beslutter at spankulere ned mod strandbaren, hvor bølgerne skyller ind over øens stenklædte bredder, mens jorden er dækket af slumrende gæster, der lytter til musik, drikker øl, spiller brætspil og dyrker yoga.
Lyden af frihed
Med en fadøl i hånden bevæger vi os tilbage til hovedscenen, hvor den engelske sanger Jake Bugg med sangen "Seen It All" højtideligt proklamerer, at intet kan overraske ham længere, og det på trods af hans unge alder, der ikke tæller mere end toogtyve somre. Den sortklædte sangskriver er fåmælt, men står stærkt med sin vrængende vokal, der virker som en perfekt indslusning til dagens koncerter.
På Europe Stage har Dør Nr. 13 knap fået tørret krudtslammet af skuldrene, efter de for kort tid siden løb af med sejren i årets Karriekanonen. Det sprængfarlige orkester har fået samlet sig en lille forsamling af stolte danskere, der ikke er blege for at vise flaget – i bogstavelig forstand. De vejrer med dannebrog til de flammende toner af orkestrets støjrock, der tordner ud over græsset med bølgegange af dansksprogede tankestrømme.
Kun et stenkast derfra er der dampende varmt under teltdugen på A38-scenen til MØ, hvor gæsterne står som tumlende kviger i smalle staldbåse for at høre den danske sangerinde. Hendes flagrende bevægelser spreder sig som en steppeild gennem teltets silhuetter, der som bevægelige skyggespil flakser rundt på gulvet. Selv er hun ved at blive trukket ned under menneskehavet af hænder, der strækker sig ud mod hendes krop, da hun stiller sig op på rækværket for at komme tættere på de begejstrede gæster.
Aftensmaden, der består af en tvivlsom falafel, bliver meget passende nydt foran scenen for verdensmusik, hvor amerikanske Rupa & The April Fishes blusser op under dansegulvet. Orkestret spiller en smeltedigel af genrer fra reggae, salsa til hårdtslående rockrytmer. Det falder i god jord hos gæsterne, der lader fødderne springe som spændstige fjedre over græsset. Fra stræderne pumper tunge electrorytmer, så det er en lettelse at fordøje sin mad til lyden af violin og cello.
Rihanna er traditionen tro forsinket, men det afskrækker ingen. Plænen foran hovedscenen er fyldt til bristepunktet, og nattehimlen virker som et beroligende tæppe over de spændte begejstringsråb, der fylder luften over vores hoveder. Sangerinden toner kutteklædt frem en halv time senere end planlagt til tonerne af "Stay". Den stilfærdige ballade bliver kort efter til et danseinferno, der virker så kalkuleret og rutinepræget, at flere står enten forstenede og forblændede tilbage foran scenekanten. Ikke noget overbevisende punktum af sætte bagved dagen, der ellers har budt på en bred vifte af stemningsindtryk.
