Blandt andre Miguel gæster den midtfynske festival
Heartland Festival ved Egeskov Slot på Midtfyn er klar med fire nye navne: Miguel, Cat Power, Flying Lotus og Francis And The Lights.
Heartland Festival afholdes for anden gang den 3.-4. juni 2017 på Egeskov Slot. Ud over et internationalt musikprogram byder festivalen også på gourmetmad, kunst og samtaler.
Miguel er siden gennembrudsalbummet ”Kaleidoscope Dream” (2012) blevet kendt som en af verdens helt store r&b-sangere, kendt for ligefremme tekster, veltrænede stemmebånd og ditto overkrop og selvsikre optrædener. Glæd dig til sange som ”Adorn”, ”Coffee (F***ing)” og ”Sure Thing”.
I en ganske anden og umiddelbart mindre selvtillidsfuld boldgade har Heartland Festival hentet amerikanske Chan Marchall, bedre kendt som Cat Power. Singer-songwriteren er kendt for sine hudløse koncerter, hvor hun udfolder sin særlige blanding af folk, country, blues, punk, rock og eksperimenterende pop. Resultatet er ekstremt følelsesladet og ofte med en enkel instrumentering kun bestående af sang, klaver og guitar. Cat Power er ifølge GAFFAs skiftende anmeldere kendt for en noget svingende formkurve live, men hvis man fanger hende på en god dag – og det ved man aldrig, om man gør, før man står eller sidder foran hende – er udtrykket intet mindre end magisk.
Flying Lotus, eller bare FlyLo som han også kaldes, byder på elektronisk musik i et mangefacetteret udtryk. Electronica, jazz, fusion og hiphop smelter sammen hos Los Angeles-beatmageren. Siden 2006 har Flying Lotus udgivet fem album, hvoraf ikke mindst det seneste ”You’re Dead!” (2014) har fået store roser med på vejen. Flying Lotus har ikke besøgt Danmark siden 2009, og koncerten på Heartland Festival 2017 bliver dermed hans første i otte år. Publikum kan desuden se frem til et stort anlagt 3D-show.
Det nye popnavn Francis And The Lights spiller sin første og eneste danske koncert den kommende sommer på Heartland Festival. Bag kunstnernavnet står amerikanske Francis Farewell Starlite, og han har den seneste tid arbejdet med nogle af musikkens helt store stjerner. Eksempelvis har han været med til at producere det nye Frank Ocean-album "Blond", og så har han dette efterår hittet med ”Friends” med Bon Iver som gæst – i øvrigt årets bedste sang ifølge Rasmus Walter. Francis And The Lights, der i september udgav debutalbummet "Farewell, Starlite!", byder på elegant, moderne pop med mange musikalske detaljer og en inderlig vokal.
”Vi er så stolte af de fire navne, vi i dag kan melde ud. Der er tale om fire internationalt anerkendte artister, der alle har valgt at spille deres eneste sommerkoncert i Danmark på Heartland Festival. Vores ambition om at skabe et spændende, diversificeret og kvalitetsbevidst musikprogram bliver i høj grad understøttet af dagens offentliggørelser. Nu glæder vi os bare endnu mere til at offentliggøre flere navne også på de tre andre programmer,” fortæller festivaldirektør og initiativtager Ulrik Ørum-Petersen.
Tidligere dette efterår kunne Heartland Festival løfte sløret for de første navne til festivalens musikprogram: Bryan Ferry, Birdy, The Minds of 99 og Bisse.