Vi er i fuld gang med en ny måned og kigger tilbage på sidste måneds stærkeste sange
Vi er i fuld gang med en ny måned og kigger traditionen tro tilbage på sidste måneds stærkeste sange. Hør sangene på en Spotify-playliste nedenfor.
1. Bruno Mars - Versace On The Floor
Albummet 24K Magic udkom i november og blev blandt andet varslet af den langsomme, følelsesladede single, der sender tankerne tilbage til firsernes pastelfarvede lyduniverser. I modsætning til albummets funk-baserede titelnummer er belysningen dæmpet og stemningen mættet af sensualitet.
2. TopGunn - Længe Siden
Man kan vælge at betragte singlen fra den danske rapper som et åbent nyhedsbrev til landets lyttere. "Folk spørger mig om, hvor helvede jeg har været...," begynder han og ender med at konkludere, at han stadig er kongen af pop. Selvtilliden fejler ingenting, og nummerts knitrende beat vidner da også om en rapper, der er i stadig fremdrift.
3. Foxygen - Follow The Leader
Til januar udkommer albummet Hang, der følger op på ...And Star Power fra 2014. Albummet vil være løftet af et symfoniorkester, der også strømmer lifligt igennem den bevægelige og opløftende single.
4. Malte - Som Kun Du Gør
Malte er en spire i den danske musikmuld. Med en skrøbelig vokal, tungvægtede beats og eftertænksomhed bygger han videre på popmusikkens arv. Som Kun Du Gør handler om at møde kærligheden på klubbens dansegulv og vidner samtidig om en sanger, der ligger i grænselandet mellem musikkens bevægelighed og dybere tankespind.
5. Metallica - Atlas, Rise!
I november udkom den længeventede Hardwired.. To Self-Destruct. Forinden blev udgivet den hårdtslående single, der folder sig ud over seks minutter. En ordentlig mavepuster, der udelukker enhver tvivl om, at orkestret er faldet af på den. Det er orkestrets tiende album siden deres debut i 1983.
6. The xx - On Hold
Det er fire år siden udgivelsen af Coexist. I mellemtiden har produceren Jamie xx udgivet sit anmelderroste soloalbum In Colour, der efter egne udtalelser har været med til at forme udtrykket på deres kommende album I See You, der udkommer til januar. Hold On er en svalende ballade, der ligger sig i krydsfeltet mellem knitrende electronica og melodiøs popmusik.
7. SOHN - Conrad
Den britiskfødte producer udgav debutalbummet Tremors i 2014. Med singlerne Signal og Conrad fra hans kommende album Rennen er han vendt stærkt tilbage. Med sin vokal som navlepunkt styrer han ubesværet igennem elektroniske landskaber, hvis byggesten er tørre, subtile beats og flydende melodier.
8. Run The Jewels - 2001
Valget af Donald Trump har skabt chokbølger gennem verden, og derfor har den amerikanske hiphop-gruppe udgivet 2001 tidligere end planlagt som en trøst til de mange, der er tynget af frygt eller skuffelse. "How long 'til the hate that we hold leads us to another Holocaust," indleder det mørktonede nummer, der vil være at finde på deres kommende album Run The Jewels 3.
9. Laura Mvula - Ready Or Not
Den britiske sangerinde udkom tidligere på året albummet The Dreaming Room. I slipstrømmen på udgivelsen har hun begået en coverversion af The Delfonics-klassikeren, der blev udødeliggjort af The Fugees i 1996. Den hurtigtløbende fortolkning er på en gang bombastisk og farverig.
10. Stevie Wonder feat. Ariana Grande - Faith
Animationsfilmen Sing får dansk biografpremiere senere på måneden, men allerede nu kan du lytte til den opløftende Faith fra filmens soundtrack. Nummeret er produceret af Ryan Tedder og Benny Blanco fra OneRepublic. Det er efterhånden 25 år siden, at Stevie Wonder sidst var på lydsiden til en film, og resultatet er ikke overraskende opkvikkende soul.
11. Narcosatanicos - Vulvic Church
Body Cults er andet album fra det danske orkester, der udgav deres selvbetitlede debutalbum i 2014. Deres larmende, mørke lydunivers fornægter sig ikke på Vulvic Church, der bevæger sig mellem det sløvende, hvinende og tunge.