Festivalen tilføjer de sidste syv navne til årets line-up
Bornholmske Wonderfestiwall nærmer sig med hastige skridt, og nu offentliggør festivalen de sidste syv navne til festivalprogrammet 2016, der består af følgende: KAASI (UK), Gents, Lightwave Empire, KIKKR (FRA/NLD), Mikael Simpson, Nikolaj Nørlund og Faustix.
Rockdrengene fra Dizzy Mizz Lizzy, popfyrene fra Scarlet Pleasure, r&b-duoen Phlake samt singer-songwriteren Alex Vargas er også blandt de optrædende ved festivalen på solskinsøen.
Festivalen finder sted i de smukke omgivelser ved foden af borgruinen Hammershus ved Opalsøen fra den 18- 21. august 2016.
Læs mere om de syv nyligt tilføjede navne nedenfor. Det fulde line-up samt billetter kan findes på festivalens hjemmeside.
Mikael Simpson
Den 42-årige dansk-engelske sanger og sangskriver Mikael Simpson startede sin musikkarriere i indie-bandet Luksus, som blev opløst i 2001. Sidenhen har han udgivet seks studiealbum og medvirket i forskellige musikalske samarbejder med blandt andre Trentemøller og Jørgen Leth.
Simpsons stil er en spændende blanding af underfundig indie-melankoli og rockede rytmer, der som regel formår at bjergtage publikums hjerter såvel som deres dansefødder. Og er man ikke så meget til det med dansen, kan man altid stille sig lidt tilbage og lytte på de velskrevne danske tekster i numre som "Inden du falder i søvn" og "Narkokys."
Simpson har fået imponerende anmeldelser for sine seneste koncerter. Blandt andet kvitterede GAFFA med hele 5 ud af 6 stjerner for sangerens koncert på Posten i Odense i oktober. Der er derfor lagt op til en indie-koncert af høj kaliber i den bornholmske sensommersol.
Gents
Drengene Theis Vesterløkke og Niels Fejhrskov Jul danner tilsammen den københavnsk baserede duo Gents. De mødtes for år tilbage i Berlin, hvor de gennem deres fælles interesse for 80'ernes drum machine- og synthlyd begyndte at lave musik. Arbejdet har ført frem til gruppens meget karakteristiske lyd, som bedst kan betegnes som synthpop, og som bedst kan opleves ved at lytte til debut-ep'en "Embrace the Future", som udkom i slutningen af 2015.
Faustix
Faustix er dj'en bag storhittet "Come Closer" fra juli måned, som blev gæstet af den engelske sanger David Jay, og har fået adskillige menneskefødder til at bryde ud i euforisk dans i løbet af sommeren. Ud over det samarbejde har den danske musikproducer arbejdet med kæmpe navne som blandt andre Rihanna, Major Lazer og Ciara.
Nikolaj Nørlund
Ud over sit virke i bandet Rhonda Harris har den 51-årige Nikolaj Nørlund udfoldet sin solokarriere i et univers, der blander indierock med moderne visesang. De finurlige, danske tekster leder let tanken hen på C.V Jørgensen, og dog formår musikken at beholde sin egen unikke integritet.
Nikolaj Nørlunds seneste store projekt bestod i et samarbejde med det 25 mand store symfoniorkester Copenhagen Phil, hvilket høstede stor ros blandt danske anmeldere.
Kaasi (UK)
Bag navnet Kaasi gemmer der sig en 21-årig englænder ved navn Matthew Martin, som i 2014 tog springet fra soveværelset til de helt store scener med sin produktion af elektronisk musik.
Med sange præget af saftige beats og catchy melodier har den unge brite allerede skabt sig et publikum over det meste af verden og har især haft succes på YouTube med mange millioner hits på sine videoer.
Kaasis seneste nye udgivelse hedder "Maybe Monday" og oser af sommer og solskin. Der er derfor ingen grund til ikke at glæde sig, når Englands måske bedste svar på Kygo besøger den bornholmske festival.
KIKKR (FRA/NLD)
"Two dudes from Amsterdam & Paris who push a lot of buttons."
Sådan lyder hollandske Rand "Patch" Ralph og franske Virgile Carlssons egen præsentation af deres duo, KIKKR, som de seneste måneder har skabt hoppende publikummer hen over Europas elektroniske festival-landskab. De to dj's skaber remixes af kendte sange, som de sammen med deres egne mixes performer på scenen i et live dj-sæt, der med sikkerhed vil få dig til at synge med og vrikke med hoften en gang eller to. Deres seneste udgivelse "Making me High" kører lige nu på flere engelske radiostationer og vil sandsynligvis tilføre festivalen et solidt skud energi samt en potentielt buldrende basfornemmelse i øens klippefundament.
Lightwave Empire
Mange undrede sig, da et ved første øjekast ukendt navn pludselig skulle spille på Avalon-scenen på årets Roskilde Festival på baggrund af en enkelt single-udgivelse. Men ved en nærmere undersøgelse af medlemmernes navne stod det klart, at Lightwave Empire ikke bare er hvem som helst. Bag bandnavnet gemmer sig nemlig tidligere medlemmer af Spleen United, som stoppede på ubestemt tid i 2013. Forsangeren Bjarke Niemann har siden fundet musikalsk inspiration gennem en personlig tragedie, der har givet ham viljen til at skrive livsopløftende sange, som fejrer tilværelsen på trods af dens dårligdomme. Det er i høj grad denne optimisme, som kendetegner Lightwave Empires elektrorockede univers, som dog stadig bærer præg af Spleen Uniteds småmelankolske kant og farvede facetter.
