Nyhed

Tønder Festival: – 80 procent af programmet kan kun opleves hos os

25.-28. august 2016 løber Tønder Festival af stablen for 43. gang.

25.-28. august 2016 løber Tønder Festival af stablen for 43. gang. GAFFA har talt med Maria Theessink, kunstnerisk leder og pressechef hos Tønder Festival, der giver sine musikanbefalinger på festivalen, som er meget mere end gamle mænd med sækkepiber og violiner.

Hvem glæder du dig til at se og høre på Tønder Festival? 

– Jeg glæder mig meget til, at vi skal præsentere Jason Isbell. Han er en af hovednavnene på vores festival i år og intet mindre end fantastisk. Jeg ser også meget frem til, at vi får det helt nye navn inden for country i USA på Tønder. Hun hedder Margo Price (billedet) og har lige udgivet sit debutalbum i marts på Jack Whites pladeselskab. Hun er en artist, Rolling Stone har tippet som et navn, man skal holde øje med, og det er jeg enig i. Jeg ser også meget frem til at få The Avett Brothers tilbage til Tønder Festival. De har besøgt os to gange før, og vores publikum elsker dem.


– Det er også fedt, vi får en masse gospel på programmet i år. Vi har eksempelvis et arrangement på programmet, der hedder Rock My Soul, som består af to af de dygtigste gospelvokalgrupper, The Fairfeld Four og McCrary Sisters. Samme dag får vi besøg af de legendariske The Blind Boys Of Alabama – gospel i verdensklasse. Derudover har vi naturligvis også en masse traditionel folkemusik på programmet, blandt andre Karine Polwart, som er én af Skotlands dygtigste sangerinder, og den irske gruppe Flook. Endelig har vi også Tina Dickow på programmet, som spiller en af kun to danske koncerter hos os i år.

Er der nogen overraskelser i årets line-up?

– Vi får en kunstner forbi, der hedder A.J. Croce. Han er lidt jazzet i sin stil og fuldstændig magisk live. Han er et af årets navne, som jeg virkeligt tror vil overraske folk. Så har vi også en irsk sanger, der hedder Mick Flannery, som ikke er en del af den traditionelle irske musik, men mere er en singer-songwriter med et strejf af americana over sig. Han har et fantastisk hold med sig. Vores egen Kira Skov spiller også hos os. Det er også noget lidt andet, end det man normalt ville høre på Tønder. Jeg glæder mig til at se, hvordan folk vil tage imod hende.


Hvordan skiller Tønder Festival sig ud fra andre danske festivaler?

– Ordet ”autentisk” siger meget om vores festival. Jeg vil også tro, at omkring 80 procent af de navne, vi har på programmet i år, kun kan opleves hos os. Folk må ikke blive forskrækkede og tro, at det er gamle mænd med sækkepiber og violiner, der spiller på Tønder Festival. Vi har et meget blandet program og plads til alle aldre hos os, og vi ser det også. Der er folk fra 14 til 90. Noget andet unikt ved Tønder Festival er, at mange af de musikere, som kommer hos os, spiller mere end én gang. Derfor bliver de hængende på festivalen hele weekenden og bevæger sig rundt blandt publikum og bliver derfor en del af festen. Det er med til at gøre, at der bliver en god stemning og atmosfære på pladsen.

Læs GAFFAs guide "11 essentielle navne, du skal høre til Tønder Festival" og hør masser af musikeksempler


ANNONCE